Annonce

Mulighed for ny genåbningsplan og avis lukker omdiskuteret kommentarspor

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til Netavisen Pios Nyhedsoverblik, hvor vi hver dag svæver ud over det danske medielandskab og slår kløerne i de vigtigste historier.

I dag handler det om det fysiske arbejdsmiljø i hjemmet, om den yderligere genåbning og en demonstration i forbindelse med en debat i England, som har spredt sig til Danmark.

Tak for du læser med.

 

Undersøgelse fra HK: Hjemmearbejde er fysisk usundt

En rundspørge, som HK kommunal har foretaget hos sine egne medlemmer, viser, at lidt over en tredjedel af de 1685, som har svaret, har oplevet af få fysiske belastninger som følge af at være hjemsendt fra deres arbejdet under corona-nedlukningen.

Det skriver hk.dk

Karen Brøndsholm, der er arbejdsmiljøkonsulent i HK Kommunal, siger, at hun har set mange hjemmestrikkede og halvdårlige ergonomiske løsninger i hjemmene, hvor folk er blevet hjemsendt fra arbejde.

“Folk bruger deres strygebræt i stedet for et hæve-sænkebord eller en børnestol til at placere deres tastatur og skærm på, så det hele er i den rigtige højde. Selvom det er opfindsomt og godt tænkt, så er det bare ikke optimalt,” siger hun til HK.

Arbejdsgiverne er lovmæssigt forpligtet til at sørge for, at arbejdet kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt – også selvom arbejdet er rykket væk fra kontoret.

Læs hele historien her.

 

Mulighed for ny genåbningsplan mandag aften

Folketingets partier forhandler i dag om en ny genåbningsplan af Danmark, og ifølge Politiken kan planen ligge klar allerede mandag aften.

Ifølge avisens politiske redaktør, Anders Bæksgaard, er utålmodigheden i forhold til en genåbning stor i både rød og blå blok. Selvom danskerne er stillet en genåbningsplan i sigte senest tirsdag, kan det derfor godt være, at den allerede kommer i aften.

Ifølge Politikens oplysninger har statsminister Mette Frederiksen (S) mandag sendt partierne tre scenarier for en genåbning med tilhørende smitteberegninger.

Det første scenarie omhandler en fuld genåbning. Det andet omhandler en åbning af liberale erhverv samt at flere elever kan komme i skole. Og i det tredje scenarie åbnes der i mindre grad for samfundet.

Under overfladen lurer vaccinen fra AstraZeneca, der i øjeblikket ikke er i brug, som den ubekendte faktor, der kan have stor betydning for genåbningsplanerne.

Læs hele historien her.

 

Ekstrabladet lukker omstridt kommentarspor

For at undgå de mange anonyme og hadefulde kommentarer har ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet , Pernille Holbøll, sammen med chefredaktør Kristoffer Eriksen besluttet at lukke ned for nationen!-kommentarsporene på ekstrabladet.dk.

“Kommentarsporet har udviklet sig uhensigtsmæssigt, og jeg mener, det er uansvarligt af os ikke at tage konsekvensen,” siger Pernille Holbøll til Ekstrabladet.

Ifølge Pernille Holbøll er tonen i kommentarerne blevet værre over det seneste stykke tid. Hun henviser blandt andet til en undersøgelse, foretaget af TV2 Nyheder, som viser, at 68 procent af danskerne afholder sig fra at deltage i den offentlige debat på grund af de grimme kommentarer, som fylder heri.

Pernille Holbøll siger, at man burde have lukket kommentarsporet ned før.Men hun vil til gengæld ikke afvise at nationen! finder nye muligheder for sine læsere:

“Jeg vil overhovedet ikke afvise en ny måde at dyrke det, der er det fede ved nationen!, nemlig de nære historier, hvor vi forholder myndighederne den lille mands problemer.”

Læs hele historien her.

 

EU-kritiker Else Hammerich er død

Det tidligere medlem af Europa-Parlamentet og medlem af Folkebevægelsen mod EF i et årti, Else Hammerich, er død. Hun blev 84 år.

Det skriver det tidligere medlem af Europa-Parlamentet, Jens-Peter Bonde på Facebook.

Else Hammerich arbejdede i årevis som lærer, inden hun trådte ind i politik i kampen mod det daværende EF. Hun var medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EF fra 1979 til 1989.

“I alle sine 10 år i EF-Parlamentet argumenterede Else for positive alternativer og ikke et blot og bart nej. På den måde var hun med til at bane vejen for et tiltagende mere konstruktive arbejde,” skriver Jens-Peter Bonde i sit Facebook-opslag.

I Folkebevægelsen mod EF arbejdede Else Hammerich især mod den europæiske indflydelse på områder som miljø, sundhed og arbejdsmiljø.

Else Hammerich har ligeledes lavet humanitært arbejde for fred og solidaritet verden over, blandt andet i Chile.

Læs hele historien her. 

 

Demonstration i England eskalerede voldeligt

I byen Bristol i England udviklede en ellers fredelig demonstration søndag sig til voldelige sammenstød mellem demonstranter og politi. To betjente er alvorligt sårede.

Det skriver TV2 Nyheder.

Demonstrationen var i protest mod et nyt lovforslag, som vil give politiet udvidede beføjelser til at begrænse og opløse protester samt at uddele bøder og fængselsstraffe.

Demonstrationen finder sted midt i en ophedet debat om politiets metoder i England, efter en demonstration den 12. marts, hvor politiet blev kritiseret for at være for hårdhændede.

Demonstrationen var til minde for den 33-årige kvinde, Sarah Everard, som blev myrdet tidligere på måneden. En 48-årige betjent fra London er blevet sigtet som gerningsmanden.

Sagen har fået stor opmærksomhed på de sociale medier, og med overskriften “text me when you get home” (skriv til mig når du er hjemme), har debatten om kvinders utryghed i nattelivet spredt sig til Danmark.

Læs hele historien her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Flere artikler om emnet