”Det her skal kraftedeme frem på bordet.”

Anklagen - og hvad der kraftedeme skal frem på bordet - er, om TV 2 med den nu berømte/berygtede falske historie om Grønlands landsstyreformand Múte B. Egede, fra SF’s søsterparti  Inuit Ataqatigiit (IA), begik en beklagelig fejl. Eller om stationen  faktisk forsøgte at påvirke det grønlandske valg.

Hvilket Múte B. Egede mener, efter at Berlingske senest har beskrevet et 11 sider langt anonymt notat, TV 2 fik overdraget kort inden valget i april og som blev hovedkilden til  historien, der detonerede som en politisk bombe i den grønlandske valgkamp. Valgkampen blev fulgt af flere stormagter, og ikke mindst debatten om en uranmine i den sydlige del af Grønland, som IA var modstander af, spillede en vigtig rolle.

Det bliver legitimt at påvirke et demokratisk valg

“Det er et stort problem, hvis det bliver legitimt at påvirke et demokratisk valg på den måde,” lyder det fra Múte B. Egede, der har kaldt historien for “forsøg på et karaktermord.” 

Elefanten i rummet

Artiklen blev udgivet under redaktionschef Ulla Østergaards ledelse og netop den tidligere særlige rådgiver for daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er tidligere blevet kritiseret for at have haft “for tætte bånd” til Venstres ledelse og ikke mindst netop Lars Løkke Rasmussen.

Samtidig er elefanten i rummet selvfølgelig Ulla Østergaards ægtefælle, den tidligere særlige rådgiver for skatteminister Troels Lund Poulsen (V), Peter Arnfeldt. Intet forbinder dog Peter Arnfeldt med TV 2’s historie, og den som antyder noget sådan, får det læst og påskrevet (som det er sket for Politikens debatredaktør, Magnus Barsøe).

Kritikken af TV 2’s historie fik tidligere på måneden Ulla Østergaard til stoppe som redaktionschef, og TV 2 har gentagne gange beklaget historien.

Revolutionen

Men uanset det bare er en beklagelig fejl eller et forsøg på at påvirke det grønlandske valg, har mistanken mod den såkaldte borgerlige presse altid være (u)udtalt på venstrefløjen. Og ikke mindst til de trykte medier, hvor Danmark fortsat er domineret af aviser, der har et borgerligt værdigrundlag.

I Berlingske Medias redaktørerklæring fra 1948 fremgår det eksplicit, at bladenes - og altså Berlingske, Weekendavisen og B.T.s - grundsyn er “konservativt.” Alle nyansatte redaktører i Det Berlingske Hus underskriver erklæringen, hvor de forpligter sig til at lede ”de Berlingske blade i national og demokratisk ånd, i ærbødighed for kristendommen og i troskab mod fædreland og kongemagt.”

Plantede løgnehistorier

Som et medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse forklarede tilbage i “revolutionssommeren” 2012, efter at netop Berlingske havde sat sig for at undersøge, hvordan det nu lige var med Liste Ø og revolutionen, så kunne der af samme årsag blive behov for at  lukke “udvalgte medier” efter denne. Erfaringen fra Chile var nemlig, at USA efter valget af socialisten Salvador Allende som præsident i 1970 “plantede løgnehistorier” i pressen og dermed forsøgte at tilbagerulle revolutionen.

Hvilket som bekendt lykkedes.

Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, måtte udsende en pressemeddelelse, hvori han konstaterede, at han gik ud fra, hovedbestyrelsesmedlemmet var fejlciteret. Men for en sikkerheds skyld understregede gruppeformanden, at det under ingen omstændigheder kan komme på tale at lukke en eller flere borgerlige aviser.

Heller ikke efter revolutionen.

Storbyopinionen

Mindre radikalt tænkte Socialdemokratiets daværende gruppeformand, Henrik Sass Larsen, inden folketingsvalget i 2011 højt om at skære portostøtten til Berlingske og gik faktisk dengang så langt som at kalde kampen mod den “borgerlige meningsdannelse” i aviserne for en af 2010’ernes vigtigste kulturkampe. Året efter var Henrik Sass Larsen med til at grundlægge Netavisen Pio, der "tager afsæt i et demokratisk socialistisk idégrundlag."

Senest advarede journalisten og forfatteren Lars Olsen så tidligere på måneden  om, at “storbyopinionen” sætter dagsordenen i medierne.

