Simon Bang er først og fremmest kunstmaler, selvom han også har arbejdet med andre medier. Men her er det oliemaleriet, som han viser frem, og hans stil er let genkendelig, men aldrig kedsommelig.

Motiverne er nemlig sindbilleder fra en underligt nær verden, der alligevel også er drømmende, fjern og melankolsk stemningsfuld.

Præget af det blå

Som kunstner er Simon Bang gammel i gårde og har bag sig en rig karriere som illustrator, plakatkunstner, producent af storyboards til spillefilm og såmænd også som filminstruktør. Hans portrætfilm om bedstefaderen, 'Kaptajnens Hjerte' fra 2022, fik megen positiv omtale og hjerter i alle medier, fordi Simon Bang her viste sin evne udi illustrativ fortællekunst, der også viste sig at være et stykke Danmarkshistorie.

Tilbage i firserne, hvor Simon Bangs karriere begyndte, lavede han blandt andet design til pladecovers, der selv i dag står som et stærkt udtryk for denne epoke. Især hans cover til Sneakers' LP, 'Katbeat' fra 1984, er karakteristisk for Bangs brug af stærke farver og et ekspressivt udtryk dengang.

Simon Bang var ikke en del af firsernes "Unge vilde", der stormede ind på kunstinstitutionerne med deres ekspressive, men også meget abstrakte, maleriske udtryk. Men i firserne var der også andre meget stærke, visuelle udtryk, der satte sig præg på tidens samlede stemning og udtryk. En af tidens største digtere, Søren Ulrik Thomsen, betegnede hele periodens stemning som "blå".

Den blå stemning, som indbegrebet af firsernes stemning, med den kolde krig hængende over ørerne på alle, hvor de unge gik og skuttede sig, arbejdsløse og firserfattige, samtidig med, at de romantisk drømte om storbyens mættede nattestemning, badet i neonlys.

Tænk blot filmene 'The Big Blue', 'Betty Blue' og 'Blue Velvet'. Det er melankoliens og ensomhedens farve, skumringens blå time, hvor natten er nær. Og selvom Simon Bang dengang ikke var præget af denne melankolske stemning, så er han, ligesom postpunkbandet, Sort Sol, der også sprang ud i firserne, præget af denne farve, printet i deres ungdoms hjerter. Tænk blot på Sort Sols hit, 'Siggimund Blue' fra 1992, der har Sigmund Freud som tema, og som oser af denne let prikkende smerte, drømmende og underlig ensom.

Simon Bang har malet lige siden han var dreng, og han er barn af en kunstnerfamilie, med mange fremragende og anerkendte kunstnere, og det har angiveligt ikke altid været nemt at skulle træde i deres sko. Hans mangeårige arbejder som storyboarder, satte hans oliemaleri lidt i baggrunden, men siden 2018 er han vendt tilbage, og nu arbejder han intenst med lærredet.

Sære postkort

Simon Bang begyndte at poste sine malerier på Facebook, ofte med refleksioner om, hvad han forsøgte at give udtryk for.

Dette skabte hurtigt en ret anseelig fanskare, der nød hans maleriske udtryk, men også at han som kunstner ville debattere, hvad han forsøgte at give udtryk for. Det har, først og fremmest, været en ret unik og effektiv måde at nå et publikum på, men det har også været begyndelsen på en udveksling mellem kunstner og beskuer, som man ellers ikke ofte støder på i vore tider.

Selv har jeg fulgt Simon Bang gennem mange år, fordi vi deler en interesse for gamle postkort med gamle fotos af Københavns prospekter.

Simon Bang delte dengang livligt ud af sin anseelige samling på Facebook-siden 'Gamle København', hvor et utal af medlemmer deltager i en rig samtale om byen, der altid er under konstant forandring.

Gamle postkort med prospekter er ofte sære i deres udtryk, fordi fotograferne ofte har afbildet de berømte bygninger og gadepartier uden skyggen af mennesker.

Det giver sådan et specielt udtryk af fravær, af melankoli, hvor man kigger på noget, der på en og samme tid er frosset fast, bestående, men også forgangent, fortidigt. Som et tidsbillede, der har fæstnet sig i byens samlede mentale hukommelse.

Personlig erfaring 

Kombinationen af den blå skumringsstemning, lige før natten lukker ned for himlen, med let genkendelige bygninger, stræder og gadepartier, der er mennesketomme, er hvad Simon Bang portrætterer igen og igen i sine oliemalerier.

Farverne er stærke, nogle gange skingre, hvilket giver det samlede udtryk af noget ikke-eksisterende

Farverne er stærke, nogle gange skingre, hvilket giver det samlede udtryk af noget ikke-eksisterende, men kender man til denne time mellem dagen og natten, så ved man også, at disse farver og toner rent faktisk forekommer.

Fans af Simon Bangs malerier genkender ofte de steder, som han afbilder, og oplever det som en dybt personlig erfaring, som manifesterer sig på lærredet. De genkender både sig selv og byen, som de er knyttet til, i drømme og på tidspunkter, hvor de har oplevet dens fysiske gestalter alene, på vej hjem fra, eller på vej ud til byens ellers pulserende menneskehav.

Med nutidens genskabte kolde krig i horisonten og med en skælvende fornemmelse af, at det der står fast, måske ikke er funderet i evigheden, maler Simon Bang i stigende grad det, der måske alene vil stå for eftertiden i hver enkelts erindring.

Det er derfor, at Simon Bang i stigende grad er begyndt at fylde sine malerier med fugle og nu også med et fly, der buldrer hen over himlen.

Og det er en stærk udvikling, som jeg tror vil præge hans malerier fremover i stigende grad. Disse udtryk for noget, der er truet, samt det, der truer.

Alt sammen i denne drømmende, melankolske, let drømmende og ensomme stemning af uendelig skønhed og nostalgi, der udtrykker dyb kærlighed og tilknytning til det bestående.

Simon Bang: Alt det jeg vil huske. Udstilling af kunstnerens nyeste malerier. Palægade 4, 1261 København K. Fernisering i dag klokken 16-19.30. Udstillingen varer til og med den 30. Marts 2024, og har åbent onsdag til lørdag mellem 12 og 18.