Nu kritiseres metoderne også af politikere på Københavns Rådhus. Socialdemokratiets politiske ordfører i den københavnske Borgerrepræsentation, Jonas Bjørn, er således stærkt kritisk over for de metoder, som Blackstone og 360north anvender.
Lejernes LO oplyser, at 360north både ringer og skriver til lejere og tilbyder dem store pengebeløb for at flytte:
Metoderne gør lejerne bange og utrygge
”360 North både ringer og skriver til lejere og opfordrer lejerne til at flytte. Lejerne bliver også tilbudt store pengebeløb for at flytte. Der er eksempler på, at lejere har fået tilbudt flere hundrede tusinde kroner for at humme sig væk. Metoden kaldes ”Shake the building” – altså firmaet ryster bygningen for at se hvor mange lejere, der ”falder ud". 360north ringer også og presser på for at få et møde i stand med den enkelte lejer. Metoderne gør lejerne bange og utrygge,” sagde direktør i Lejernes LO i Hovedstaden, Claus Højte, onsdag til Netavisen Pio.
Han betegner metoderne som uhørte og uacceptable.
Jonas Bjørn er helt enig:
”I København mangler vi billige lejligheder. Derfor er det ikke i orden, at kapitalstærke folk så aggressivt og systematisk presser folk ud af deres boliger for at score en meget stor og hurtig gevinst,” siger Jonas Bjørn til Netavisen Pio.
”Det lader til at en duo bestående af en amerikansk kapital og en dansk direktør med blakket baggrund i den danske ejendomsbranche udnytter den danske lovgivning og et glohedt boligmarked til at presse lejere ud af deres boliger,” siger Jonas Bjørn.
Han betegner metoderne som misbrug af reglerne om modernisering, der i sin tid blev lavet for at få en nedslidt boligmasse renoveret:
”Men det lader til, at lovgivningen bliver misbrugt i de her tilfælde. Så vi vil nu se på, om vi på en eller anden måde kan få sat en stopper for den her trafik. Vi vil have billige boliger i København, og vi vil have, at alle skal kunne bo her,” understreger Jonas Bjørn.
Men det lader til, at lovgivningen bliver misbrugt i de her tilfælde
Direktør hos 360north, Nils Jansson, oplyser over for Netavisen Pio, at han ikke ønsker at kommentere kritikken. Han ønsker heller ikke at forklare, hvorfor 360north tilbyder lejere meget store pengebeløb for at flytte.
Udenlandske investorer stormer ind på det danske ejendomsmarked. En af de helt store aktører er netop den amerikanske kapitalfond, Blackstone, der det seneste års tid har opkøbt især københavnske udlejningsejendomme for næsten syv milliarder kroner.
På fem år er andelen af udenlandske penge investeret i danske ejendomme mere end tidoblet: Fra 4,4 milliarder kroner i 2012 til knap 50 milliarder kroner sidste år. Eller en 11-dobling på bare fem år.
Det viser tal fra rådgivningsfirmaet Cushman & Wakefield.
”I 2011 var der stort set ingen udenlandske investorer. Der har vi siden oplevet en kraftig vækst og kan se, at udenlandsk kapital i 2017 udgjorde mere end halvdelen af opkøbene,” siger Nicholas Thurø, der er partner hos Cushman & Wakefield, til DR Nyhederne.
Stigningen i investeringer i lejeboliger er mere end firdoblet siden 2012. Sidste år rundede investeringer i beboelsesejendomme således 38,2 milliarder kroner. 71 procent af investeringerne i udlejningsboliger er sket i København.
I 2016 stod udenlandske penge bag 78 procent af investeringerne i københavnske beboelsesejendomme.
De udenlandske investeringer kommer især fra Norge, Sverige, Tyskland og USA.
Den svenske ejendomsinvestor Heimstaden har købt ejendomme i Danmark for knap 20 milliarder kroner. I københavnsområdet ejer Heimstaden 2.500 boliger og yderligere 800 er under opførelse. Alene i 2017 investerede Heimstaden 10 milliarder kroner i boliger i Danmark.
Den amerikanske kapitalfond Blackstone har de sidste år købt massivt op i københavnske ejendomme og ejer nu boliger for knap syv milliarder kroner i Danmark. Inklusive tre store udlejningsejendomme på Frederiksberg, som blev opkøbt i november for 900 millioner kroner.