Signalpolitik er "politik der i højere grad er beregnet på at påvirke eller befæste holdninger i offentligheden og give indtryk af handlekraft, end på at løse politiske problemer." Ofte er den svær at skelne fra realpolitikken, der løser de politiske problemer.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at skilsmissebørnene igennem 25 år har været og er ofre for forskellige partiers signalpolitik.

Ofte må børnene vente i månedsvis eller helt forgæves på at se den far, som de har leget med hver dag.

Det er grusomt mod børn, som alle ved ikke er tålmodige. Og det er problematisk fordi børn, ifølge FN’s børnekonvention har ret til familie og identitet, herunder en far.

Oplever at loven trumfer virkeligheden 

Det er problematisk, fordi mange, især fædre, oplever at virkeligheden fuldstændigt strider mod dele af den gældende lovgivning, hvor der står, at skilsmissebarnet har "ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos".

Skuffelsen, magtesløsheden og utilfredsheden breder sig i hele samfundet. Til skade for leg, humor, glæde og virkelyst.

Mange kvinder må også være utilfredse med skilsmissebørnenes skæbne. Når vejen til kontakt med børnene spærres for mange fædre, må mødrene overtage mere omsorg for børnene.

Det hæmmer, alt i alt, de karrieremuligheder mange kvinder ønsker for deres køn.

Hver fjerde forælder har ingen kontakt

De dårlige forhold belyses i en evalueringsrapport fra VIVE, det tidligere Socialforskningsinstitut.

I undersøgelsen "Forældres tilfredshed med de familieretlige myndigheder", kan man læse om en stigning i antallet af børn, der ikke ser begge forældre.

Der en stigning i antallet af forældre, der ikke har samvær med deres barn. Så en fjerdedel af forældrene ikke har kontakt med deres barn.

De falske signaler i 1995, 2007, 2015 og 2019

De såkaldte reformer, der udsendte signaler, om at skilsmissebørnene skal se deres far er især tydelige i de ovennævnte år.

Da loven om forældremyndighed og samvær blev lavet om i 1995, blev der indsat formuleringer i den nye lovs § 12 og § 13, om at forældremyndigheden kunne flyttes, hvis "indehaveren af forældremyndigheden uden rimelig grund hindrer gennemførelsen af samvær".

Blandt andet Berlingske Tidende troede på signalerne og sammenfattede ændringerne i en artikel den 13. december 1995: "Børn har ret til to forældre, uanset om de er gift eller ej, bor sammen eller ej. Og børn har ret til at bo hos den forælder, der bedst kan varetage barnets tarv - herunder sikre, at barnet bevarer kontakten til den anden forælder".

Men de nye paragraffer fik slet ingen virkning: Familieministerens oplysninger til Folketinget den 21. marts 2006 var, at "Der foreligger ikke nærmere statistiske oplysninger".

Lovreglerne blev ændret igen i 2007. "Barnet har ret til både en moder og en fader," sagde den daværende familie- og forbrugerminister Carina Christensen (K) ved førstebehandlingen i Folketinget den 20. februar 2007.

Men da børnenes ventetid blev undersøgt for 2009, viste det sig, at ventetiden i de 10 procent længstvarende sager om fastsættelse af samvær var over 50 uger.

Ved vedtagelsen af "chikanepakken" i 2015 blev der givet mulighed for hurtige midlertidige afgørelser. Men det er ikke slået igennem.

Endelig er forholdene blevet værre, siden folketinget i 2019 vedtog den administrative reform af familieretshuse.

Er flere penge løsningen?

Socialminister Astrid Krag (S) vil afsætte flere penge til at løse problemerne.

Det er godt. Men vi tvivler på, at der er nok til at udrydde de barrierer mellem skilsmissebørn og forældre, som gennem årene har skabt mange lidelser, savn og problemer.