Den “gule” fagbevægelse har svigtet sit ansvar. Så hård må konklusionen være, efter at vi på Netavisen Pio har kunnet afdække, hvordan Det Faglige Hus og Krifa, såkaldte "gule" fagforeninger, har vist sig ude af stand til at hjælpe deres medlemmer i konkrete arbejdsretlige konflikter.

Det rejser alvorlige spørgsmål om, hvad det betyder at kalde sig en fagforening.

I en konkret sag fra Lolland med MSE Entreprise på Femern-forbindelsen har 3F Lolland hentet 1,8 millioner kroner hjem til deres medlemmer, mens medlemmer af de gule fagforeninger stod uden hjælp.

Disse medlemmer blev henvist til 3F for at søge hjælp – en henvisning, der skriger til himlen om de gule fagforeningers inkompetence og mangel på vilje til at kæmpe for deres medlemmer.

Gul krise

Dette er ikke blot en isoleret episode; det er et symptom på en dybere krise inden for den såkaldt gule faglige bevægelse.

Det er ikke nok at indsamle kontingent og tilbyde rabataftaler, hvis man ikke kan yde den nødvendige faglige og juridiske støtte, når det virkelig gælder.

I mere end 150 år har den danske fagbevægelse opbygget et image som både effektive kamporganisationer for medlemmernes interesser, men også troværdige og ansvarlige samarbejdspartnere for arbejdsgiverne.

Det er den troværdighed som Det Faglige Hus og Krifa trækker veksler på, når deres aggressive sælgere kimer lønmodtagerne ned med løfter om samme service til næsten ingen penge.

En skulder at græde ved

Det er afgørende for fagbevægelsens troværdighed, at alle fagforeninger lever op til et minimum af faglige standarder og evner.

Når medlemmer søger hjælp i konfliktsituationer, forventer de mere end bare en sympatisk skulder at græde ved; de forventer konkret, effektiv støtte.

Den nuværende situation, hvor svære sager sparkes videre til 3F, er intet mindre end en falliterklæring

Fagbevægelsen er bygget på solidaritet og kampen for arbejderrettigheder. Hvis visse fagforeninger ikke kan leve op til disse grundlæggende principper, er det på tide at sætte spørgsmålstegn ved deres legitimitet.

Den nuværende situation, hvor svære sager sparkes videre til 3F, er intet mindre end en falliterklæring for de gule fagforeninger.

Statsautoriserede fagforeninger?

Spørgsmålet er, hvorvidt der bør indføres en form for autorisation for fagforeninger.

Skal man kunne kalde sig en fagforening, må der stilles krav om, at man reelt kan varetage medlemmernes interesser, ligesom det er tilfældet med andre professionelle brancher som revisorer.

Konkurrence er sundt

Det må være op til Folketinget at overveje en autorisation for at sikre, at alle, der kalder sig en fagforening, faktisk kan og vil varetage deres medlemmers interesser effektivt og professionelt.

Konkurrence er sundt, og hvis de gule fagforeninger mener at kunne levere bedre overenskomster og bedre service bare billigere, så skal de have lov at gøre forsøget. Det er bare ikke det som er tilfældet.