Det særlige socialdemokratiske er altså, at man er ansvarlig, pragmatisk og kan forhandle til begge sider. En lidt pudsig definition, da det historisk har været De Radikales og Centrumdemokraternes selvforståelse.

I fredags bragte Ræson et interview med Bjarne Corydon om regeringens politik og Socialdemokratiets position i det politiske landskab. Såvel overskriften som den efterfølgende omtale tog udgangspunkt i Corydons bombastiske erklæring om, at ”Socialdemokratiet ikke er et venstrefløjsparti”.

For kritikerne blev dette udlagt som blot endnu et bevis for, at finansministeren ønskede at dreje partiet mod højre og skrotte det ideologiske arvegods.

Men erklæringen om, at Socialdemokratiet ikke er et venstrefløjsparti er faktisk ikke særligt interessant, da Corydon tydeligvis definerer ’venstrefløjsparti’ i parlamentariske, og ikke ideologiske termer: ”Det er afgjort forkert at forstå Socialdemokratiet som et venstrefløjsparti. (..) Vi har regeret i en fast flertalsblok i to år fra 1966 til 1968, og ellers har vi konsekvent regeret Danmark ved at (..) forhandle til højre og venstre”.

Således er Socialdemokratiet, ifølge finansministeren, kun et venstrefløjsparti, når vi baserer vores regeringer på ’røde arbejderflertal’. Ud fra den definition kan man godt forstå, at han ikke anser S for historisk set at være et venstrefløjsparti.

Ingen stemmer på et parti, blot fordi man ’gør det nødvendige’, ’tager tæskene’ og ’har modet til at gennemføre det hårde’.

Derimod er det gået ubemærket hen, at Corydon i interviewet omdefinerer kernen i socialdemokratismen til ikke længere at handle om et bestemt politisk indhold, men til at være en bestemt politisk måde eller metode. Ifølge finansministeren er Socialdemokratiets hovedrolle, ”at vi må tage opgaven på os, at vi må løfte den helt og fuldt, og at vi ikke må ryste på hånden undervejs”. Samtidig er det afgørende for Corydon, at Socialdemokratiet ”definerer, hvad midten er i dansk politik” og har ”en pragmatisk vilje til at forhandle både til højre og til venstre”.

Det særlige socialdemokratiske er altså ikke bundet op på bestemte idealer, men snarere på at man er ansvarlige, pragmatiske og kan forhandle til begge sider. En lidt pudsig definition, da det historisk har været De Radikales og Centrumdemokraternes selvforståelse. De fleste ville formodentlig være enige i, at der er andet og mere, der kendetegner Staunings, Krags og Nyrups parti.

Når Corydon endelig skal sætte ord på den førte politik, indskrænker det sig til sætninger om ”at skabe vækst”, ”genoprette økonomien” og ”flere arbejdspladser”, hvilket ikke kan holde til mere en to sekunders samvær med ikke-reglen. Hånden på hjertet: hvem pokker – med Enhedslisten som potentielt eneste undtagelse – kan være uenige i, at væksten gerne skal være højere og at Danmark skal have flere i arbejde?

Corydon & Co. har endnu ikke besvaret det helt grundlæggende spørgsmål om, hvad frihed, lighed og solidaritet betyder anno 2013.

Corydons opfattelse af, at socialdemokratisme ikke handler om værdier, men en særlig måde og tilgang, smitter også af på den politiske strategi. Når Corydon bliver spurgt, hvorfor vælgerne skal sætte kryds ved Socialdemokratiet, siger han: ”… fordi man dybest set tror på sit eget land og leder efter nogen, der med integritet, handlekraft og risikovilje vil prøve at udvikle det i en tid med nye udfordringer. Der skal du vælge, om du grundlæggende tror på, at Løkke og Venstre sammen med Dansk Folkeparti vil være bedre til og har en tilsvarende tro på og vilje til at udvikle vores velfærdssamfund.

Undskyld, men det er altså et utroligt tyndt svar! Lad os et øjeblik se bort fra, at ingen stemmer på et parti, blot fordi man ’gør det nødvendige’, ’tager tæskene’ og ’har modet til at gennemføre det hårde’. Men bemærk hvordan Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet nu pludselig bliver fremstillet som tre ensartede håndværkere, der vil det samme, og hvor det er op til kunderne – dvs. vælgerne - at vælge den bedste.

Dermed reduceres politik til at handle om tillid og kompetence, hvilket ikke just er regeringens styrkepositioner. Men samtidig fratages vælgerne et klart valg mellem forskellige løsninger på samfundets udfordringer.

Venstres økonomi fra 00’erne skal ikke genoprettes. Det var en usund boble- og papirøkonomi, hvor kun folk med uddannelser havde en fremtid og hvor den enkelte var overladt til sig selv i globaliseringens tidevand.

Interviewet understreger endnu engang, at Socialdemokratiets grundlæggende problem ikke handler om kommunikation, men om ideologi. Corydon & Co. har endnu ikke besvaret det helt grundlæggende spørgsmål om, hvad frihed, lighed og solidaritet betyder anno 2013. Følgelig kan man heller ikke kan forklare, hvordan man adskiller sig fra de politiske modstandere.

Valget burde ellers være klart nok: Lad os droppe al snak om ’genopretning af økonomien’. Venstres økonomi fra 00’erne skal ikke genoprettes. Det var en usund boble- og papirøkonomi, hvor kun folk med uddannelser havde en fremtid og hvor den enkelte var overladt til sig selv i globaliseringens tidevand. At andre partier gerne vil tilbage til det, kan kun vægge undren.

I stedet skal der skabes en helt ny økonomi. En sund økonomi, baseret på ægte værdier og ikke på lån. En økonomi med plads til alle. En økonomi, hvor vi i fællesskab overkommer globaliseringen og ingen lades alene i kampen mod Kina. Dét er det afgørende valg i dansk politik i dag.