Annonce

Luften går ud af Løkkes ballon i ny måling

De Radikale haler ind på Moderaterne i dagens meningsmåling. Samtidig har Dansk Folkeparti vind i sejlene.
Foto: UM
Lars Løkke Rasmussen, udenrigsminister og formand for Moderaterne
Ét enkelt mandat.

Så lidt adskiller nu De Radikale og Moderaterne ifølge dagens meningsmåling foretaget af Voxmeter for Ritzau.

I målingen går De Radikale et helt procentpoint frem fra sidste uge til 5,3 procent af stemmerne svarende til ni mandater, mens Moderaterne efter en hel måneds uafbrudt tilbagegang kan mønstre 6 procent svarende til 10 mandater.

Meget har altså ændret sig, siden Moderaterne ved valget i 2022 med 16 mandater og tredjeflest stemmer blev det suverænt største af de to midterpartier, mens De Radikale blev mere end halveret til kun syv mandater.

Moderaternes tilbagegang kommer i kølvandet på sagen om Mike Fonseca, der som folketingsmedlem for partiet havde et romantisk forhold med en kun 15-årig pige.

Fonseca blev med det samme ekskluderet fra partiet, og sagen har derfor betydet, at SVM-regeringens funktionelle flertal kun overlever grundet en aftale mellem regeringen og løsgængeren Jon Stephensen. Stephensen blev selv i sin tid ekskluderet fra Moderaterne for at skrive upassende beskeder til en 19-årig kvinde i partiet.

næstværste resultat for partiet ved noget folketingsvalg

Det uskønne forløb om Fonseca ser Moderaterne altså ud til at blive straffet for i målingerne over de sidste uger, der viser, at partiet langt fra kan vide sig sikker på også fremover at være det store af de to midterpartier i dansk politik.

Vind i de rød-hvide sejl

Lidt bedre går det for det andet borgerlige regeringsparti, Venstre. Her går man 0,1 procentpoint frem fra sidste uge til 11,3 procent af stemmerne. Dermed er det anden måling i træk, hvor Venstre ligger over 11 procent af stemmerne, hvor partiet det sidste lange stykke tid under Jakob Ellemann-Jensens ledelse sjældent lå over 10 procent i nogen måling.

Det er dog kun sammenlignet med krisetiden under Ellemann, at de nye målinger under Troels Lund Poulsen kan ses som nogen form for succes. De 20 mandater, som Venstre scorer i dagens måling, ville være det næstværste resultat for partiet ved noget folketingsvalg nogensinde.

Også i Dansk Folkeparti kan man finde grund til optimisme i dagens måling.

Partiformand Morten Messerschmidt har fået vind i partiets rød-hvide sejl, og partiet er over de sidste fire uger gået fra 2,9 procent til 4,3 procent i dag. Det ville udløse otte mandater, hvis der var valg i dag, hvilket er en fremgang på tre mandater siden valgdagen.

Dermed har de nu klart overhalet Nye Borgerlige, som de ellers i perioder tidligere har ligget omtrent jævnbyrdigt med på den nationalkonservative fløj.

mens Liberal Alliance bare lover “fantasillioner”

Der er dog stadig langt op til Danmarksdemokraterne, der står til 8,4 procent og 15 mandater. Selvom de altså stadig er det klart største nationalkonservative parti, går de 1,4 procentpoint tilbage fra sidste uge og står dermed kun en smule over valgresultatet.

Liberal Alliance truet

Liberal Alliance går 0,5 procentpoint tilbage fra sidste uge til 11,9 procent af stemmerne. Det er en flot fremgang på fire procentpoint siden valget og ville udløse 21 mandater. Ikke desto mindre er det kun 0,6 procentpoint over Venstres resultat.

Noget, der kan få betydning for magtforholdet mellem de to partier over de næste uger, er den skatteaftale, som har givet anledning til en ivrig debat mellem Venstre og Liberal Alliance. I Liberal Alliance er man særligt kritisk over for planerne om en toptopskat, som er en skat på de allerhøjeste indkomster.

Omvendt har man i Venstre argumenteret med, at det er Venstre, der ved at gå i regering med Socialdemokratiet er lykkedes med at få rigtige skattelettelser igennem, mens Liberal Alliance bare lover “fantasillioner”

Om de liberale vælgere køber den ene eller anden fortælling, kan givetvis blive afgørende for, om Venstre kan lykkes med at overhale Liberal Alliance i målingerne, inden året er slut.

Socialdemokratiet går en smule frem fra sidste uge til 21,2 procent og 37 mandater. Trods fremgangen er det stadig markant under deres værste valg nogensinde, som kom under Helle Thorning-Schmidts ledelse i 2011.

SF står til 13 procent af stemmerne og 23 mandater, hvilket er et mandat under sidste uge, men hele otte mandater over valgresultatet.

Enhedslisten går et enkelt mandat tilbage fra sidste uge og står til 13 mandater. Det er en fremgang på fire mandater siden valget.

De Konservative går 0,5 procentpoint frem fra sidste uge og står til 5,3 procent. Det er ikke desto mindre 0,3 procentpoint og et mandater under et i forvejen skuffende resultat ved valget sidste år.

Alternativet går et mandat frem fra sidste uge og står til fem mandater. Det er et mandat mindre, end de fik ved valget.

Voxmeters meningsmåling baserer sig på interviews med 1.015 repræsentativt udvalgte vælgere. Den maksimale statistiske usikkerhed for opbakningen til hvert parti er 2,5 procentpoint.

