Richard Adams’ vidunderlige og særegne børnebog, ’Watership Down’ (da: ’Kaninbjerget’) fra 1972, gjorde stort indtryk på mig, dengang jeg var helt lille. Det var min faster, der læste den op for mig, ligesom det også var hende, der introducerede mig til Tolkiens univers.

Disse stunder hører til blandt nogle af mine kæreste erindringer fra en ellers tumultarisk opvækst.

Måske fordi gruppen af oprørske, men også skrøbelige og udsatte kaniner, bestod af figurer, en dreng som jeg kunne spejle mig i. Ligesom med Astrid Lindgrens ’Brødrene Løvehjerte’, der handler om døden, forårsaget af tuberkulose.

Tilmeld dig Pios nyhedsbrev

Som svag astmatiker og mobbeoffer var disse fortællinger gudedrikke, fordi de handlede om individer, der i sidste ende var gode nok, og måske også bedre end dem, der bare slår ned på de svage.

Er i dag en klassiker

Richard Adams’ roman var ikke nem at sælge til et forlag. Gang på gang fik han afslag, og endte med at udgive Kaninbjerget på et mindre forlag, der ikke engang formåede at sælge den ordentligt.

Selv bogens titel, der henviser til det specifikke sted, hvor en stor del af handlingen foregår, gjorde ikke meget for at tiltrække læsere, men alligevel endte romanen med at få stor opmærksomhed, og i dag er den en klassiker.

Bogen er derfor også en særdeles brutal fortælling

'Kaninbjerget' er, først og fremmest, original og anderledes, fordi den evner at kombinere to ellers uforenelige dimensioner: 

På den ene side er den opbygget ligesom mange andre børnebøger, hvor dyr har fået menneskelige egenskaber, hvilket gør, at man som læser kan identificere sig med dem.

På den anden side evnede Richard Adams at skildre kaninernes barske og anderledes tilværelse, deres dyriske levevis, der ikke svarer til menneskets selvforståelse.

Bogen' er derfor også en særdeles brutal fortælling, samtidig med, at den også indeholder nuttede og kærlige passager.

img_7514.jpg

Fællesskabet er vejen frem

Dens mytologiske opbygning og klassiske opbygning har gjort, at flere kritikere har bemærket, at den minder om for eksempel ’Odysseen’, hvilket gør, at adskillige mennesker verden over, kan spejle deres folks historie i den, og identificere denne med de oprørske kaniner, der ikke vil knægtes.

Kort sagt, så handler Kaninbjerget om denne mindre gruppe kaniner, der erfarer, at deres habitat vil blive udsat for et angreb i form af total udslettelse, grundet menneskets ønske om at bygge på deres bosteder.

Det er fællesskabet og den gensidige respekt, der er vejen frem

Denne gruppe flygter med håbet om at finde et nyt hjem, og på deres farefulde færd møder de både kaniner, der lever i bure hos mennesker, og en civilisation af krigeriske kaniner, der holder deres hunner nede og straffer alle dissidenter.

Kaninbjerget handler om, hvorledes flertallet af individer i sidste ende vinder over dem, der via militaristisk styrke og magtstrukturer holder dem nede.

Det er fællesskabet og den gensidige respekt, der er vejen frem.

Overraskende stærk oplevelse

'Kaninbjerget' er mange gange forsøgt gengivet som film, første gang i 1978, og sidste gang som en miniserie, som man kan se på Netflix.

De er alle sammen hæderlige forsøg, men hver eneste gang har problemet været, at enten den mere nuttede del af fortællingen har overskygget den mere vilde og brutale, eller omvendt.

Nu er 'Kaninbjerget' udkommet som tegneserie (eller grafisk roman, som man kan kalde det), skabt af James Sturm og Joe Sutphin.

Joe Sutphins tegninger er vildt betagende

Her går det hele op i en højere enhed, og jeg må indrømme, at jeg er forbløffet over, hvor godt den er konstrueret. Den er dramatisk og karakterskildringerne er knivskarpe. Og ligesom med originalen kan man som voksen også læse den med stor fornøjelse.

Joe Sutphins tegninger er vildt betagende, og man glemmer dem sent igen. James Sturms evne til at nedskalere den originale fortælling, uden at de væsentligste elementer lider stor skade af det, er også overraskende.

Samtidig er begge kreatører ydmyge nok til at pointere, at man jo også bør læse den originale udgave i dens herlige helhed.

Læsningen af ’Watership Down’ som tegneserie var for mig en overraskende stærk oplevelse, der vækkede kære erindringer fra min egen barndom, men bogen kan også læses uden, at man har sådanne, tidligere indtryk.

img_7513.jpg