Et af emnerne har igen været ligeløn.

Og parterne er ligesom i 2018 blevet enige om at afsætte et beløb til en ligelønspulje, der skal bidrage til omfordelingen mellem fagene, så de lavere lønnede kvindedominerede fag får en lidt større bid af kagen.

Så de lavere lønnede kvindedominerede fag får en lidt større bid af kagen

Puljen har dog en størrelse, der gør, at det går langsomt. Så langsomt, at det eksempelvis vil tage omkring 750 år for pædagogen at indhente sit lønefterslæb til andre fag med samme uddannelsesniveau.

Kritikere vil sige, at fagforeningerne jo bare må blive bedre til at forhandle.

Men svaret er, at forklaringen ikke findes i fagforeningernes forhandlingsevne, for lønforholdet mellem de gamle mande- og kvindefag i dag er nogenlunde det samme som for 50 år siden.

Altså har mande- og kvindefagene fået nogenlunde samme procentvise lønstigning.

Fra tjenestemænd til overenskomstansatte

Forklaringen på kvindefagenes lønefterslæb ligger på den måde ikke i lønudviklingen gennem de sidste 50 år.

Den ligger i lønindplaceringen, der blev foretaget for godt 50 år siden, da Folketinget vedtog tjenestemandsreformen i 1969.

I 1969 gik de offentligt ansatte fra at være tjenestemænd med ansættelsesvilkår reguleret ved lov til at være overenskomstansatte med ansættelsesvilkår reguleret ved en aftale mellem arbejdsmarkedets parter.

Dengang blev kvinders arbejde anset som sekundært i forhold til mænds, og derfor blev de kvindedominerede fag helt fra starten - konsekvent og systematisk - placeret lønmæssigt dårligere end de mandsdominerede fag.

Så de i dag blot er en spejling af 1960’ernes forældede kvindesyn

Siden har procentvise lønstigninger i den offentlige sektor forstenet lønforholdene, så de i dag blot er en spejling af 1960’ernes forældede kvindesyn.

De gamle kvindefag tjener stadig langt mindre end tilsvarende gamle mandefag.

Og det er forklaringen på, at pædagogen i dag tjener hele 6000 kroner mindre om måneden end folkeskolelæreren, på trods af at de har samme uddannelsesniveau.

En ny milepæl for ligestillingen

Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at gøre op med det 50 år gamle lønefterslæb - og dermed komme tættere på reel ligeløn i Danmark - må vi indse, at det ikke kan rettes alene ved de almindelige overenskomstforhandlinger.

Der skal en politisk løsning til!

Der skal en politisk løsning til!

Kritikere vil sige, at det vil være imod den danske model, hvis Folketinget og ikke arbejdsmarkedets parter skulle gøre op med kvindefagenes lønefterslæb.

Men helt ærligt. Er det ikke rimeligt nok, at problemet - som jo er grundlagt i Folketinget - også til dels bliver løst her? 

Selvfølgelig er det det!

Faktisk er flere af milepælene i den danske ligestillingskamp vedtaget i Folketinget.

Eksempler kunne være lovene om fri abort, ligebehandling af mænd og kvinder på arbejdsmarkedet, barselsorlov til mænd eller netop Lov om ligeløn for mænd og kvinder, der udfører arbejde af samme værdi.

Trepartsaftale kan være løsningen

Vi har nærmest tradition for at regulere ligestillingen mellem mænd og kvinder gennem lovgivning.

Men særligt den sidste om ”ligeløn for arbejde af samme værdi” er ikke slået helt igennem, for her spøger tjenestemandsreformen fra 1969 stadig.

”Ligeløn for arbejde af samme værdi” er ikke slået helt igennem

Så hvis vi skal gøre op med kvindefagenes lønefterslæb, så skal der politisk handling til.

Og det kunne være gennem en trepartsaftale - helt i tråd med den danske model - hvor både arbejdsmarkedets parter og regeringen i fællesskab finder en løsning.

På den måde kan vi nå en ny milepæl for ligestillingen mellem mænd og kvinder og gøre op med det 50 år gamle lønefterslæb, som klæber til kvindefagene den dag i dag.