Går man og roder med den slags spørgsmål, så har tre politikere Henrik Dahl (LA), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Nick Hækkerup (S) lavet et fint, lille opslagsværk om dansk politik. Bogen hedder ”Sandheden kort – Christiansborg fra A til Å” og udkom før jul.
Nogen vil måske more sig lidt over titlen, da politikere jo hverken er kendt for at rutte med sandheden eller for at kunne fatte sig i korthed. Bogen dækker over cirka fire snese kortere bidder om alt fra afstemninger til åbningsredegørelser.
Forfatternes nedskrevne ambition er at beskrive hverdagen på Christiansborg, set fra politikernes synspunkt. Bogen er holdt i en let, nogen vil måske sige lidt bedrevidende, tone, som den ene af forfatterne også er kendt for i medierne.
”Sandheden Kort” er klart bedst, når det kommer til de sjove citater og anekdoterne fra de gode gamle dage: ”Dengang man ikke brugte powerpoint for at få sine politiske prioriteter presset igennem, men øl og snaps”.
Eller om den radikale partileder Niels Helveg som efter et valg, ville være kongelig undersøger, men som vittige folk kaldte en underlig kongesøger.
Om folk der tager en tur hele vejen rundt i Folketingets særlige elevator, paternosteren: ”Et af de få steder, hvor begrebet en gratis omgang giver mening”.
Om politikernes egen løn, der omtales med et citat, der tilskrives et medlem af familien Hækkerup: ”I min familie har vi været på overførelsesindkomst i generationer, vi har dog valgt det område, hvor man selv bestemmer størrelsen, og den har vi sat rimelig højt.”
Den slags små morsomheder, som de fleste politikere kan på rygraden, og som den ene af forfatterne har gjort til sit varemærke at ryste ud af ærmet, når stemningen skal muntres lidt op ude i partiforeningerne.
På bagsiden kan man læse, at bogen ”giver et sjældent indblik i de ydre og indre linjer på Christiansborg”. Det er måske en anelse højstemt. Hvad der til gengæld er mere korrekt, er at bogen er sirligt og overskueligt ordnet, så man kan nyde den ”lidt ad gangen”.
Jeg vil i den forbindelse gerne bekende, at jeg lagde bogen fra mig flere gange, inden jeg kom helt igennem.
Det kunne have klædt bogen med nogle illustrationer, så læsere, der ikke har deres daglige gang på Christiansborg, kan få et visuelt indtryk af, hvad det er forfatterne skriver om.
Henrik Dahl, Jakob Ellemann-Jensen og Nick Hækkerup: "Sandheden kort - Christiansborg fra A til Å". 230 sider. Er udkommet på forlaget People's Press