“De borgerlige dagblade og TV 2 News er højreliberale, DR, Politiken og Information venstreliberale,” skrev Lars Olsen i Weekendavisen.

Der udløses en regeringskrise

“Resultatet er et pres, der får støttepartierne til at skærpe kursen og skabe mistrøstighed omkring en af Europas få venstrefløjsregeringer. Truslerne fra Radikale og Enhedslisten er efterhånden lige så hyppige som forårets regnbyger; faren er, at bordet på et tidspunkt fanger, og at der udløses en regeringskrise, ingen egentlig har interesse i.”

Erhard og Aktive Lyttere

Venstrefløjen er imidlertid ofte blevet overdøvet af højrefløjen som mener, at journalister i almindelighed - og Danmarks Radio i særdeleshed - er nogle røde lejesvende. Erhard Jakobsens Aktive Lyttere og Seere fik i starten af 00’erne følgeskab af Morten Messerschmidts Kritiske Licensbetalere. Og Ole Birk Olesens 180Grader.dk fik det af Karen Jespersen og Ralf Pittelkows Den Korte Avis.

Som chefredaktøren på det senest skud på stammen, Kontrast, siger, kan det godt være, at aviser som Berlingske – på papiret – er blå. Men journalisterne, som skriver artiklerne, er røde.

”Det afspejles i forhold til prioriteringen af det redaktionelle stof, at 80 procent af danske journalister stemmer til venstre for midten,” som chefredaktøren, Mikkel Andersson, har forklaret.

Nogle bestemte politiske udgangspunkter

”Hvilket kommer til udtryk på mange måder. Jeg synes ikke nødvendigvis, at det er dårligt. Det er legitimt med en vis frihed til at udvælge stofområder i danske medier og journalisterne selv er med til at præge deres dækning af begivenhederne. Men man skal være opmærksom på, at det kommer til at afspejle nogle bestemte politiske udgangspunkter og implicitte værdidomme.”

Både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har da også oprettet deres egne medier i form af henholdsvis ditOverblik.dk og Reflektor, programmet der “kigger journalisterne over skulderen”, som det hedder.  

Fox News 

Videnskabelige undersøgelser har dog altid haft svært ved at finde en sådan politisk bias i dækning af dansk politik Mens en uvidenskabelig optælling til gengæld afslører, at når DR’s journalister beslutter sig for at gå ind i politik, så stiller de ofte op for de borgerlige partier.

Hvilket startede med Uffe Ellemann-Jensen (V) og foreløbig er sluttet med Morten Løkkegaard (V) med den tidligere VS’er Karen Jespersen som undtagelsen, der bekræfter reglen (selv om hun sluttede den politiske karriere i Venstre).

I al fairness skal nævnes, at Morten Messerschmidt mener, at dette skyldes, at disse ikke kan holde ud at være i “det venstreorienterede miljø.”

Spørgsmålet er, om medierne et langt stykke af vejen blot taler til deres læsere, seere eller lytteres fordomme. I USA er Fox News og Breitbart News blevet steder, hvor republikanske politikere har fundet et hjem, og hvor konservative vælgere bliver bekræftet i dét, ingen har turdet sige før – og slet ikke på TV.

Jeg kan lide ben

Fox News har fra starten været båret af værter med holdninger – og for kvindernes vedkommende som regel et kønt, blondt ydre og lange ben (“Jeg kan lide ben,” var én af skaberen, nu afdøde Roger Ailes, kønskontroversielle konstateringer).

”Folk ønsker ikke at blive informerede,” forklarer Roger Ailes i fjernsynsserien "The Loudest Voice.” 

”Folk ønsker at føle sig informerede.”

Hvis man skal omskrive Jim Hackers ord fra BBC’s serie Yes, Prime Minister om de britiske aviser, så bliver Berlingske læst af dem, som styrer landet.

Weekendavisen læses af dem, som tror, de styrer landet. Information læses af dem, som tror, de burde styre landet. Arbejderen læses af dem som tror, at landet burde styres af et andet land. Politiken læses af dem som ikke ved, hvem som styrer landet, men er sikre på, at de gør det forkert. BT læses af konerne til dem, som styrer landet. Børsen læses af dem som ejer landet. Kristeligt Dagblad læses af dem som tror, at landet burde styres, som det plejede at blive styret. Jyllands-Posten læses af dem som stadig tror, at det er deres land.

Og Ekstra Bladets læsere er ligeglade, hvem der styrer landet – bare hun har store bryster.