Det foreslår regeringen, der med et nyt udspil vil lave 50 nye såkaldte ladeparker, som i alt skal have cirka 630 ladestandere.
“Det skal være lige så let at vælge at køre i den grønne bil, som det i dag er at køre i en konventionel bil. Det betyder selvfølgelig også, at der skal være tilstrækkeligt med ladeinfrastruktur i hele landet. Meget af det vil komme af sig selv, men vi er også nødt til at understøtte det med statslige midler,” siger transportminister Benny Engelbrecht (S) til DR Nyheder.
Forslaget er det første udspil fra regeringen til en ny infrastrukturplan, som Folketingets partier snart skal i gang med at forhandle om.
Det skal hjælpe med at nå målet om at få en million grønne biler på de danske veje i 2030.
Folketingets partier skal forhandle om, hvor de nye ladeparker præcis skal placeres, men det er planen, at de skal placeres, så 99,9 procent af alle lange køreture i elbil vil kunne køres, uden at man skal tage en omvej.
Det handler om at sikre tilgængelighed til ladeinfrastrukturen, uanset hvor man bor
“Det handler om at sikre tilgængelighed til ladeinfrastrukturen, uanset hvor man bor,” siger Benny Engelbrecht og tilføjer, at elbiler ikke skal være et "storbyfænomen".
“Vi, der bor i provinsen, skal have mulighed for at køre elektrisk,” siger ministeren, der bor i Sønderborg.
For SF’s klimaordfører, Signe Munk, er det vigtigt, at der kommer flere lynladestandere op i hele landet langs motorvejene.
“Det er vigtigt, at staten hjælper på vej med ladestandere, men det kan bare ikke stå alene for mig at se. Vi bliver nødt til at have en samlet plan for ladeinfrastrukturen, og det handler også om at give kommunerne flere muligheder for at stille ladestandere op, og at borgerne kan bruge de ladestandere, som kommunerne bruger til hjemmeplejen for eksempel,” siger klimaordføreren til Netavisen Pio og fortsætter:
Det handler altså om meget mere end bare at placere en check med guldkroner hos ladestander-operatørerne
“Vi skal også have presset prisen ned, når man tanker sin elbil, men ikke har et abonnement til udbyderen. Så det handler altså om meget mere end bare at placere en check med guldkroner hos ladestander-operatørerne.”
De cirka 630 lynladestandere er for lidt ifølge SF.
“Det er for få ladestandere ud fra SF’s vision om, at ladestandere i høj grad skal være i både de store og mindre byer og langs statsnettet og motorvejene. Vi har brug for et meget finmasket net,” lyder det fra Signe Munk, som mener, at det er vigtigt, at man får prioriteret den halve milliard offentlige kroner der, hvor ladestander-markedet ikke dækker af sig selv.
Enhedslistens transportordfører, Rasmus Vestergaard Madsen, kalder det ligesom Signe Munk “helt nødvendigt med et finmasket net af ladestandere i hele Danmark”, men er kritisk over for, at udspillet giver private aktører mulighed for at lave profit på ladestanderne.
Der er altså ingen grund til, at private skal tjene profit på kritisk infrastruktur
“Der er altså ingen grund til, at private skal tjene profit på kritisk infrastruktur. I stedet bør fx Ørsted drive ladenettet og bruge overskuddet på mere grøn omstilling,” skriver han på Twitter.
Modsat Enhedslisten mener SF, at det er i orden, at såkaldt kapitalstærke virksomheder driver ladestandere over jorden, fordi den investering, der skal laves for at få et ladestander-marked op at køre, ikke kun skal bæres af skattekroner, men også af private midler.
“SF’s model er, at de statslige el-selskaber i udgangspunktet skal eje de kabler, der ligger under jorden, og så kan de udbyde til ladestander-operatørerne at sætte selve ladeboksen ovenpå jorden. Det vil betyde, at det, som vi forstår som vigtig infrastruktur for vores forsyningssikkerhed - altså kablerne under jorden - vil være på fællesskabets hænder, men det er ikke noget problem, at man udbyder pladsen til ladestandere for x antal år, så man kan få den billigste pris til fordel for de danske elbilister,” siger Signe Munk.
