Annonce

Åbn ikke døren til social dumping

På danske byggepladser bliver udenlandske ansatte og danske skatteborgere i vidt omfang snydt, hvis reglerne ikke er stramme nok. Det skriver næstformand i Blik- og Rørarbejderforbundet forud for forhandlinger.
Foto: Blik- og Rørarbejderforbundet
Niels Braaby, næstformand i Blik- og Rørarbejderforbundet.
Om kort tid skal Folketinget behandle forslag om at fjerne kravet om dansk bankkonto til udenlandsk arbejdskraft fra lande uden for EU.

Dog kun for virksomheder som er omfattet af forskerordningen og fasttrack-ordninger.

Vi forstår baggrunden, som skal lette virksomhedernes muligheder for at tiltrække arbejdskraft med videregående uddannelser.

Men vi er ikke enige i måden, man kommer dertil på.

Vi er ikke modstander af, at man kan rekruttere arbejdskraft på de områder, hvor der er mangel på arbejdskraft, hvis man får overenskomstmæssig løn og arbejdsvilkårene er i orden. Men det her kan svække muligheden for at fange plat og svindel.

Det vil desværre med statsgaranti føre til social dumping, hvidvask og arbejdskriminalitet

Hvis regeringen og Folketinget alligevel går den vej, er det afgørende, at reglerne for at komme på fasttrack-ordningen ikke bliver for slappe.

Og uden for forskerordningen og fasttrack-ordninger, hvor virksomhederne ikke er blevet screenet, må vi kræve en dansk bankkonto. For ellers vil danske skatteydere blive snydt og danske lønmodtagere blive udsat for løndumping.

Det krav holder regeringen da også fast i. Men man vil tilsyneladende forlænge tidsfristen for at oprette en dansk bankkonto fra 90 til 180 dage. Det vil desværre med statsgaranti føre til social dumping, hvidvask og arbejdskriminalitet.

Snydt så vandet driver

Vi ved fra hverdagen på danske byggepladser, at vores udenlandske kollegaer og de danske skatteborgere i vidt omfang bliver snydt så vandet driver, hvis vores regler ikke er stramme nok og muligheden for kontrol udvandes.

Og med en længere frist bliver det netop helt umuligt at kontrollere om lønnen faktisk udbetales til medarbejderen eller ryger i lommen i lommen på bagmænd. En forlængelse af tidsfristen vil dermed også øge risikoen for løndumping til stor skade for vores medlemmer.

Det skal bare være på overenskomstvilkår

Noget andet er, at det også på kort sigt vil modarbejde det, der er regeringen og arbejdsgivernes ønske; at få mere kvalificeret arbejdskraft på områder, hvor der i dag er mangel. For som nævnt har danskere ikke problemer med at arbejde med udenlandske kollegaer.

Det skal bare være på overenskomstvilkår, og der skal være styr på arbejdsmiljøet.

Lyt nu til danske lønmodtagere

Hvis vi udvider mulighederne for plat og svindel, forsvinder befolkningens opbakning til rekruttering af udenlandske medarbejdere til de områder, hvor der er mange på arbejdskraft.

Derfor en klar opfordring til regering og Folketing: Lyt nu til danske lønmodtagere, og lad være med at åbne døren for endnu mere plat og svindel og social dumping.

Jeg kan forsikre, at vi på vores område – inden for byggeriet – har rigeligt at se til, fordi stat, regioner og kommuner ikke lever op til deres kontrolansvar.

Næstformand i Blik- og Rørarbejderforbundet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg siger - jeg er enig

Også jeg.

Nej - og hold KRIFA ude. Vi ender med en tysk model hvor selv den underste middelklasse må ha tre jobs til tider. Der er heldigvis nu at tyskerne er ved at vågne op og kan se at de sku ha lavet den danske model istedet.