Annonce

S: besparelser på AMU-uddannelser er en katastrofe

Nye tal fra Undervisningsministeriet viser, at AMU-uddannelserne har manglet 100 millioner kroner om året siden 2012.
I sin nytårstale 1. januar 2017 sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at: “I det nye år vil vi arbejde for en fælles aftale om livslang læring. Så alle kan få de kvalifikationer, der skal til, for at de også har et arbejde om fem år. Ti år. Femten år.”
Det kan være et lys i mørket for AMU-uddannelserne, som siden 2012 har oplevet markante underskud. Arbejdsmarkedsuddannelserne, som tilbydes til faglærte og ufaglærte, er blevet kraftigt beskåret de seneste år. Faktisk viser de seneste tal fra Undervisningsministeriet, at de har manglet cirka 100 millioner kroner om året fra 2012-2014 og 50 millioner kroner i 2015.
S: Det er katastrofe
Jan Johansen, der er voksen- og efteruddannelsesordfører for Socialdemokratiet, er chokeret over tallene.
“Det er en katastrofe. Vi snakker så meget om, at vi skal kunne tilpasse os arbejdsmarkedet, og så står vi med uddannelser, som bliver udsultet. Det går jo slet ikke,” siger han til Netavisen Pio.
Han er også meget skeptisk overfor, at undervisningsministeren i Politiken havde nægtet at forholde sig til tallenes konsekvenser. “Det hjælper ikke noget at undervisningsminister (Merete Riisager, red.) ikke vil svare på spørgsmålene. Et betydeligt underskud har jo den konsekvens, at nogle kurser ikke bliver afholdt. Og når vi skal sikre opkvalificering af vores arbejdsstyrke, så skal det være helt og ikke halvt,” siger han.
Derfor vil han også tage det op med ministeren, at der sikres penge til området indtil der kommer en afklaring fra ekspertgruppen, der er nedsat til at kigger på voksen- og efteruddannelser. “Jeg vil tage det op med ministeren, for det er afgørende at sikre, at der er mulighederne for at opkvalificere sig.”
Beskårede muligheder
Mattias Tesfaye, der er erhvervsuddannelsesordfører for Socialdemokratiet, peger på, at omprioriteringsbidraget fra 2015 har haft konsekvenser for aktiviteten på kurserne.
Til Netavisen Pio siger han "Omprioriteringsbidraget er for alvor begyndt at ramme skolerne. På AMU-området gør det særlig ondt, fordi det samtidig gennem flere år har været nedgang i antallet af kursister."
Et taksteftersyn fra Undervisningsministeriet viser, at aktiviteten på AMU-uddannelserne er halveret siden 2010.
Det bekymrer også Søren Heisel, der er forbundssekretær i 3F.

“Det er jo et gigantisk problem. Det betyder, at uddannelserne bliver en underskudsforretning, og det fører igen til dårligere uddannelsesmuligheder for en gruppe, der har hårdt brug for det,” siger han til Politiken.
Faguddannelser lider under besparelser
Det kan lyde paradoksalt, at statsministeren refererer til flere indsatser på uddannelsesområdet.
Tilbage i 2015 indførte V-regeringen et krav om, at alle uddannelsesinstitutioner skal spare to procent af deres budget hvert år frem mod 2019. I den forbindelse udtalte daværende uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) at der skulles gøres op med ‘kornfede’ uddannelser.
Men en undersøgelse af ugebrevet A4 viste allerede dengang, at AMU-uddannelserne var de uddannelser, der havde sværest ved at få økonomien til at hænge sammen. Hver tredje AMU-uddannelse havde oplevet underskud fra 2012-2015. En undersøgelse, som det nyeste taksteftersyn også bekræfter.
I 2015 advarede AMU-centrene mod den drastiske besparelse. Til Ugebrevet A4 udtalte Mogens Jørgensen, direktør for AMU-center Syd, at: “Det er galimatias, det der foregår. Hvis vi skal skære yderligere, skal vi nedlægge uddannelser til hele brancher. Det vil så betyde, at virksomheder og ledige i Sydjylland inden for bestemte brancher ikke vil kunne få de AMU-kurser, de efterspørger.”

Line Sofie Gluud er student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet