Der er ikke mange almindelige familier, der arver en stor formue fra deres forældre. De vil derfor ikke få noget ud af en sænkelse af arveafgiften. Det er – ikke så overraskende – dem, der har mest, der efterlader mest. Og dermed er det de velbeslåedes børn, der vil nyde godt af en lavere arveafgift.

Det er de velbeslåedes børn, der vil nyde godt af en lavere arveafgift

Lavere arveafgift skaber ikke arbejdspladser, men øger uligheden

Højrefløjen finder hele tiden nye idéer til, hvorfor arveskatten skal sænkes eller helt fjernes. Seneste skud i argumentationsgeværet er, at man allerede har afskaffet arveskatten i Sverige og Norge. Først handlede det om moral. Nu er det også blevet et spørgsmål om konkurrenceevne.

Blandt arveskats-modstanderne fremhæves det, at der er en risiko for, at danske virksomheder (og enkeltpersoner) vil flytte til nabolande for at slippe for arveafgiften.

Faktum er dog, at Danmark ikke oplever, at den ene familieejede virksomhed efter den anden må dreje nøglen om pga. arveafgiften i forbindelse med et generationsskifte. Vi har heller ikke set en storstilet skatteflugt mod de skandinaviske broderlande.
Skattepolitisk ’Chicken Game’

At sænke arveafgiften for at være konkurrencedygtigt minder om debatten om selskabsskat. For også her hører vi ofte, at vi må sænke selskabsskatten for at kunne beholde eller trække virksomheder til landet. Når Storbritannien eller Sverige sænker selskabsskatten, så må Danmark også gøre det. For ellers sakker vi bagud, lyder devisen.

Denne ’pistolen-mod-panden’-tilgang giver mindelser om en kapitel i historien, de fleste ellers mener kun tjener til skræk og advarsel: den tid hvor de europæiske lande forsøgte at forbedre deres konkurrenceevne ved at devaluere sine valutaer. Hvis en dansk devaluering blev efterfulgt af en svensk, så forsvandt konkurrencefordelen ved den billigere danske krone overfor svenskerne som dug for solen.

Med denne tilgang vil Danmark altid være nødt til at spille med i et skattepolitisk ’Chicken Game’

De borgerlige har en ensidig tilgang til beskatning, hvor de kun ser på skat som en hæmsko og dermed som et muligt konkurrenceredskab. Med denne tilgang – hvad end det handler om arveafgiften, selskabsskatten eller noget tredje – vil Danmark altid være nødt til at spille med i et skattepolitisk ’Chicken Game’, hvor det er den, der holder ud længst, der vinder. I denne sammenhæng går legen ud på, at vi kæmper med vores omgivelser om at sænke skatten mest.

Det er ganske enkelt håbløst.
Vil CEPOS også dele nu?

Højrefløjspartierne skråler op om, at arveafgiften er ”uretfærdig”. Det er ikke overraskende, at det kommer fra et konservativt udgangspunkt. Men at det også er opfattelsen i Liberal Alliance er paradoksalt og komisk. For det er ikke et særlig liberalt synspunkt, idet det lige udgangspunkt for alle fuldstændig forsvinder med muligheden for at arve en formue uden at røre en finger.

Lavere arveafgift vil medføre større ulighed. Det kan ingen modbevise

Lavere arveafgift vil medføre større ulighed. Det kan ingen modbevise. Men nu er CEPOS så på banen med, at arv i sig selv øger ligheden. Hvordan det? Jo, som Mads Lundby Hansen forklarer:

”Arv spreder formuen i samfundet, fordi det ikke er alle dem, der modtager en stor arv, som i forvejen har en høj formue.” (…) ”Rige personer har i en del eksempler børn, der ikke er rige. Og når disse ikke-rige børn får en betydelig arv, så medvirker det til at reducere uligheden”.

Mads Lundby ynder at påpege, at vand løber nedad. Og det har han og CEPOS-kollegerne så lavet en analyse, der viser det. For det er jo rigtigt, at formuen bredes ud, hvis 4 børn arver ved en af deres forældres død.

Men det som CEPOS og Company glemmer er, at alternativet til arven i tilfældet ovenfor ikke er, at forælderen lever for evigt, men at der enten ikke er nogen arv ved døden eller at arven beskattes en smule og indtægterne herfra bruges på velfærd som uddannelse, sygehuse eller politi. I begge tilfælde vil situationen indeholde en mere lige fordeling af formue end hvis det er arvingerne alene, der beholder hele arven.

En fjernelse af arveafgiften vækker minder om den feudaltid, som den liberale borgerlighed ellers var et opgør med.

Forårets og den tidlige sommers debat om arveskat har endnu engang vist, at højrefløjen hverken er optaget af lighed eller retfærdighed, samt at dens argumenter om konkurrenceevne er tynde. Man venter næsten spændt på, hvilken kreativ vinkel højrefløjen næste gang vil angribe arveafgiften fra.

En fjernelse af arveafgiften handler ikke om andet end at give dem, der allerede har mest, endnu mere, og vækker derfor minder om den feudaltid, som den liberale borgerlighed ellers var et opgør med.

Kristian Weise er direktør i Tænketanken Cevea.Dagens Pio klumme’

 er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.