Regeringen vil bruge halv milliard kroner.
Der skal etableres 50 ladeparker med cirka 630 lynladepladser fordelt i hele landet.
Mål:
Det skal være muligt at køre grønt i hele landet.
99,9 procent af alle ture på statsvejnettet skal kunne klares uden omveje for at finde en ladestander.
Ventetiden på en ladestander må maksimalt være 10 minutter på en typisk travl fredag.
Kilde: DR Nyheder
Kommentarer
Det er jo fint nok at der opsættes flere ladestandere langs motorvejene, men når det tager op til 3 timer at lade batteriet på de almindelige el-biler op, skal man godt nok havde tålmodighed, og at sammenligne tiden med at fylde benzin på bilen med at lade el-bilen op er vist temmelig langt fra virkeligheden. Jeg kender en som køre el-bil og da hun besøgte sin mor måtte hun lade bilen op hos Scandic hotel ved motorvejen ved Dyrup i Odense, som var det nærmeste sted og gå ca. 2,5 km. til morens bopæl og retur ca. 3 timer senere. Med de muligheder for opladning skal min benzinbil ikke udskiftes til en el-bil foreløbig.
Det er jo derfor der er tale om lynladere Bent. Enig i, at hvis der kun sættes 11kw ladere op, så kan det være lige meget, men lynladere er en helt anden snak. Her er det for mange bilers vedkommende rigeligt med 20 min til at komme hjem eller bare videre.
Nu var bilen en Volkswagen ID.3 som iflg. deres tekniske oplysninger kan den ved lynopladning, som vare 30 min., køre ca. 200 km. på motorvej og ca. 360 km. ved bykørsel. Hun havde ca. 180 km. på motorvej fra Odense til Lundtofte og kunne ikke bruge lynopladning, derfor 3 timers opladning.
Når det gælder opladning af f.eks. en Seat Mii vil 80 % opladning ved DC stik tage 1 time og alm. opladning ved AC stik til 80 % vil tage 4 timer. En Seat Mii kan køre ca. 260 km. på en opladning. Jeg køre en Seat Mii, benzin og ovennævnte får mig ikke til at skifte til E-Lbil.
Nej selfølgelig gør du ikke det, du er jo ligeglad med dine børn og børnebørn, du gider ikke gøre en indsats for miljøet.
Når man selv skal gøre en indsats så uhha nej, så heller forsæstte med at forpeste luften langs gader og stræder når du kører forbi.. så børnene rigtig kan indhalere dine giftige dampe fra udstødnings røret. Shame on you.
Decentralisering skal være regeringens modeord vedrørende ladestandere. Jo længere væk fra storbyer og motorveje at ladestanderne bliver placeret, desto bedre kan vi vende udviklingen land/by til by/land. Tænk hvis det var ti gange lettere at få sin bil ladet op i udkants-Danmark end i storby-Danmark, så ville boligpriser falde på plads i et fornuftigt leje, arbejdskraften ville blive fordelt til fordel for produktions-Danmark, der ville igen blive læger i yderdistrikterne, uddannelsespladserne kunne bevares i udkants-Danmark. Ja, begrebet udkant kunne blive til stedet hvor det grønne var nemt og billigt. Og hvor folk gerne ville bo.
Regeringen har med ladestander-planlægningen mulighed for at vende Venstres centralistiske politik med kæmpehøje boligpriser i København, Århus, Odense, Ålborg og Herning til følge. Venstre har sejret ad højre til. Det grønne Danmark er et Danmark i balance. Hvor vi bor tæt på naturen. I hele landet.
Ladestandere er regeringens store chance. Ladestandere ude på landet. Langt væk fra storbyerne. En fantastisk win-win for udkants-Danmark.