Det fik Enhedslistens politiske modstandere til - nødtvunget - at sætte tal på, hvor meget de bruger til valgkampen. Socialdemokraterne oplyser således til Ekstra Bladet, at de bruger 1,2 millioner på at få genvalgt Frank Jensen, SF omkring 900.000 og de øvrige københavnske partier lidt færre penge.

I virkeligheden er beløbene nok større, men at man kan blive overborgmester i København med et budget på under to millioner kroner er nok ikke helt forkert.

Lokalpolitik i Danmark er stadigvæk alt overvejende grad en amatørsport. Pengene som partierne bruger til valgkampene er, selv i landets store byer og sammenlignet med udlandet, nærmest ingenting. Et par hundrede tusinde kroner på kontoen og så er du som kandidat virkelig godt med. Derfor er det også lidt i småtingsafdelingen, men med 98 kommuner og 5 regioner, så løber den samlede regning på årets valgkamp op i et (slag på tasken) stort tocifret millionbeløb.

Det er efterhånden fast ritual i enhver dansk valgkamp, at partierne forsøger at få det til at fremstå, som om de har færre midler end deres modstandere. Hvad der er sandhed og hvad der er røgslør i alt det her, er dog svært at gøre sig klog på. For hvad tæller med som valgkampsaktiviteter og hvad gør ikke? Hvor mange penge lægger kandidaterne selv og hvor meget skjult, ekstern støtte i form af lokaler, trykkeri og medarbejdere kan partierne trække på?

Ingen ved det og så længe det er op til partierne selv, at oplyse om hvor mange penge de bruger og ikke mindst hvor de har dem fra, så kan man som almindelig borger være helt og aldeles overbevist om, at de tal som partierne oplyser om, altid vil være i underkanten af den faktiske sandhed.

Lær af amerikanerne
Det er sjældent, at vi Danmark kan lære noget af hvordan man organiserer sig i et demokrati, men lige præcis amerikanerne er et forbillede, når det kommer til kandidater og partiers indberetning af både tilskud og udgifter. Det er godt, for så er der lige vilkår for alle og man kan som borger (eller interesseret journalist) rent faktisk lave en reel sammenligning. Se f.eks. hjemmesiden opensecret.org.

Det må simpelthen være muligt for folketinget, at lave et sæt nationale spilleregler som gør det muligt for offentligheden at få et ensartet billede af, hvem der betaler vores politikere – også lokalt. Så kunne man slippe for mytedannelser og i det mindste slipper man for at skulle se vælgerforeningsformænd stå og underspille deres egne partiers økonomiske formåen.

Altså faste regler for kvartalsmæssig indberetning af tilskud, en åben database som gør det nemt at søge i og ikke mindst økonomiske sanktioner for de partier og kandidater, som ikke lever op til reglerne.  Det ville gavne demokratiet.