Annonce

Ny meningsmåling: Socialdemokratiet stormer frem

Efter Blackstone-indgreb og udligningsudspil har Socialdemokratiet medvind i meningsmåling. Alternativets nye leder får svær start.
Socialdemokratiet er kommet pænt ud af de seneste ugers slagsmål om boligindgreb og udligningsreform. Alternativets nye politiske leder får til gengæld en meget svær start.

Det viser den seneste meningsmåling som Voxmeter har lavet for Ritzaus Bureau, som er blevet offentliggjort mandag.

Det er den første meningsmåling efter at regeringen landede en boligaftale med et indgreb mod udenlandske kapitalfonde og spillede ud med en reform af det kommunale udligningssystem. Og så er det første måling efter at Alternativet valgte Josephine Fock som ny politisk leder i stedet for Uffe Elbæk.

Målingen er ikke godt nyt for den nye leder, som har været under heftig beskydning fra flere partifæller. Alternativet står nemlig kun til 1,9 procent af stemmerne og det betyder, at partiets nuværende folketingsgruppe bliver barberet ned fra de nuværende fem til nul medlemmer.

Ser man på blokkene, så står partierne bag Mette Frederiksen - som nu officielt inkluderer Alternativet - til 98 mandater, mens blå blok står til 77 mandater.

S tilbage på Nyrup-niveau

Socialdemokratiet står i målingen til 28,4 procent, hvilket vil betyde en fremgang på hele seks mandater. Socialdemokratiet fik 25,9 procent ved valget.

Dermed står Socialdemokratiet aktuelt til at få det bedste resultat siden folketingsvalget i 2001, hvor partiet, med Poul Nyrup Rasmussen i spidsen, fik 29,1 procent af stemmerne.

Socialdemokratiets fremgang kommer især på bekostning af De Radikale, som taber 0,7 procentpoint i forhold til samme måling for en uge siden.

De Radikale står til 8,4 procent, hvilket er en lille tilbagegang i forhold til valget.

SF og Enhedslisten står begge til en mindre fremgang.

Blå blok bakker

I den samlede opposition kan man notere en mindre tilbagegang på et halvt procentpoint i forhold til den seneste måling for en uge siden.

Tilbagegangen dækker over en mindre fremgang til Venstre, som står til 23,9 procent, hvilket er en halv procent mere end ved valget i sommer.

Venstres fremgang sker dog på bekostning af de øvrige partier i blå blok.

De konservative, som ellers har kunnet notere pæn fremgang siden valget, står i den her måling til 7,0 procent, hvilket kun er en fremgang på 0,4 procentpoint.

Voxmeter-målingen er især skidt læsning for Dansk Folkeparti, som står til 7,7 procent, hvilket er et procentpoints tilbagegang i forhold til folketingsvalget, som i forvejen var en katastrofe for partiet.

Hvis der var valg i dag ville Dansk Folkeparti kun få 15 mandater valgt. Det vil være partiets dårligste valg siden partiet kom i folketinget i 1998.

Nye Borgerlige står til 2,1 procent og er lige over spærregrænsen, mens Liberal Alliance på 1,7 procent lige nu er under.

Udsigt til massivt stemmespild

Målingen viser, at der er mange vælgere som vil stemme på partier, som ikke kommer over spærregrænsen.

Mere end syv procent af stemmerne vil gå til partier, som på nuværende tidspunkt ikke ser ud til at komme i folketinget.

Udover Alternativet og Liberal Alliance, så er det Klaus Riskær Pedersens parti Borgerlisten (o,1 procent) og Rasmus Paludans' parti Stram Kurs, der står til 1,8 procent.

Desuden er der 1,8 procent, der vil stemme på "øvrige". Det kunne være Kristendemokraterne, Veganerpartiet eller Partiet Fremad, der endnu ikke er opstillingsberettiget.

Voxmeters politiske meningsmåling, offentliggjort den 9. februar 2020, baserer sig på telefoninterview med 1.048 repræsentativt udvalgte personer 18 år+ og er gennemført i perioden fra d. 3. februar 2020 til d. 8. februar 2020. Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier i denne måling er på +/-2,7 % point.

placeholder

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Ja men der er også mange yngre dygtige ministre, der brænder for deres ministerium. Men lad fortsat fornuften råde, pas på populismen. nNoget skyldes jo også, at de radikale har dummet sig, og der er mange partier, der forvirret farer rundt i blå stue.

Dejlig læsning .
Hold fast ilinien Mette !

Det er dejligt at det går godt men jeg synes også at tonen fra SD lyder som Københavner bashing.
Udlignings reformen, hvor der ydes endnu mere bistand til overbefolket kommuner, kan ikke står alene. Der må være region planlægning for at balancere et velfærdens samfund. Så skal man også huske at højindkomster i dag skabers i mega byer med videns økonomien( 4 industri revolution) . I en global verden er det kun Øresundsregionen der kan udvikle sig til en mega metropol, hvis ikke Stockholm. allerede har tage pladsen. Derfor vi støtte udbygning af vores region og organisere affolkning af bistandsmodtager kommuner.