Annonce

Undersøgelse om borgerlig vaccineskepsis er ren manipulation

Det fremstår som om mængden af "anti-vaxxere" hos LA og Nye Borgerlige er større end den i reelt er, mener Chris Hvidberg, der er medlem af Liberal Alliance.
“Manipulation" var det første, jeg tænkte efter at have læst TV2s artikel om vaccineskeptikere blandt vælgerne. Dernæst tænkte jeg igen “Manipulation” et par gange.

Artiklen, der også blev fulgt op af Netavisen Pio, bygger på en undersøgelse fra HOPE-projektet, der har undersøgt danskernes holdning til vacciner – og hvilke partier, de stemte på til folketingsvalget i 2019.

Resultatet viser, at andelen af vaccineskeptikere blandt Liberal Alliance og Nye Borgerliges vælgere – henholdsvis 15 og 21 procent – er væsentligt højere end i andre partier.

Som med al anden dygtigt udført manipulation er TV 2s artikel faktuelt korrekt. For andelen er større i disse partier.

Men artiklen foranlediger også læserne til at tro, at mængden af disse vælgerne er større, end den i realiteten er.

Grafikken, den svigagtige skøge

I artiklen var der også den obligatoriske grafik, der med søjlediagrammer viser resultaterne sort på hvidt. Og naturligvis er Liberal Alliance og Nye Borgerligess søjler væsentligt større end andre partiers, hvis procenttal lå fra 9 procent og nedefter.

Men hvad grafikken behændigt ikke viser, er de enkelte partiers samlede vælgertal. Liberal Alliance  fik 82.270 stemmer ved valget i 2019. Det vil sige 12.340 (15 procent) af partiets daværende vælgere er kategoriseret som vaccineskeptikere.

Ser man på Enhedslisten, så er syv procent af deres vælgere vaccineskeptikere, hvilket betyder, at vi taler om 17.157 vælgere ud af deres 245.100 stemmer.

Socialdemokratiet har en skeptiker-vælgerandel på 3,3 procent. Ud af deres 914.882 stemmer bliver det til 30.191 vælgere. Jeg tvivler på, at ret mange, der læser TV 2s artikel tænker over disse store mængder af vælger-skeptikere i S og EL.

Nej, grafikken giver det indtryk, at antallet af vælgere hos Liberal Alliance og Nye Borgerlige er langt større end i andre partier. Antal og andel er ikke det samme, bevares.

Men var partiernes samlede antal vælgere derimod også afspejlet i grafikken, havde jeg ikke belemret dig med denne klumme, for så ville læserne tydeligt kunne se antal og andel i rette kontekst.

Neo-skeptiker, neo-egoistisk og neo-liberal

Men ovenstående passer bare så forbandet godt ind i fortællingen om liberale, asociale skiderikker, der kun går op i kampen mod topskat.

Politikens debatredaktør Magnus Barsøe tweetede veltilfreds: “Danmarks antivaxerpartier: Nye Borgerlige og Liberal Alliance. Det overrasker jo nul mennesker. Her holder man hårdt på friheden til at fucke andre borgere op.”.

Han manglede bare lige neo-præfikset for at understrege sin væmmelse. Og netop den fortælling gør det nærliggende for mange at læse et meget stort antal ego-skeptikere ind i Liberal Alliance og Nye Borgerlige.

Af andre kritikpunkter kan nævnes, at artiklen tager udgangspunkt i tallene fra 2019. 38 procent af Liberaæl Alliances vælgere fra dengang vil, ifølge denne meningsmåling, stemme på andre partier, hvis der var valg i dag (heraf kun 4 procent på Nye Borgerlige – kun 2 procent af Nye Borgerlige-vælgerne ville i dag stemme på Liberal Alliance). Det er med andre ord et misvisende billede af LA’s vælgergruppe, som den ser ud i dag.

Forkert label

Derudover kan der også være tale om fejlslutninger. Iflg. artiklen har de respondenter, der i undersøgelsen er kategoriseret som vaccineskeptikere, enten svaret “helt uenig” eller ”delvist uenig” på udsagnet, ”Jeg vil følge sundhedsmyndighedernes råd, hvis de anbefaler folk som mig at få en godkendt vaccine mod coronavirus.”.

Men der findes andre grunde end vaccineskepsis som begrundelse for disse svar. F.eks. manglende tillid til myndighederne eller undervurdering af risikoen ved COVID-19.

Ikke at disse begrundelser er mere legitime end vaccineskepsis, men ikke desto mindre er det en fejlslutning at kategorisere ikke-vaccineskeptikere som vaccineskeptikere.

Højrefløjser og vaccinefan – det er mig 

Det vil være åndssvagt at benægte, at det er på højrefløjen, der findes mest modstand mod alt, hvad der hedder mundbind, coronapas, vacciner og restriktioner. Og ja, der er også sølvpapirshatte.

Mit ærinde er derfor udelukkende at påpege det, jeg anser for at være vildledende manipulation. Selv har jeg fået to vaccinationer og vil hjertens gerne have nummer tre.

Men jeg er helt enig med både Alex Vanopslagh og Pernille Vermund: Jeg tror ikke på tvang, men på folks ret til selv at bestemme.

Jeg er dog ikke i tvivl om, at vaccine er en god ting både hvad angår én selv, ens nærmeste og vores samfund.

Chris Hvidberg er reklamemand og musiker. Medlem af Liberal Alliance.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Så de fleste vaccineskeptikere stemmer altså på Socialdemokratiet?
Tak for oplysningen.
Den falder næppe i god jord her på sitet.

