Det mener arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Laust Høgedahl:
Bare det, at de skifter navn fra Kristelig Fagbevægelse til Krifa
“Udadtil har Krifa gjort meget for at nedtone det kristelige. Bare det, at de skifter navn fra Kristelig Fagbevægelse til Krifa, er jo et klart eksempel på, hvordan man sadler om. Krifa vælger i forbindelse med liberalisering af A-kassemarkedet med frihedspakken i 2002 en mere markedsorienteret strategi. Frem for den hidtidige højprofilerede kristne profil,” siger Laust Høgedahl til Netavisen Pio.
Så Krifa har bevidst nedtonet det kristelige?
“Ja, Krifa har bevidst nedtonet det kristelige for at kunne favne flere. Det er der ingen tvivl om. Det er klart, at de har nedtonet den kristne profil. Man kan konstatere, at der er sket et strategiskifte.”
Laust Høgedahl konstaterer, at strategi-skiftet sker parallelt med at Krifa arbejder målrettet på at få liberaliseret A-kasse- og fagforeningsmarkedet:
“Nedtoningen af det kristelige sker parallelt med, at vi får et A-kassemarked, der åbner op. Krifa var jo også en af de to fagforeninger, der lagde sag an mod den danske stat i 2006 ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for at få eksklusivaftaler gjort ulovlige i Danmark. Så Krifa har arbejdet meget på at få liberaliseret både fagforenings- og A-kassemarkedet for at få flere medlemmer.”
Netavisen Pio har mandag gennemgået den nyvalgte 11 mand store hovedbestyrelse i Krifa. Gennemgangen viser, at hovedbestyrelsen fuldstændig er domineret af folk fra den kristne, absolutte højre-fløj.
Fire hovedbestyrelsesmedlemmer er således rundet af konservative, evangeliske vækkelseskirker som Pinsekirken og Apostolsk Kirke, mens andre fem medlemmer af hovedbestyrelsen er rundet af de mest konservative dele af Folkekirken: Indre Mission, Luthersk Mission og konservative valgmenigheder på kanten af Folkekirken.
Eik Dahl Bidstrup, har således i ni år virket som præst i Pinsebevægelsens Kirke i Skjern
Krifas nyvalgte formand, Dragørs tidligere Venstre-borgmester, Eik Dahl Bidstrup, har således i ni år virket som præst i Pinsebevægelsens Kirke i Skjern - og han har en mastergrad i teologi og ledelse fra Harvest Bible College University Melbourne (Nu Alphacrucis College) - et af Pinsebevægelsens nøgleuniversiteter på globalt plan.
Laust Høgedahl har ikke noget klart svar på, om Krifas omkring 190.000 medlemmer er klar over, at Krifas ledelse er fuldstændig domineret af folk fra den kristne, absolutte højrefløj:
“Det har jeg svært ved at svare på. Det er ikke nogen hemmelighed, at Krifas ledelse er sammensat på den måde. Spørgsmålet er om medlemmerne har en holdning til det. Krifa går jo meget op i, at de faktisk ikke har medlemmer, men kunder - så på den måde kan man sige, at de værdier, som hovedbestyrelsen nu engang afspejler, er det noget som medlemmerne/kunderne går op i? Det kan jeg godt være lidt i tvivl om.”
Høgedahl føjer til, at Krifa har et forretningskoncept, som grundlæggende går ud på at behandle medlemmerne som “kunder”:
“Krifa har et forretningskoncept, som bygger meget på, at behandle medlemmerne som kunder. Krifa bruger penge på telemarketing, og så har de individuel rådgivning, de har enkelte, få kollektive overenskomster, mest så laver de virksomhedsoverenskomster. Krifa er rodfæstet i kristendommen, men den har de så valgt at gå væk fra. For at kunne favne bredere, formoder jeg.”
SF's politiske ordfører, Karsten Hønge, udtalte tirsdag til Netavisen Pio, at Krifras medlemmer efter hans mening ikke er klar over, at Krifa er styret af folk fra den kristne højrefløj:
Medlemmerne kender ikke til den kristne højrefløjs greb om Krifa
"Medlemmerne kender ikke til den kristne højrefløjs greb om Krifa," lød det fra Hønge, der føjede til, at medlemmernes manglende viden om Krifas ledelse skyldes manglende åbenhed og gennemskuelige strukturer:
"Nej, selvfølgelig kender medlemmerne ikke til den kristne højrefløjs greb om Krifa. Forretningen, som jo også kalder medlemmerne for “kunder”, har ikke demokratisk åbenhed og gennemskuelige strukturer som fagbevægelsen.”
Kommentarer
Jeg mener at KRIFA er et ukristeligt foretagende, i modsætning til vore almindelige overenskomstskabende demokratisk organiserede fagforeninger, der optager alle i solidaritet med alle andre medlemmer. KRIFA bør derfor angribes for at være ukristelig, ikke for at være særligt kristelig, som der er en tilbøjelighed til, især i ateistiske kredse.