“Det er simpelthen en ren win-win-situation. Det har i årevis været et brændende ønske hos soldaterne at få papir på deres uddannelse. Det får de nu. Og nu kan vi fremover meget bedre fastholde konstablerne i Forsvaret,” forklarer Trine Bramsen over for Netavisen Pio.
Rigtig mange har været bekymrede for, at de står om ti år uden en uddannelse
Forsvarsministeren glæder sig over, at den faglærte status fjerner en stor bekymring hos rigtig mange konstabler:
“Udfordringen har været at fastholde konstabler. Rigtig mange har været bekymrede for, at de står om ti år uden en uddannelse, altså som ufaglærte. Men nu har vi med den nye uddannelse sikret os, at man får en faglært erhvervsuddannelse, mens man er soldat. Forhåbningen er at vi dermed lettere kan fastholde konstabler - og fastholde dem i længere tid - i Forsvaret.”
Trine Bramsen understreger, at samfundet ikke kan være bekendt, at soldater efter en årrække i Forsvaret står tilbage som ufaglærte:
“Men den nye uddannelse løser vi også en samfundsmæssig udfordring. Som det har været hidtil, forlader vores konstabler Forsvaret som ufaglærte. Og det kan vi ikke være bekendt. Hverken over for den enkelte, men det også skidt set med samfundets øjne.”
Og det kan vi ikke være bekendt
Forsvarsministeren forventer, at konstablernes kommende status som faglærte, kan åbne mange døre for konstablerne i det civile samfund:
“Det kan åbne dørene både til bygge- og anlægsbranchen, til It- og robotteknologi og til velfærdsområderne. Det betyder meget, at konstablerne nu kan tappe ind i en civil karriere bagefter en tid i Forsvaret - uden at skulle i gang med et helt nyt uddannelsesforløb helt fra bunden af.”
Det lyder som en win-win-situation det her. Så hvorfor i alverden er det egentlig ikke lavet for lang tid siden?
“Ja, det undrer jeg mig også over. Det her har været et ønske fra HKKF (Hærens Konstabel- og Korporal Forening, red.) igennem 10 - 15 år. Derfor har jeg også prioriteret det rigtig højt, at få den her faglærte uddannelse for konstablerne på plads. Med den her uddannelse får vi et af de største løft i Danmark fra ufaglært til faglært.”
et af de største løft i Danmark fra ufaglært til faglært
Kommentarer
Hvis det kan glæde konstablerne at føre sig frem med en erhvervsuddannelse, så fred være med det. Men der er mere behov for at få løftet Forsvarets stampersonel og officerer i de traditionelle både erhvervsfaglige og tekniske fag. Officerer, der leder teknisk personel bør have grundviden på deres tekniske felts bachelorniveau, så de kan holde stampersonellet fagligt vågne for at undgå stampersonellets hensygnen i funktionen, samt matche de forskellige styrelsers fagfolk og akademikere med samme formål.
Kan det virkelig gøre det med en administrativ omskrivning, fra ufaglært til faglært, og derefter stemple ud med et "svendebrev". Hvor kan man bruge sit soldater "svendebrev", det melder historien intet om. Hvis det kun er for at fastholde soldaterne i trøjen, i flere år, er der nok andre måder at gøre det på. Hvem kan bruge en soldateruddannelse på en byggeplads? Det var bedre man tilpassede det danske militær efter en forsvarsstrategi, med en fast stab af professionelle soldater, og ikke en stående hær til pludselige opståede indsatser på den anden side af kloden.
Måske kan man bruge en tidligere soldat i våbenindustrien? Men har en tidligere soldat, blot fordi man har haft gevær i hånd, kompetencer til det?
Også her vil der være på sin plads at lave et opgør med dansk våbenindustri, "dødens købmænd". Men hvem tør det. Selv vor Forsvarsminister roser samarbejdet mellem forsvaret og våbenindustrien. En socialdemokratisk politiker. Man hylder arbejdspladser uanset hvad man laver. Er det at være soldat, et job? Ja desværre. Men er det ikke på tide at gøre op med det, og nytænke soldater rollen og våbenindustrien.