Partiet er nemlig ikke længere tilhænger af, at pensionsalderen bare skal stige automatisk i takt med at den gennemsnitlige levealder stiger.
“Rigtig god melding fra Socialdemokratiet. Vigtigt at anerkende, at vi ikke kan blive ved med at hæve pensionsalderen. Mange har et hårdt og nedslidende arbejdsliv. Vi skal sikre lønmodtagerne nogle gode år på pension.”
Sådan skrev formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Morten Skov Christiansen, på det sociale medie X kort efter at Berlingske breakede Mette Frederiksens udmelding tirsdag aften.
Formanden for fagforbundet 3F, Henning Overgaard, mener, at S-meldingen fortjener “stor ros”:
det fortjener stor ros
“Det er godt at kunne genkende partiet igen i det her spørgsmål, det fortjener stor ros,” skriver Henning Overgaard i et opslag på Facebook.
Overgaard føjer til, at den stigende pensionsalder skaber stor utryghed blandt 3Fs medlemmer:
“Det er rigtig godt, at man politisk nu tager fat på den debat i kølvandet på Pensionskommissionens arbejde. Den stigende pensionsalder og den politiske uro om tilbagetrækningsordningerne skaber stor utryghed blandt 3F’s medlemmer.”
HK-formand, Anja C. Jensen, glæder sig i et opslag på Facebook over udmeldingen fra Mette Frederiksen:
“Så jeg er glad for, at statsminister Mette Frederiksen i går aftes meldte klart ud, at Socialdemokratiet vil gøre op med, at en stigning i leveår og en stigning i pensionsalder helt automatisk er afhængige af hinanden,” skriver HK-formanden på Facebook.
Formanden for BUPL, Elisa Rimpler, erklærer sig i et opslag på X helt på linje:
“God melding fra Socialdemokratiet. Det er i dag svært at være pædagog op i 70’erne med de vilkår vi har i dag. Pensionsalder bør derfor ses i sammenhæng med arbejdsmiljø, seniorordninger og muligheder for tidligere tilbagetrækning. Ser frem til debatten.”
På arbejdsgiversiden er reaktionen på S-udmeldingen ganske negativ.
Direktør hos Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, skriver på X:
Dansk Erhverver uforstående
“Socialdemokratiets udmelding om at ændre velfærdsaftalen er bekymrende. Dansk Erhverver uforstående overfor, at man vil vende ryggen til en aftale, der har sikret en stærk økonomi. Arbejdskraft er nemlig den nye valuta – derfor bør vi tale om, hvordan vi får flere kollegaer ikke færre.”
Direktør hos Dansk Industri, Lars Sandahl, betegner på X S-meldingen som “dybt bekymrende”:
“Det er dybt bekymrende, at S vil løbe fra en af de allervigtigste aftaler for hele det danske samfund de seneste 50 år. Det er ganske enkelt ikke til at forstå, at et af partierne bag aftalen nu dropper den, så regning skubbes videre til fremtidige generationer.”
Hos Dansk Arbejdsgiverforening betegner direktør Jacob Holbraad det som “en rigtig dårlig ide” at droppe den automatiske forhøjelse af pensionsalderen:
Rigtig dårlig idé
“Rigtig dårlig idé at sløjfe levetidsindeksering af folkepensionsalder efter 2040. Når vi bliver ældre, giver det også mening, at vi skal arbejde længere. Ellers tipper balancen, og det kommer til at koste muligheder for fremtidige generationer.”
Kommentarer
Det er ikke kun økonomi det drejer sig om -
Det er som om man glemmer at kroppen har sin biologi - derfor kan man heller ikke lade pensionsalderen stige hele tiden sideløbende med at den biologiske nedbrydning finder sted .
Derfor hilser jeg en debat om den stigende pensionsalder mere end velkommen - Fordelen for S er at de er medunderskriver på velfærdsaftalen for 2006 -det sætter dem i en position hvor de kan opsige aftalen og kræve en genforhandling af vilkårene i aftalen -
Der findes jobs, man sagtens kan fortsætte i, til man er 77, og det er der ikke noget galt med, hvis den forventede levealder til den tid er vikset med 10 år ift. nu.
Men der er godt nok også jobs, hvor det ikke er noget realistisk bud, heller ikke selvom der kommer flere hjælpemidler, bedre arbejdsmiljø og bedre regler om løft osv.
Og så skal vi ikke glemme, at selvom den gennemsnitlige levealder stiger, er der stadig et markant efterslæb blandt dem med jobs i den sidste kategori.
Om det er muligt at ave en fornuftig differentiering ift. hvilket arbejdsliv, man har haft, ved jeg ikke. Men det ville helt klart være det optimale, selvom akademikerne givetvis vil stritte imod imod alt, de har.
Jeg tror lige man skal klappe hesten og vende skråen et par gange.
Mette F. er en udregnende og snu dame. Der er masser af ting der skal rettes op på, før S. igen er et det rigtige Socialdemokrati.
En svale gør jo ingen sommer, og vejret er for varmt til valgflæsk.
Jeg er lidt ambivalent. Som udgangspunkt er det en god udmelding. Der bør være en fornuftig grænse for hvor længe vi skal arbejde, og den bør ikke bare stige i en uendelighed. Men det har store økonomiske konsekvenser at vi bliver meget ældre, uden at lægge penge i statskassen. Hvis økonomien kan bære det, så er det en rigtig god ide, men vi skal være sikre på det er bæredygtigt. Men dejligt med en ægte Socialdemokratisk udmelding
I en periode af mit liv levede jeg af at flytte flygler. Det var hårdt arbejde, men jeg var ung og stærk, og jobbet var godt betalt, så det var okay. Nu er jeg en ældre mand, der ville falde død om, hvis jeg forsøgte at flytte et flygel. Men de borgerlige mener alligevel, at jeg skal fortsætte med at flytte flygler til jeg er 75.
Problemet er, at "arbejde" er et abstrakt ord. "Vi skal arbejde længere", får vi at vide, og så op i røven med, om nogle af os slider os en pukkel til i processen.
Arbejde er altid konkret, og noget arbejde er mere nedbrydende end andet. At flytte flygler er måske et ekstremt eksempel, men hvor går grænsen? Hvornår er et job nedslidende? Selv kontormus risikerer jo at få musearm og gigt i fingrene.
Når man tænker på alt snakken om den teknologiske udviklings betydning for samfundet fremadrettet og de goder der følger med - Så forekommer diskussionen om behovet for en stigende pensionsalder begrundet med fremtidig mangel på ledige hænder - temmelig absurd -
For er det ikke meningen at den teknologiske udvikling skal bidrage til at frigøre ressourcer der i dag er bundet op på manuelt arbejde ? Det nu nedlagte Disruptionråd skønnede at et stort antal af de medarbejdere der idag er beskæftigede med admininistration og lignende vil kunne erstattes af teknologiske løsninger fremover -
Derfor er det sund fornuft at kigge på velfærdsaftalen fra 2006 som åbenbart for nogle er at betragte som den hellige gral - med nutidens klare øjne .