Studentermedjælper på Netavisen Pio. Studerer statskundskab ved Københavns Universitet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Først jagede Morten vælgerne bort fra de radikale.

Nu jager Mike dem tilbage i folden igen!

Verden er så forunderlig i politik!

Der er nok at tage hånd om for midter-vælgerne!

Til gengæld er kvinder kvinder værst!

47 mod 37! Helle mod Mette!

Pia fra 15 til 23!

God jul til Olsen Dy(h)r!

Gaverne bliver store i år!

Selv i Jylland!

En politisk gaveregn!

Til Inger, Morten og Lose!

Og i domkirkebyen synges der ekstra højt denne jul!

Og måske en hvid jul til Franciska Rosenkilde!

Og nytårsaften hænger vi alle Løkkes farverige balloner op!

Tilbagegang for Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen var den bedste julegave at få her 6 dage inden juleaften. Mere af den slags ønskes.

Om tre måneder ser målingen anderledes ud. Moderaterne er ikke populære gr.deres personsager. DF vinder ldt fordi de mest taler de ældres sag. Og venstre har stoppet nedturen. Men hvad har de to oppositions blokke at byde på som alternativ til midterregeringen?? De stritter i alle retninger.
Mit gæt er at S går frem og V nok også afhængig af hvad CO 2 ender ud med. Så rykker SF fortsat, LA vil gå tilbage, DD og øvrige partier nok status kvo, over og under spærregrænsen for NB og alternativet,
Men venstre bliver i regeringen. Det bliver spændende at følge.

Løkkes plan har vel også fra starten været at ville overtage den plads, de Radikale traditionelt har haft. Han ser ud til at være godt på vej nu ;-)

Jeg tror nu nærmere, at LLR har vænnet sig til at være på offentlig forsørgelse - hvem kan se den mand i et 'almindeligt' job - den går jo slet ikke med de dyre vaner han har tillagt sig - for andre penge
.

Enig - Færøerne kalder...Vi vil ikke have ham mere, han har ødelagt nok...

Lars løkke og mette er Danmark et dyrt bekendtskab, mette med minkskandalen og Lars Løkke med
alle de store sygehusbyggerier som der ikke er styr på, der mangler sygehuspersonale i øjeblikket
så hvordan vil man bemande sygehusene når de er færdige. Det er heller ikke særligt at smart at bygge
så mange sygehuse samtidigt, så vil de jo også stå til udfasning nogenlunde på samme tid.

Minkskandalen ? Hvis man ønsker at blive klogere på hvad der virkelig er skandalen i den historie - så bør man give sig selv tid til at læse Mathilde Walter Clarks særdeles velresearchet bog om forløbet “ Det binde øje “ -

“Det blinde øje “

Fjernelse af storebededag, skattelettelser til de rige og nu fjernelse af det 6. SU år. Billedet af konsekvenserne af SVM flertalsregeringen begynder at vise sig klart og tydeligt blandt befolknigen. Særligt blandt dem med de almindelige indkomster og lavindkomster er de begyndt at forstå de kommer til at betale hele regningen for fremtidens "moderne" Nye Danmark, hvor de velhavende og de rige kommer til at løbe med mere og mere af kagen, mens de selv står tilbage med tomme lommer, samt en pensionsalder på 74 år, men de velhavende og de rige holder ferie i de varme lande på deres regning.

Jeppe vi skal ikke tærske langhalm, men hvad er det for en kage,
som de velhavende løber med mere og mere af.
For det første så er der i 2024 givet et større kørselsfradrag,
til alle de lønmodtagere som har en lang transport til arbejde.
Det er alt den kage der er givet, så forventer jeg at alle de
lønmodtagere som er omfattet af en overenskomst, vil få et lønløft
på et 2 cifret procent ved de forhandlinger som er startet OK 24.
Når så vi når til 2025, vil alle lønmodtagere få et større
beskæftigelsesfradrag og det er ens for alle lønmodtagere,
undtagen enlige forsørgere, de vil få et større beskæftigelsesfradrag.
Så det må da være enlige forsørgere, som løber med det største del
af kagen, hvis vi skal blive i dette spor.
Pensionsalderen er for 2039 69år det er om 15år.
Den pensionsalder som du beskriver, er teori og kan først opnås i 2074.
Det er om 50 år, at det kan ske, til den tid har vi måske 3 dages
arbejdsuge, og 10 ugers ferie, samt pensioner som om vi var millionærer,
fordi det er vi alle til den tid. Og til den tid er vi et af de varme lande.

Du glemmer helt at nævne at dem der i dag betaler topskat på 15% er dem som tjener mere end kr. 53.340, 00 pr. måned. Fra januar 2024 sænkes topskatten til 7,5% for de grupper, der tjener mellem kr. 618.370,00 til kr. 750.000,00 (før arbejdsmarkedsbidrag). Det giver dem ca. en skattebesparelse på kr. 9.000,00 ved en indtægt på kr. 750.000,00. Det dobbelte hvis et ægtepar har ligeløn.

Bent Menck Andersen, du har helt misforstået mit indlæg,
Jeppe skrev om noget som ville ske, eller måske ville ske i 2074.
Er du sikker på, at det er rigtig det du beskriver, at de lettelser
i skatten er fra januar 2024, hvis ikke, hvorfor skriver du det så.
Nu er jeg af den opfattelse, at disse nye ændringer i skat først
gælder fra 2025. I 2024 er der kun ændringer i kørselsfradraget.