Det er til foråret fem år siden, at SF’s formand Pia Olsen Dyhr overtog opgaven med at samle stumperne af et nærmest dødsdømt parti op. Den mission er lykkedes, og nu drømmer SF så igen om komme tilbage til regeringskontorerne. Derfor er det naturligvis oplagt at skrive et længere portræt af formanden. Det har Berlingskes mangeårige politiske redaktør Thomas Larsen gjort.

Historien begynder med hendes opvækst i en skilsmissefamilie på den københavnske vestegn, præget af en alkoholiseret far, med hvad der beskrives som et ”voldsomt temperament” – om det så betyder, at han også indimellem var voldelig, hænger lidt i luften. Forældrene blev skilt da Pia Olsen var 11.

Men på trods af den indimellem vanskelige opvækst, så fandt den unge og godt begavede Pia Olsen i stedet et fristed i skole, bøger og i SF’s Ungdom, som hun endte som formand for. Undervejs blev det til en universitetsuddannelse i statskundskab og en kortere karriere i to NGO’er, inden hun kom i folketinget i 2006.

Her var hun ikke en del af Villy Søvndals inderkreds, men passede pligtskyldigt sine ordførerskaber, men da SSFR-overtog regeringsmagten i 2011, blev hun alligevel hentet ind som handelsminister og senere transportminister, fordi hun på grund af hendes flittighed og engagement ikke var til at komme udenom. Og som pligtskyldigt trådte til som redningsmand, da Anette Vilhelmsen måtte kaste håndklædet i ringen.

Træder på bremsen

At Pia Olsen Dyhr stadig er aktiv i politik, begrænser naturligt hendes muligheder for at sige noget kritisk og derfor også brugbart om de nuværende med- og modspillere.

Özlem Cekic bliver betegnet som værende ”ikke en holdspiller”

Derfor bliver det også mest til nogle spark bagud til regeringsfæller som Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydon og til tidligere partifæller som Thor Möger, Astrid Krag, Jesper Petersen og Ida Auken, som ikke havde formået at få SF’erne med på deres fornyelse af SF. Den tidligere SF’er Özlem Cekic bliver betegnet som værende ”ikke en holdspiller”. Så er der vist heller ikke sagt for meget.

Mere interessant er det, når Pia Olsen Dyhr er både kritisk overfor venstrefløjen og selvkritisk overfor sig selv. ”Jeg ejede ikke tvivlens nådegave,” indrømmer hun om forløbet, hvor hun – uden en plads i Folketinget – i 2005 udfordrede Villy Søvndal om at afløse Holger K. Nielsen som SF-formand. Et valg som hun tabte med et brag.

Stadig plads i erindringerne

Det er Berlingskes politiske redaktør og hof-rapporter Thomas Larsen, der har ført pennen. Det gør han meget loyalt og temmelig ukritisk i forhold til  hovedpersonen og hendes politiske projekt.

Indimellem bliver det lidt svært at skelne mellem, hvornår det er Pia Olsen Dyhr, der mener noget, og hvornår det er den politiske kommentator Thomas Larsen, der udlægger teksten. Er det en samtalebog eller en portrætbog? Svaret er nok, at det er lidt begge dele.

Om det er erfaringerne fra dækningen af kongehuset, der spiller ind, så har Thomas Larsen en særlig evne til at puste helt almindelige hverdagsting op, ved hjælp af tillægsord, så helt almindelige møder bliver ”vigtige møder”, medarbejdere bliver ”dygtige” og så videre. Når man først en gang er begyndt at lægge mærke til det, så skærer det i øjnene hver gang.

Jeg ejede ikke tvivlens nådegave

Et meget konkret eksempel når Pia Olsen Dyhrs tid som handelsminister, som hun selv indrømmer, var en sær konstruktion og ”en niche” uden den store bevågenhed, men som forfatteren alligevel vælger at tage i forsvar. Man skal jo nødig beskylde folk for at have spildt deres tid.

For eksempel er der hele forløbet om skolereformen, som i lange træk er en genfortælling af forløbet med udgangspunkt i lærerforeningens bog ”Søren og Mette i benlås”. Og selvom Pia Olsen Dyhr sidder helt tæt på, så er hendes eneste bidrag til diskussionen, at hun giver Anette Vilhelmsen skylden for ikke at have set faldgruberne og et ”måske” til det hele afgørende spørgsmål, om der nu også var en sammensværgelse mellem regeringen og KL.

Der havde det været mere interessant at komme tættere på Pia Olsen Dyhrs egen udlægning af forløbet. Men det må nok vente til erindringerne.

For folk der følger meget med i politik, bringer bogen ikke meget nyt til historien om SF’s tid i regering og de sidste fire kapitler, som mest er alt, er programerklæringer om SF’s holdning til klima, velfærd, udlændingepolitik og lidt causering om den parlamentariske situation efter et valg, har også været beskrevet indgående i dagspressen.

Men vil man gerne have en opfrisker på SF’s nyere historie og indre liv, og vil man gerne vide lidt mere om personen og politikeren Pia Olsen Dyhr, så er bogen et rigtig godt sted at starte.

Thomas Larsen: Pia Olsen Dyhr - Mønsterbrud og opbrud. 352 sider. Er udkommet på Gyldendal.