Efter at Instrukskommissionen mandag kritiserede tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) håndtering i 2016 af adskillelsen af mindreårige asylpar, er det nu op til Folketinget at håndtere denne kritik. Eller om Venstres næstformand med andre ord skal stilles for en rigsret eller bør slippe med en såkaldt næse.

Foreløbig kræver kun Alternativet, Frie Grønne og Liberal Alliance, at Inger Støjberg stilles for en rigsret, mens Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige til gengæld afviser enhver snak om, at en sådan kan komme på tale.

De andre partier, herunder Venstre, er enige om i første omgang få en uafhængig juridisk gennemlæsning og vurdering af Instrukskommissionens delberetning. Juristerne vil kunne vurdere, om anklagen vil holde i en eventuel rigsretssag og give et bud på, hvordan et anklageskrift kan se ud. Det har ikke ligget inden for Instrukskommissionens opgave.

Hvilket er den model, som Folketinget i sin tid benyttede sig af i forbindelse med Tamil-rapporten. Den vurdering endte som bekendt med, at der blev rejst en rigsretssag mod nu afdøde justitsminister Erik Ninn-Hansen (C). Erik Ninn-Hansen blev idømt fire måneders betinget fængsel med et års prøvetid for at have standset familiesammenføringer for tamilske flygtninge uden Folketingets tilladelse.

Hvorfor?

Mens der altså er politisk uenighed om alvoren i Instrukskommissionens kritik af Inger Støjberg, er det straks sværere at finde juridiske eksperter, som ikke mener, at der er grundlag for at rejse en rigsretssag mod den tidligere udlændinge- og integrationsminister. Hvilket selvfølgelig, ligesom i enhver anden retssag, ikke er ensbetydende med, at den anklagede, og i dette tilfælde Venstres næstformand, faktisk er skyldig.

I delberetningen konkluderer Instrukskommissionen, at Inger Støjberg blev advaret om, at ønsket om at adskille alle asylpar var ulovlig, men at hun alligevel udsendte en pressemeddelelse om, at det skulle ske. Kommissionen fastslår også, at den daværende udlændinge- og integrationsminister efterfølgende i flere tilfælde gav Folketinget urigtige og misvisende oplysninger herom.

Ikke ét eneste vidne

Inger Støjberg henviser ganske vist til, at nok har hun begået fejl, men ”det fremgår af rapporten (delberetningen, red.), at ikke ét eneste vidne har sagt, at jeg skulle have givet en tjenestebefaling til mit daværende embedsværk om at administrere i strid med loven.”.

Hvilket ganske vist er rigtigt.

Inger Støjbergs problemet er bare, at ministeransvarsloven netop ikke kræver, at hun skal have afgivet en sådan tjenestebefaling om at administrere i strid med loven. Det er nok, at den daværende udlændinge- og integrationsmister vidste, at der var ved at ske noget ulovligt – og undlod at forhindre dette i at ske.

Og det mener Instrukskommissionen altså, at Inger Støjberg var klar over.  

Hvem?

Ifølge Folketingets forretningsorden skal beretninger fra undersøgelseskommissioner, der vedrører ministres, herunder afgåede ministres, forhold, behandles af Udvalget for Forretningsordenen (UFO) med henblik på en eventuel indstilling om ansvarsspørgsmålet.

Men Udvalget for Forretningsordenen, der blandt andet også beskæftiger sig med Folketingets budget og administration, har dog nedsat et permanent udvalg under sig, der netop skal lave det forberedende arbejde i forbindelse med spørgsmål om ministeransvar.

Og det er dette underudvalg, der skal afgive en udtalelse til udvalget til brug for denne eventuelle indstilling.

Hvornår?

Når Instrukskommissionen kom med en delberetning allerede nu, skyldes det, at den 10. februar 2021 vil det være fem år siden, at Inger Støjberg udsendte den berømte/berygtede pressemeddelelse, hvorefter sagen vil blive forældet.

Af samme årsag mødtes underudvalget allerede tirsdag til en indledende drøftelse af tidsplanen, ligesom der nu bliver sendt et brev til Inger Støjberg, hvor hun tilbydes at komme med sine kommentarer til Instrukskommissionens delberetning samt bliver gjort opmærksom på muligheden for at få beskikket en bisidder (Folketinget betaler honoraret).

Fristen for at komme med eventuelle bemærkninger til beretningen er sat til den 4. januar, og allerede dagen efter mødes underudvalget for at gå igang med at skrive en udtalelse.

Hvis anbefalingen er, at der bliver rejst sag ved Rigsretten mod Inger Støjberg, så forudsætter det en folketingsbeslutning, der skal behandles to gange i folketingssalen efter samme regler, som gælder for lovforslags anden og tredje behandling. Hvilket kan blive i den første uge af februar.

Hvad?

I sidste ende er det hverken Instrukskommissionen eller de uvildige juridiske eksperter, som kommer til at afgøre, hvad der skal ske med Inger Støjberg. Det er et flertal i Folketinget - 90 mandater.

På forhånd er der blevet spekuleret i, om Inger Støjbergs kritikere i Venstres folketingsgruppe krydser fingre for, at sagen netop ender i en rigsretssag. Hvis de ikke selv tør smide den populære næstformand under bussen af frygt for, at hun trækker partiet med, så kan de måske få andre (læs: en rigsretssag) til at gøre det.

Omvendt er der blevet spekuleret i, om regeringen i dag er interesseret i en rigsretssag, der handler om udlændingepolitikken (det daværende oppositionsparti støttede i første omgang Inger Støjbergs adskillelse af asylparrene). Og derudover spøger minksagen. Selvom sagerne er forskellige, så ved regeringen selvfølgelig, at det kan blive pay back time, når den såkaldte granskningskommission bliver færdig.

Men flertallets beslutning om nu at lade de juridiske eksperter vurdere spørgsmålet vil gøre det svært – eller i hvert fald svære - for det samme flertal efterfølgende ikke at følge denne vurdering. I den forbindelse skal man huske på, at når Folketinget nu er i tidsnød, så skyldes det, at det først var efter folketingsvalget, og regeringsskiftet, i 2019, at der overhovedet var flertal for en kommissionsundersøgelse.