Annonce

"En milepæl": Klasseloft sænkes for de mindste skolebørn

En bred politisk aftale sikrer, at klasseloftet i 0.-2. klasse sænkes fra 28 til 26 elever.
Fra næste skoleår bliver der lidt færre elever i de yngste folkeskoleelevers klasser, når klasseloftet i 0.-2. klasse sænkes fra 28 til 26.

Det er et næsten enigt folketing, som står bag forslaget, som betyder, at elevtallet i folkeskolen sænkes for første gang i 30 år.

Formålet med aftalen er at give de yngste elever en god skolestart, som understøtter børnenes faglige, trivselsmæssige og sociale udvikling.

"Tolærerordninger er indført på 90 procent af skolerne, efter vi gav både fleksibilitet og ekstra penge for to år siden. Nu sænker vi så klasseloftet i de mindste klasser," skriver undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på Facebook og fortsætter:

“Begge dele kommer selvfølgelig alle elever til gavn i al almindelighed, og så kommer det børn med særlige behov til gavn i særdeleshed,” skriver ministeren.

Ministeren takker i samme ombæring alle partierne bag aftalen: Alternativet, Enhedslisten, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

SF: En milepæl

Sænkelsen af elevtallet i de mindste folkeskoleklasser er ifølge Jakob Mark, der er undervisningsordfører for SF, "en milepæl i dansk skolehistorie" 

"Det vil gøre en kæmpe positiv forskel for de børn, der i dag sidder i de største klasser, og hvor støj, uro og larm er en alt for stor del af hverdagen," siger han til DR.

Enkelte undtagelser

Ligesom i dag vil der i særlige tilfælde være mulighed for at tillade et højere elevtal i 0.-2. klasse, dog ikke over 28 elever. Klasseloftet i 3.-9. klasse vil fortsat være 28 elever med mulighed for at tillade et højere elevtal, dog ikke over 30 elever.

Det kan for eksempel være tilfælde, hvor en skole på en enkelt årgang har 29 eller 30 elever, fordi der er flyttet et par elever til skolens distrikt i løbet af skoleåret, oplyser ministeriet.

Aftalen er kommet på plads efter, at aftalepartierne bag dette års finanslov - Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne -  afsatte midler til en sænkelse af klasseloftet.

Det koster omkring 150 millioner kroner om året at sænke klasseloftet, fremgår det af aftalen.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hvis en lektion i de små klasser er på 45 minutter:
28 elever: 1 minut 36 sekunder pr elev
26 elever: 1 minut 44 sekunder pr elev

For bare at perspektivere det lidt.
Ved godt, at ikke alle elever kræver lige meget tid.

Man kunne i stedet se på normeringen og opstille reglen
"Max 20 elever pr lærer, max 26 elever pr klasse".
Det ville give flere lektioner med to-lærerdækning.

"Klasseloft sænkes for de mindste skolebørn" er det ikke snarere klassekvotienten der skal sænkes - ellers bliver der lidt trangt i lokalet

Man skal også passe på at man ikke "sænker" loftet så meget at lærerne ikke kan gå oprejst.