Ja, 3% af et stort tal kan nemlig godt være mere end 15% af et lille tal. Jeg går ud fra, at det var det, du mente.

Det her er en meget skidt klumme, der ikke baserer sig på en saglig tilgang til tingene. Om noget er klummen langt mere manipulerende.

Selvfølgelig opgør man i andele, når man sammenligner på dette område. Det gør man også i alle mulige andre sammenhænge. Hvor stor er andelen med en længere videregående uddannelse, hvor stor er andelen på overførselsindkomst og så videre.

Det manipulerende er at sammenligne absolutte tal og konkludere noget som helst ud fra det. Der er FLERE antivaxxere i LA og NB end gennemsnittet i befolkningen. De trækker altså gennemsnittet op.

Ligeså med postulatet om at man ikke er antivaxxer, bare fordi man ikke stoler på sundhedsmyndighederne eller på at Covid-19 er så farlig som den nu engang er. Det er jo det samme. Man vælger at sige at vaccinen ikke er ønskværdig, begrundelsen er ligegyldig. Man er modstander af den. Det er essensen af at være antivaxxer. Det er bedøvende ligegyldigt om modstanden skyldes at man ikke stoler på dem der har udviklet vaccinen, på dem der anbefaler på vaccinen, eller på dem der kategoriserer den sygdom, der vaccineres imod. Resultatet er det samme: Man tror ikke på vaccinen, dens effekt eller nødvendighed.

Så skal vi ikke lige pakke spinnet væk her, Hr. LA medlem. I er antivaxxere i større andel end resten af befolkningen og det har nogle af jer det stramt med, fordi I godt ved at det er et skidt look. Det er derfor I forsøger at tale udenom med usaglige begrundelser.

Pernille Vermund forsøger det samme. Hun tordner mod opfordringer, restriktioner og anbefalinger, samtidigt med at hun hævder at NB ikke er mod vaccinen, tager Covid-19 ganske alvorligt og derudover skam synes at det også er synd for dem det går ud over.

Det passer jo ikke.

Det handler om at I bilder jer ting ind. I tror at kritisk tænkning og sund skepsis er det, I udviser. Det er det ikke. Det er konspirationshejs og egoisme.

Længere er den ikke. Og nu, hvor I bliver kaldt ud på det, så tuder I over at blive kaldt ud på det, mens I sviner alle der tager ansvar, gør det rigtige og passer på hinanden til. Læs blot kommentarsporet til de ansvarlige ministres sider. I er så skammelige i jeres retorik hele vejen igennem.

Og nu dette pinagtige og pinlige forsøg på spin?

Ta' jer sammen og bliv voksne!

Jeg finder dit udsagn omkring, at man pr definition er antiwaxxer hvis man forholder sig kritisk til Covid 19 vaccinen, ret unuanceret.

Jeg forholder mig særdeles skeptisk til lige netop denne vaccine, men ikke til vacciner i almindelighed - således har begge mine nu voksne børn fået de gængse vacciner da de var små.

Og nej, netop grunden til at være for eller imod noget, er særdeles vigtig - og hvis du lukker øjnene for de slutninger andre er kommet frem til, og bare nøjes med at placere dem i bokse, kan du meget vel gå glip af valide pointer. Den største fjende af sandheden er ikke løgnen, men overbevisninger!

Jeg takkede stort nej tak til vaccinen af to årsager;

1. Jeg stoler ikke på private virksomheders etik - især ikke når de står til næsten ubegrænset indtjening ved en “vellykket” vaccine!

2. Gennemsnitsalderen af død MED covid er 82 år, altså den faktiske gennemsnitsalder i DK.

Hvis du ser på statistikkerne omkring hvor mange procent af dødstilfældene, hvor der var komorbiditet involveret, tror jeg at du bliver overrasket.

Derfor tog jeg, velvidende at jeg kunne tage fejl, chancen med covid 19, hellere end risikoen forbundet med en vaccine, som forøvrigt slet ikke viste sig at virke.

Jeg imødeser gerne en statistik over hvor mange danskere, der efterfølgende har fortrudt at de blev vaccineret!

Har der været udtalt lobbyisme til fordel for vaccinerne? Det er der ingen tvivl om - og det kan vel ikke overraske nogen?! Kald det bare konspiratorisk, jeg vil kalde det en sund skepsis!

Efter at have set og hørt Pernille Vermund fra NB i går og i dag i FT. må jeg tilstå at magen til konspiratoriske løgne og usandheder, der kommer ud af den damens mund, skal man lede længe efter. Og nu kan NB og LA jo selv se hvor ubehageligt det er, når folk tillægger dem holdninger eller andet, som de mener ikke er korrekt. Jfr. TV 2. Men I i LA og NB udspyr så megen snavs mod andre, uden evidens uden bevis, kun hvad I tror og mener. I burde skamme jer.

Det er jo hårrejsende at se hvad Chris Hvidberg mener. Jeg synes man kan se, at han sandsynligvis også er enig i, at man ikke kan sammenligne absolutte tal med % uden at ende i vrøvl.

Det falder mig pludseligt ind: Hvordan mon Chris Hvidberg vil tage sig ud på f.eks. på Folketingets talerstol?
Var der ikke noget med at korte bukser - eller var det hot-pants ligger uden for tingets dress-code?

Under alle omstændigheder bør man gøre ligesom i Singapore, hvor folk, der ikke vil lade sig vaccinere, selv må betale, hvis de bliver syge, i stedet for os andre, som er blevet vaccineret. De er jo en fare for alle andre, truer samfundets fungeren, og så skal vi oven i købet betale for deres sygdomsbehandling, det er da en hån mod almindelige fornuftige mennesker.