Annonce

Sig du ka’ li’ mig: Fagbevægelsen og Moderaterne arm i arm

Der var god stemning fra talerstolen, da FH-formand Morten Skov Christiansen talte til Moderaternes årsmøde. Dog var der også plads til en svirper til de borgerlige.
Foto: Folketinget/Marie Hald, FH/Thomas Nielsen
Partileder Lars Løkke Rasmussen (M) og FH-formand Morten Skov
Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Morten Skov Christiansen, uddelte retoriske roser til højre og venstre, da han holdt tale til Moderaternes årsmøde lørdag.

Ifølge chefredaktør Niels Jespersen bunder det i, at man i fagbevægelsen vil kvittere for, at Moderaterne har vist, at de tager fagbevægelsen alvorligt.

FH-formand: Tak til Moderaterne 

Morten Skov betegnede invitationen af FH til Moderaternes årsmøde som en “tillidserklæring om, at I (Moderaterne, red.) vil den danske aftalemodel”.

Derudover var der ros for at tænke krav om overenskomst ind i forslaget om at skaffe mere udenlandsk arbejdskraft:

Så tak for forslaget, kære Moderater

“Så tak for forslaget, kære Moderater. Hvor er det godt at se, at I laver politik, hvor overenskomsterne er fundamentet,” udtalte Morten Skov i sin tale.

Morten Skov bemærkede i sin tale, at ikke alle var som Moderaterne. Andre politikere på højrefløjen og avisen Berlingske fik stikpiller fra talerstolen.

“Det er også som om, at mange af dem, der kalder sig liberale, ikke rigtig har forstået det med vores aftalemodel. De er ikke helt med på, hvordan det danske arbejdsmarked faktisk fungerer,” sagde Morten Skov.

Han bemærkede, hvordan liberale under en arbejdskonflikt, eller når der var demonstration foran Jensens Bøfhus, fik kaffen galt i halsen og farede til tasterne.

“Sjovt nok er det altid i Berlingske, deres galde ender,” sagde Morten Skov og fortsatte:

“De harcelerer over, at fagforeningerne har for meget magt. Men venner, I Danmark har vi det mest liberale arbejdsmarked i Europa – ja, måske i hele verden”

Det ville dog ikke være fagbevægelsen, hvis ikke der også var en lille formaning til Moderaterne og resten af SVM-regeringen.

I talen understregede Morten Skov, at emnet om flere faglærte skal “øverst på den politiske dagsorden”, og at professionsuddannelserne ikke skal forkortes.

Sidstnævnte er ikke et politisk forslag, men blot et rygte, fortalte Morten Skov. Men skulle politikerne en dag få lyst til at gøre idéen til virkelighed, bliver det ikke med fagbevægelsens velsignelse.

En diplomatisk efterfølger 

Alt i alt var det dog overvejende positive toner fra Morten Skov. Dermed viser han, at han har en mere diplomatisk tilgang end sin forgænger, Lizette Risgaard, mener Netavisen Pios chefredaktør Niels Jespersen.

Lizette Risgaard var taler til SF’s landsmøde i 2023, hvor hun var væsentlig mere kritisk over for politikerne, som fik en røffel for at afskaffe store bededag som fridag.

"Ud over at Morten Skov bare generelt nok er mere diplomatisk end sin forgænger, så er det tydeligt, at han gerne vil kvittere for, at Moderaterne tager fagbevægelsen alvorligt," siger Niels Jespersen.

Det betyder ifølge Niels Jespersen ikke, at FH nødvendigvis er enig i de konkrete forslag, men blot at man i FH bemærker og værdsætter hensigten.

"Og det budskab blev også både bemærket og værdsat af landsmødet," siger Niels Jespersen og fortsætter: 

"Groft sagt, så laver Morten Skov en modsætning mellem den borgerlighed, der repræsenteres af LA og Berlingske og som er anti-fagforeninger, og så de moderate kræfter som Løkke, der f.eks. tænker overenskomster ind i debatten om udenlandsk arbejdskraft."

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Kære Morten skov, Gå nu ikke tilbage til en fuser! Enhver ved da at man ikke kan stole på Lars Løkke.

Jeg tror at Lars Lykke spiller de kort der bringer ham nærmest til Statsministeriet - jeg tror ikke han har andet end det som sin overordnede mål. Så det vil være ham en stor hjælp hvis Mette trækker sig. Så skal han kun slås med Nicolai Wammen.

Ja ja - For et par uger siden var Løkke gæstetaler på De kristnes arbejdsgiveres ( KA) generalforsamling - Han skulle give et øjebliksbillede af den politiske situation herhjemme - og mon ikke han har været omkring den manglende arbejdskraft -
Og så er det jo nærliggende at han har kunne lufte sine tidligere synspunkter om en lovbestemt mindsteløn og et “ ansigtsløft “ af den danske model - Tanker og synspunkter der flugter helt fint med værtens ( KA ) ditto -