Men der er stemmer i at stå udenfor. SF får i en ny meningsmåling pæn opbakning fra vælgerne, som vil gøre partiet til det næststørste parti i Folketinget i stedet for Venstre.
Det viser en meningsmåling, som Voxmeter har lavet for Ritzau.
SF står i målingen nemlig til 11 procent af stemmerne og en fremgang på fire mandater.
Det er det højeste niveau, som partiet er blevet målt til i mere end 10 år. Ikke siden 2011, dengang Villy Søvndal var formand, har opbakningen til SF været så stor.
SF er er ikke det eneste røde parti, der kan notere sig en fremgang. Enhedslisten går 0,9 procentpoint frem til 6,6 procent, og står til en fremgang på tre mandater.
Ser man på de tre regeringspartier, så er årets første måling umiddelbart mest positiv for Moderaterne, som henover jul og nytår har vundet 1,4 procentpoint tilbage.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens parti står i målingen til 9,1 procent af stemmerne, hvilket vil udløse 16 mandater - det samme som partiet fik til valget.
Socialdemokratiet står i målingen til 27,2, en lille tilbagegang i forhold til samme måling før jul og en smule under valgresultatet på 27,5 procent.
Den lille tilbagegang er dog umiddelbart ganske dyr i mandater, for ifølge Voxmeters beregning står partiet til at tabe hele to mandater.
Det sidste af regeringspartierne, Venstre, ligger - trods en mindre fremgang på 0,4 procentpoint - fortsat et stykke under valgresultatet.
Partiet fik 13,3 procent ved valget og står i denne måling til 10,9 procent, hvilket vil koste partiet yderligere fire mandater.
Det betyder, at de tre regeringspartier, hvis der var valg i dag, ville tabe deres flertal, da de samlet set står til blot 83 mandater, 6 færre end de tre partier fik ved valget tilbage i begyndelsen af november, men det samme som de tre partier stod til før jul.
De tilbageværende partier i blå blok, der siden regeringen blev dannet, har kørt en hård kampagne mod især Venstre og Jakob Ellemann Jensens påståede løftebrud, må konstatere, at den fortsat taber vælgere.
I forhold til målingen før jul, går Danmarksdemokraterne 1,3 procentpoint tilbage, Liberal Alliance - der er i den seneste måling stod til at blive næststørst - taber 1,1 procentpoint, De konservative taber 1,0 procentpoint og Nye Borgerlige taber 0,4 procentpoint og Pernille Vermunds parti nærmer sig langsomt spærregrænsen med opbakning fra blot 2,8 procent af vælgerne.
Det eneste lyspunkt i den tilbageværende blå blok er derfor Dansk Folkeparti, som kan notere sig en lille smule fremgang.
Målingen er den første siden sagen om Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidts påståede svindel med EU-midler sluttede og fra at være under spærregrænsen før jul, står partiet i denne måling til 2,6 procent af stemmerne, hvilket vil give partiet fire mandater.
Samlet set står de fem partier i den tilbageværende blå blok til blot 68 mandater.
Voxmeters politiske meningsmåling, offentliggjort den 9. december 2022, baserer sig på telefoninterview med 1.017 repræsentativt udvalgte personer over 18 år. Målingen er gennemført i perioden fra den 2. til den 8. januar 2023.
Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier i denne måling er på +/-2,7 procentpoint.
Kommentarer
Tja, SF er et godt bud til en gammel socialdemokrat.
Pia bliver Statsminister næste gang
Der er vist lang vej endnu, og heldigvis for det, før Pia Olsen Dyhr fra SF bliver statsminister. I den seneste meningsmåling fik SF 11% vælgertilslutning mod socialdemokratiets 27%.
Nej det gør Pia O.D. ikke hun vil muligvis komme i regering, men statsminister, nej.
Uha, det vil jeg Aldrig håbe sker( tror det næppe.. SF er utilregnelige og løber fra ansvar..vil være bedst, men er det langt fra..heldigvis er der forsat forskel på S.🚩 & SF..🙃
SF har bevæget sig i en positiv retning gennem de senere år, men mangler efter min smag stadig en del jordforbindelse.
For mig er der kun ét alternativ til socialdemokratiet, og det er sofaen. Desværre.
Det er lige præcis det, som skete i Tyskland i starten af 00'erne efter SPD indførte HARTZ reformerne. Rigtig mange SPD vælgere blev hjemme på sofaen de næste 15 år og banede derved vejen for 16 år med Angela Merkel og CDU/CSU med alle de ødelæggelser for de mest fattige og udsatte i Tyskland.
I øvrigt undrer det mig meget, at Venstre bliver straffet så hårdt af vælgerne, når man ser på, hvor meget de rent faktisk har fået igennem til regeringsgrundaget. Det tyder på, at det for mange vælgere handler mere om blå blok/rød blok-identitetsbavl end politiske resultater.
Eller også handler det om troværdighed. Venstre var meget afvisende i forhold til en regering over midten inden valget, men vupti nu sidder de selv med.
Der vil gå en tid før V stiger i målingerne, de skal jo dele vælgere med M og DDM. Det er LA der sjæler fra dem, men hvad har LA præsteret? - intet. Vanopslaugh er jo for svingende og i min optik direkte fjollet. Hans kritik er altid sådan noget overdramatiseret noget. Ikke altid i overensstemmelse med fakta. Var jeg borgerlig ville jeg da stemme V. Ellemann har da fået politik igennem, selv om han er vendt 180 gr. på flere ting og det koster.