Vi må dog ikke glemme, at krisen for mange har været dyb alvor, og mange er desværre blevet langtidsledige. På overfladen er vi kommet godt gennem krisen, men vi kan komme til at slås med nogle senfølger af coronakrisen.

Tabet af arbejdspladser var langt voldsommere end under finanskrisen

I disse dage er det et år siden, at Danmark blev lukket ned efter coronapandemien havde ramt landet.

Nedlukningen var knap en realitet, før arbejdsløsheden skød i vejret. Tabet af arbejdspladser var langt voldsommere end under finanskrisen og på rekordtid voksede ledigheden med mere end 50.000 personer.

Omvæltningen var barsk. Før krisen slog beskæftigelsen måned efter måned ny positiv rekord. Nu var den i frit fald.

Trepartsaftaler i en historisk situation

Udsigterne blev mere og mere dystre, men der blev i tiden efter nedlukningen den 11. marts også udvist en utrolig handlekraft.

Regeringen, Folketinget, erhvervsorganisationerne og fagbevægelsen viste i tiden efter nedlukningen en utrolig beslutsomhed og handlekraft i en ekstremt vanskelig situation for dansk økonomi, der kommer til at gå over i historiebøgerne.

Især lønkompensationsordningen var med til at redde arbejdspladser.

Arbejdsmarkedets parter fik sammen med regeringen strikket den ene trepartsaftale efter den anden aftale sammen.

Det skulle mindske tabet af arbejdspladser. Det lykkedes. Især lønkompensationsordningen var med til at redde arbejdspladser.

Nogle beregninger peger på, at lønkompensationsordningen var med til at redde 81.000 arbejdspladser under den første nedlukning.

Genåbning giver hurtigt comeback

Stigningen i arbejdsløsheden blev bremset, og da smitten kom så meget under kontrol, at vi kunne genåbne samfundet, kom der overraskende hurtigt gang i hjulene igen.

Normalt går der et par kvartaler fra den økonomiske vækst vender tilbage, til at flere kommer i arbejde. Men i det øjeblik, vi genåbnede, kom der også flere i arbejde.

Derfor begyndte ledigheden at falde i løbet af sommeren. Heri ligger der en vigtig lære, der kan måske lyder banal: Denne krise er ikke en normal krise, og i modsætning til finanskrisen udspringer den ikke af en boble på boligmarkedet, eller at nogen har levet over evne eller taget for store chancer.

Den udspringer af en sundhedskrise. Derfor kan økonomien også hurtigere komme på benene igen.

Desværre blussede smitten op i slutningen af 2020 med en ny omfattende nedlukning til følge. Heldigvis er arbejdsløsheden dog ikke vokset så kraftigt under denne nedlukning – måske fordi usikkerheden denne gang har været mindre.

Vi har før prøvet en nedlukning, og bevidstheden om, at politikkerne havde et sikkerhedsnet liggende i skuffen i form af lønkompensationsordningen, har sandsynligvis også skabt lidt ro. Den kunne hurtigt rulles ud på ny.

Dertil kommer naturligvis vaccinerne, som gør, at lyset for enden af tunnellen for alvor kommer tættere på.

Senfølger lurer

Vi skal dog ikke være blinde for, at der er lang vej endnu. Hvis sundhedskrisen bliver ved med at trække ud, kan krisen udvikle sig til en egentlig økonomisk krise, hvor usikkerheden og utrygheden hos forbrugerne og virksomhederne, får dem til at holde igen med forbrug og investeringer.

Vi må heller ikke glemme, at for mange lønmodtagere og brancher har coronakrisen været dyb alvor. Rejsebureauer, luftfart, hoteller og restauranter har virkelig lidt under krisen, og mange ufaglærte lønmodtagere er blevet arbejdsløse.

Vigtigt at intensivere beskæftigelsesindsatsen for de langtidsledige

Flere og flere arbejdsløse er desværre også blevet langtidsledige. 28 procent af de arbejdsløse er nu langtidsledige. Selvom det kunne være gået meget værre, er det stadigvæk den højeste andel af langtidsledige i næsten syv år.

Skal tages meget alvorligt

Vi risikerer derfor nogle senfølger af krisen, som skal tages meget alvorligt.

Langtidsledige har ofte svært ved at slippe ud af ledighedskøen igen, og det er vigtigt at intensivere beskæftigelsesindsatsen for de langtidsledige og de grupper, som er i fare for at blive det, så de ikke mister tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Udfordringerne for gruppen af langtidsledige kan være meget forskellig. Nogle mangler måske uddannelse og opkvalificering, andre har måske en uddannelse, men har måske brug for hjælp til at få foden inden for hos en virksomhed.

Disse forskellige behov for hjælp skal beskæftigelsesindsatsen kunne tage højde for, hvis vi skal undgå senfølger af coronakrisen.