Det er sådan cirka udbyttet af et stort interview med den forhenværende socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon i Altinget.

Forhenværende i dobbelt forstand, for Corydon har brudt lige så konsekvent med Socialdemokratiet som omvendt.

Er der en linje fra Corydon til Mette Frederiksen?

Det er ellers interviewerens agenda at påvise en linje fra Corydons til det erhvervsvenlige reformprogram, Mette Frederiksen lancerede i september med arbejdsudbudsreformer i kraft af beskæring af dimittend-dagpengesatsen.

Det er imidlertid ikke en arv, Corydon vil vedkende sig.

Og så alligevel lidt, for selv om han gerne vil tage æren for “et tavst, men indiskutabelt knæfald for den økonomiske logik, jeg i sin tid prædikede”, så mener han samtidig, at “alle de sødestoffer (...) man har hældt ned i gryderetten for at turde servere den” er helt ude af trit med, hvordan man plejer at lave politik i Danmark.

For socialdemokrater er det altid to skridt frem og ét tilbage. Thorning-regeringen var i bedste fald hop på stedet.

Det er evident ikke rigtigt. Ikke for borgerlige regeringer og da slet ikke for Socialdemokratiske.

Tværtimod er det beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards omprioritering af dagpengene med højere dækningsgrad for de tre første måneders ledighed, der ligner traditionel velfærdsstats-ingeniørkunst.

For socialdemokrater er det altid to skridt frem og ét tilbage. Thorning-regeringen var i bedste fald hop på stedet.

Mange korrekte analyser fra Socialdemokratiets højrefløj

Bjarne Corydon leverer mange af den socialdemokratiske højrefløjs korrekte analyser. Det er næsten så man glemmer, at han i offentligheden først blev kendt som bagmanden bag det blodrøde (og usammenhængende) fælles valgoplæg med SF: ‘Fair Løsning’.

Holger K. Nielsen beskriver i sine erindringer, hvordan Corydon tryglede Margrethe Vestager om at lempe på dagpengeforringelserne. Altså modarbejdede han i hvert fald nogle af de konkurrencestats-reformer, han i dag er så stolt af.

Ikke desto mindre er det korrekt, når Bjarne Corydon i interviewet påpeger, at det er bedre at få folk i arbejde end at sikre dem tryghed på offentlig forsørgelse.

Og Bjarne Corydon fik ikke ret. Hans regering tabte til den mest utroværdige Venstrepolitiker siden Alberti - nemlig Lars Løkke Rasmussen.

At flirten med venstrefløjens NATO- og EU-modstand var en pinlig affære. At resultater er vigtigere end resolutioner.

Men den socialdemokratiske magtpolitikers vigtigste lærdom glemmer han. Nemlig at det handler mere om at få ret end at have ret.

Tabte til den mest utroværdige Venstrepolitiker siden Alberti

Og Bjarne Corydon fik ikke ret. Hans regering tabte til den mest utroværdige Venstrepolitiker siden Alberti - nemlig Lars Løkke Rasmussen.

Så kan det godt være, at Mette Frederiksen i sin ungdom repræsenterede en udlændingepolitisk linje, som ikke appellerede til vælgerne, og som kostede tre valgnederlag til Anders Fogh Rasmussen.

I 2015 beviste Bjarne Corydon sammen med Helle Thorning og Noa Redington, at socialdemokrater også er i stand til at tabe på andre dagsordener end udlændinge.

Det parlamentariske græs er grønnere på den anden side

Efter valget i 2019 er der efterfølgende sket en sælsom forbrødring over midten. Lars Løkke Rasmussen er nu fuld af ros til Thorning-regeringens brede samarbejde hen over midten, og Bjarne Corydon kan ikke få nok af Løkkes teknokratiske reformkurs.

Det rejser spørgsmålet om, hvorfor i alverden de gik til valg på at vælte hinanden.

I 2015 beviste Bjarne Corydon sammen med Helle Thorning og Noa Redington, at socialdemokrater også er i stand til at tabe på andre dagsordener end udlændinge.

Måske er det parlamentariske græs altid bare grønnere på den anden side, og både Løkke og Corydon deler en fælles foragt for deres regeringers respektive parlamentariske grundlag, og flere har spekuleret i om Corydon mon kommer på Moderaternes stemmeseddel.

Problemet er bare, at hvis der er noget, som historisk har styrket yderfløjene, så er det netop teknokratisk afpolitisering.

Både Trump og Brexit, og også herhjemme Dansk Folkepartis succes, er skabt på baggrund af en “nødvendighedens politik”, der er blevet solgt til befolkningen som uundgåelig, men som i virkeligheden blev formuleret af en snæver elite af økonomer, jurister og embedsmænd.

Ansvar er et middel og ikke et mål

Bjarne Corydon begår trods sine mange meritter (for selv fra et klassisk socialdemokratisk standpunkt var Thorning-regeringen bedre end sit rygte) den fejl, at han går skævt af mål og midler.

Når socialdemokrater historisk har gennemført upopulære reformer, så har det været for at opnå noget bedre. “Ansvar” er ikke en kvalitet i sig selv. Det handler om, hvad man tager ansvar for.

Alle dem der i dag stor-roser Corydon og Helle Thorning, erhvervsbosserne og de borgerlige medier. Ingen af dem stemte på eller donerede penge til projektet.

Og det handler om at kunne vinde magten og fastholde den ved at gøre sin politik relevant for det store flertal.

Alle dem der i dag stor-roser Corydon og Helle Thorning, erhvervsbosserne og de borgerlige medier. Ingen af dem stemte på eller donerede penge til projektet.

Omvendt kan det undre, hvor mange fagforeningsaktivister og partimedlemmer, der var villige til at gå på gaden for en mand, som anser dem for at være pampere og fremtidsangste fortidsromantikere.

Hvad med Corydons politiske håndværk?

Bjarne Corydon vil gerne være manden der skærer igennem alle flosklerne og fokuserer på de konkrete resultater. En god socialdemokratisk dyd, men måles han selv efter den alen, så er han ikke meget bedre end de venstrefløjsretorikere han så inderligt hader.

For hvad har han i dag af politiske resultater at kigge tilbage på? Han tabte ikke bare regeringsmagten, men også sit eget parti.

Tilbage står en mindre skattereform fra 2012, der løbende udhuler folkepensionen og en folkeskolereform, som ingen i dag vil kendes ved.

Skal Socialdemokratiet for alvor være stærkt, så skal det også kunne rumme typer som Corydon, men som det står nu, er Corydon rejsende i akkurat de samme laster, som partiets venstrefløj historisk har været forfaldne til: Dårlige analyser og politik som vælgerne hverken vil eje eller have.