Selvom vi i 54 år har troet på det modsatte, så er det ikke lykkedes for Folkeskolen at bryde den negative sociale arv.

I 1965, da nye lærere påbegyndte deres arbejde, blev det også sagt, at folkeskolen ikke var i stand til at mindske sociale uligheder. 


Der er altså ikke sket nogen afgørende forskel i 54 år



Det samme påpeger seniorforsker Rasmus Landersø i en undersøgelse foretaget af Rockwool Fonden. Seniorforskeren kalder det bekymrende, “at folkeskolen ikke i højere grad evner at mindske elevernes negative sociale arv”.

Der er altså ikke sket nogen afgørende forskel i de 54 år, der er gået siden, hvilket er mere end tankevækkende.

Vi troede alle sammen på det 

På trods af en mere rummelig folkeskole med barnet i centrum, som min årgang af kolleger argumenterede for og fik i 1975, så er det således ikke lykkedes at bryde den negative sociale arv. Fra 1975 blev skolen mere demokratisk, den integrerede bredere elevgrupper og er blevet understøttet af et lærerkorps, der motiverer børnene i stedet for at straffe dem.

Det synes derfor som om, at dogmet omkring skolen som den kraft, der skal løse sociale problemer simpelthen ikke holder, selvom vi (næsten) alle troede det.

Skolen lever ikke op til forventningen om at bryde den sociale arv

Man kan også bare spørge sine børnebørn om, hvad de lærer i skolen. Når jeg sammenholder deres pensum med det, jeg afsluttede skolen med i f.eks. matematik, så arbejder børnene i 5. klasse med noget, som jeg knap nok forstod, da jeg forlod skolen efter ti års skolegang.

Generelt set har skolen løst sin opgave med at uddanne vores børn til den tid, vi lever i i dag med bravour, hvilket man langt fra altid bliver krediteret for.

På trods af det lever skolen ikke op til forventningen om at bryde den sociale arv.

Fanden tager de sidste 

Denne forventning var et resultat af en socialdemokratisk forestilling om, at samfundet skulle ændres fredeligt og ordentligt gennem opdragelse af en ny, myndig samfundsborger, der efterhånden kunne nå frem til frihed, lighed og broderskab, som var den franske revolutions credo gennem et samarbejde med kapitalen.

Folkeskolen har været i stand til at producere den fornødne, veluddannede arbejdskraft, men ikke udligne klassemodsætninger, og spørgsmålet er, om den efterhånden store middelklasse er i stand til eller har lyst til en sådan forandring.

Kapitalen har for længst gjort det helt store flertal til bevidstløse forbrugere

Så fanden tager som altid de sidste! 

Kapitalisme i den moderne form drejer sig ikke kun om at berige sig, men berige sige gennem magtovertagelse af verdensøkonomien, og ikke mindst er det helt afgørende, overtagelse af vores bevidsthed om, hvad det vil sige at være borgere i klassebestemte samfund.

Kapitalen har for længst gjort det helt store flertal til bevidstløse forbrugere. Det gælder ikke kun eleverne, der afspejler deres forældres vaner og er optaget af at se rigtige ud, det gælder i lige så høj grad lærerne, der som middelklasse reflekterer de samme forhold, og som ikke mindst i konflikten med staten blev påmindet om, hvordan deres rolle var defineret.

Blind for klassemodsætninger 

Kapitalisme har ingen interesse i at modgå klassemodsætninger. Den baserer sig på og arbejder for at opretholde sådanne.

Efter Ritt Bjerregaards banebrydende 75-lov har Socialdemokratiet i det 21. århundrede langsomt afskrevet Bomholts ideal om en omdannelse af klassesamfundet gennem uddannelse og accepteret et borgerligt dannelsesideal, der bygger på middelklasseidéer, der systematisk er renset for klassetænkning og de modsætninger, der er indbygget i et klassesamfund.

Den “frie” lærer, der har karakteriseret den danske lærerstand, hvor skoleledelsen er gået fra at være den første blandt ligestillede til at være den suveræne direktør for virksomheden, har været det afgørende nyliberalistiske brud med den eksperimenterende lærer.

Også lærerne er middelklasse og dermed delvis blind for klassebestemte forhold

Lærerstanden som sådan har næppe mistet den sociale medfølelse, men også lærere er middelklasse og dermed delvis blind for klassebestemte forhold, men dertil kommer, at de sidste tyve års politiske bestræbelser har ført til, at folkeskolen har tabt den ideologiske kamp til de private skoler, samtidig med at folkeskolen er blevet gjort ufri gennem systematiske kampagner, der har snøret lærerne ind i stadig strammere tøjler.



Disse årsager gør, at folkeskolen ikke længere er eller kan være en forandrende kraft.

Den frygtelige sandhed

Afslutningen af det klasseløse samfund har vist sig ikke at være muligt, selvom vi troede på det for 50 år siden. Derfor peger Rockwool fondens konklusion også det forkerte sted hen, og så længe ingen vil beskæftige sig med den reelle baggrund for den manglende forandring, vil intet ske.

Hvorvidt det skal ske gennem en revolution - fredelig eller blodig - vil fremtiden vise, men skolen evner ikke at løse den slags problemer, uanset hvor mange besværgelser, der foretages.

Grundlaget for forandringer ligger i, hvordan en ændring af de materielle vilkår

Grundlaget for forandringer ligger i, hvordan en ændring af de materielle vilkår kan danne basis for en løsning af problemstillingen.

Hvis vi skal fjerne den negative sociale stilstand, så kræver det opgør med store kapitalinteresser, det kræver skærpet omfordeling af verdens værdier, og indsats, der baserer sig på solidaritet, hensyntagen og langvarig indsats.

Den langvarige indsats handler om 1) at tage det økonomiske pres af familierne, hvor borgerløn kunne være en hensigtsmæssig aflastning og 2) et flersidet mentorsystem, der rækker ud over de offentlige tilbud, der kan gives i dag. Mentorer skal både nedbryde barriere på arbejdsmarkedet og sikre børnene en ekstra hånd i dagsinstitutionerne.  

Der er således tale om en totalindsats. Målet er forandring. Resultatet er myndige mennesker, der kan tage vare på sig selv og give tilbage til fællesskabet.

Revolution eller ej, så kan folkeskolen ikke alene løse de sociale udfordringer. Det er den frygtelige sandhed.