Socialdemokratiet henviser specifikt til den seneste tids bandekonflikt i København, hvor blandt andet det ledende medlem af banden Loyal to Familia, Shuaib Khan, fortsat har lov til at opholde sig i Danmark, selvom han flere gange er dømt for alvorlig kriminalitet.
To gule kort giver ikke rødt
Tal fra Kriminalforsorgen fra december 2016 viste, at domstolene siden 2010 har gjort brug af betinget udvisning 1.077 gange. Og at 170 personer var idømt betinget udvisning mere end én gang: 132 havde modtaget to betingede udvisningsdomme, 30 havde modtaget tre betingede udvisningsdomme og 8 havde modtaget hele fire betingede udvisningsdomme.
Og netop de mange sager om kriminelle, der har modtaget gentagne betingede udvisninger, viser at ordningen med betinget udvisning ikke fungerer og bør droppes. Det fortæller Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen til Netavisen Pio:
”Vi har i gentagne sager set dybt kriminelle, der har fået det her gule kort. Der er faktisk ikke grænser for, hvor mange gule kort man kan få. Det går ud over retsfølelsen, at man kan begå grov kriminalitet igen og igen uden at blive udvist. Derfor mener vi, at man skal have afskaffet det gule kort, og i stedet give de kriminelle et rødt kort [ubetinget udvisning, red.].”
Men hvorfor skulle det blive nemmere at udvise kriminelle, fordi man afskaffer betinget udvisning – så skal man jo fremover have et ’direkte rødt kort’ for nu at blive i sportsmetaforen?
”Sådan som det fungerer, er det gule kort jo uden betydning. Det har slet ikke nogen effekt, når man kan få to-tre-fire stykker, uden at blive udvist. Det, der betyder noget, er det røde kort. Domstolene agerer jo efter den lovgivning, vi laver, og vi har med betinget udvisning givet dem en mellemvej, som er en løftet pegefinger, i stedet for en direkte udvisning, hvis der er tvivl om, hvorvidt man kan udvises. Her skal der fremover gives et rødt kort.”
Trine Bramsen forventer derfor, at en afskaffelse af betinget udvisning vil få domstolene til oftere at dømme krimelle til direkte udvisning. Hun peger samtidig på vigtigheden af at lave hjemsendelsesaftaler med flere lande, så de dømte kan sendes hjem.
Vil lægge pres på de kriminelle
Regeringspartiet Venstres har foreløbig afvist at afskaffe den betingede udvisning, og partis udlændingeordfører Marcus Knuth sagde forleden til Jyllands-Posten, at det vil blive sværere at udvise kriminelle, hvis man afskaffer betinget udvisning. Trine Bramsen undrer sig over den udmelding:
”Jeg hæfter mig ved, at Institut for Menneskerettigheder er ude at sige, at det her kan være en gangbar model. Så det undrer mig, at Venstre bare fejer det her af bordet. Man kunne næsten få det indtryk, at Venstre slet ikke ønsker, at de her kriminelle personer bliver udvist.”
Du skrev selv forleden et indlæg på Netavisen Pio om, at Menneskerettighedsdomstolens fortolkning af de internationale konventionerne i en række sager står i vejen for at udvise kriminelle. Det bliver vel ikke anderledes af, at man afskaffer den betingede udvisning i Danmark?
”Vi har stadig en udfordring med Menneskerettighedsdomstolens dynamiske fortolkning, Det er et selvstændigt spor, som vi skal forfølge. Men i de her udvisningssager med bandemedlemmer, som også handler om at kunne garanter borgernes sikkerhed, der må man kunne lave nogle hjemsendelsesaftaler, som gør, at man kan udvise flere. Og selvom vi ikke kan udvise dem her og nu, så vil et rødt kort lægge pres på den kriminelle, som skal bære rundt på det.”
Trine Bramsen peger på, at selvom en udvisningsdom ikke kan føres ud i livet her og nu, eksempelvis fordi internationale konventioner står i vejen, så kan den få betydning i fremtiden. Eksempelvis er der eksempler på ’dominoeffekter’, hvor udvisning af et familiemedlem pludselig baner vejen for udvisning af flere, fordi den udvisningsdømte person så vil have mere familie og større tilknytning til det land, vedkomne er udvist til.