Forleden mødte jeg en af vores dygtige HK’ere fra en større kommunal forvaltning, der efter en lang periode med corona-hjemmearbejde nu skal til at møde ind på sin fysiske arbejdsplads igen.

Hun glædede sig rigtig meget til at skulle møde kollegerne og til at få den faglige sparring, der udfolder sig i et kontorfællesskab.

Samtidig var hun lidt trist over, at flere har nedgjort hendes perioder med hjemmearbejde, der blandt andet blev betegnet som en ’loppetjans’.

En udbredt holdning

Den holdning er desværre temmelig udbredt.

For der er en del chefer og beslutningstagere fortrinsvist fra den borgerlige side af det politiske spektrum, der her for foden af den store genåbning stadig har en udtalt mistanke om, at medarbejderne bare har brugt tiden på hjemmekontoret på rent ud sagt at fise den af.

Drop nu den urimelige holdning og lad os i stedet få sat fokus på, hvad der bliver og er blevet udrettet på de mange hjemmekontorer ude omkring i landet.

Det er på tide at frigøre de hjemmearbejdende fra en helt grundløs mistænkelighed.

Samfundet kører videre

For det har jo vist sig, at samfundet stadig kan køre videre.

Også selvom en stor del af arbejdsstyrken sidder derhjemme på sofaen iført joggingbukser og arbejder.

På en lang række områder er kvaliteten i den offentlige service og arbejde stadig helt intakt.

Se bare på beskæftigelsesindsatsen ude i kommunerne.

Selvom medarbejderne har været sendt hjem med kun få dages varsel er 8 ud af 10 virksomheder tilfredse med jobcentrenes indsats under corona, viser en undersøgelse fra KL.

Fra HK Kommunals egen undersøgelse kan det også helt éntydigt konkluderes, at medarbejderne på landet jobcentre har arbejdet dedikeret og fagligt kompetent fra hjemmekontoret.

Det resultat er værd at skele til, næste gang tvivlen om de offentligt ansattes arbejde under corona-pandemien betvivles.

Mistanke gjort til skamme

Den instinktive mistænkeliggørelse over for de hjemmearbejdende offentligt ansatte er altså under corona-krisen med rette gjort til skamme.

Derfor er det også på tide, at vi frigør os fra den forældede tankegang om, at den mest produktive medarbejder er den, der først stempler ud, når de sidste har forladt storrumskontoret.

Betyder det så, at vi bare skal nedlægge al fysisk fremmøde på arbejdspladsen?

Nej, selvfølgelig ikke. Rigtig mange har som mig mærket stort savn til kolleger. Til den faglige sparring, der bedst lader sig udfolde ansigt til ansigt.

Ligesom langt de fleste af de administrativt ansatte, der har borgerkontakt, i den grad savner at møde borgeren i det fysiske rum.

Men hvis vi skal få den fulde læren og effekt, som corona-pandemien har bidraget med, bliver vi nødt til bryde med idéen om, at de offentligt ansatte blot har tullet rundt derhjemme i stuerne og i stedet se alvorligt på de mange positive muligheder og resultater, som hjemmearbejdet har kastet af sig.

For hjemmearbejdet har vist, at de hjemmearbejdende har vist ansvar, mod og fleksibilitet. De har i høj grad bidraget til at holde hånden under vores velfærd i en helt ekstraordinær situation.

Så anerkend de offentligt ansattes indsats! 

Mange hjemmearbejdende har betalt en høj pris i form af mangel på nærhed og den uformelle snak, som er vigtig for trivslen.

Det er som udgangspunkt arbejdsgivernes ansvar at sikre, at både de, der har knoklet på hjemmekontorerne og de, der har arbejdet fra den fysiske arbejdsplads, igen kan finde sig til rette i det nye arbejdsfællesskab, der i de kommende måneder vil udfolde sig på bagkant af en forhåbentlig snart overstået pandemi.