Det er jo bemærkelsesværdigt, at Hjort Frederiksen mener, at når de ærkeborgerlige er ærlige om deres reelle hensigter om at omfordele til fordel for de mest aflagte borgere i deres egen vælgerbaghave, er det en dødssejler og en taberstrategi. Det kunne måske være, at det er de borgerliges intentioner for samfundet, den er gal med.
Papes konservative ideer om, at bare man har formue og store indkomster, så er man også flittig, samfundsgavnlig og retfærdigt belønnet for sin samfundsgavnlige indsats, er en naiv sandhed med modifikationer. Når han tillige går ind for afskaffelse af arveafgiften, hvis virkning er, at det, som det gælder den gammeldags landadel, fører til en privilegiestruktur uden sammenhæng med nogen indlysende samfundsgavnlig indsats. Tværtom vil en ubeskattet passiv overtagelse af forældrenes formue oftest føre til en svækkelse af kapitalforvaltningen, fordi afkommet jo ikke pr. definition arver de egenskaber, der førte til forældrenes succes. Dertil kommer, at det ikke altid er et renfærdige motiv, der fører til en stor formue. Penge tjent på udvikling eller god forretningsførelse er en gunstig dynamo i nationaløkonomien, medens folk, der scorer kassen på skatteunddragelse, monopolprissætning, ved udnyttet finansiel magt og en efterfølgende markedsmanipulation, tildelte privilegier (kvotekongers overtagelse af fiskebestanden), gennem juridisk overmagt og trænering, eller gennem bestikkelse er af en hel anden kaliber. I den kategori ser vi multinationale selskaber, der gennem monstermagt overtager Ricardos komparative fordele og sætter dem i banken på Cayman Island.
Ser vi på verden i et større perspektiv oplever vi dertil kleptokrater, der opbygge monsterformuer ved at stjæle fra staten, eller situationer hvor milliongevinster ligeledes sættes i skjul på Cayman Islands.
I hovedsagen opbygges formuer som kapitaliseret arbejde, ikke mindst udført af folk på gulvet, naturlig vis i et organiseret regi. Men det helt karakteristiske er, at udkommet fordeles efter vedtagne principper, der altid har den egenskab, at nogle få får sig placeret strategisk i pengestrømmen, så den løber gennem egen pengepung, medens Papefolkene til stadighed arbejder for, at den andel bliver større. Formuedannelsen kan ikke foregå uden samarbejde og et regelsæt i samfundet, og derfor er indkomst-og formuefordelingen et resultat af en samfundskontrakt, der er båret at rimelighed og respekt for alle medborgeres værdighed, som ingen kan klare sig uden.
Det er når nogen mener, at de rigeste betaler for hele samfundets opretholdelse, at logikken hopper af sporet. De rigeste er rige ved at overtage andre folks produktion, nogen til gavn for andre, andre ved magt og tyveri. Derfor skal de rigeste huske på, at boede de alene på en øde ø, gerne med deres samlede formue i kasser, ville de formentlig dø af sult til næste år. Ingen har patent på velstandens opståen, som Pape og særligt den privilegerede del vil gerne give det indtryk.
Det er ved at glemme samfundskontrakten, at Pape har oplevet sin fadæse, men det er også ved at "rationalisere" grådighed på bekostning af et nuanceret etisk og balanceret menneskesyn, der skaber rimelige forhold for alle, at fadæsen har udfoldet sig.