Traditionelt plejer valgdeltagelsen til europaparlamentsvalget at være noget lavere end til folketingsvalget – men EP-valget er mindst lige så vigtigt som et folketingsvalg. Især hvis man som jeg er beskæftiget i bygge- og installationsbranchen.
Vi oplever i Danmark et stigende pres på vores løn- og arbejdsvilkår fra udstationerende virksomheder, der udfører arbejde til lavere løn og på ringere arbejdsvilkår end det, der er sædvanligt i Danmark.
Det er et problem – fordi det er med til at presse lønningerne ned.
Hvis vi i fagbevægelsen skal have succes i vores kamp mod social dumping, så kræver det stærke danske repræsentanter i Europa-Parlamentet, der kerer sig om vores arbejdsmarkedsmodel – og som forstår, at fri bevægelighed skal være fair bevægelighed, og at konkurrenceevne ikke må veje tungere end vores rettigheder som arbejdstagere.
Det er afgørende, at vi får mere og bedre kontrol. Vi skal have indført et europæisk ID-kort til udenlandske arbejdstagere, så det bliver nemmere at kontrollere løn, arbejdsvilkår og skattebetaling.
Og det er på tide, at vi sikrer, at offentlige udbudskroner ikke går til tvivlsomme virksomheder, der groft underbetaler deres medarbejdere, som vi har set det på flere offentlige byggerier – bl.a. det nye Odense Universitetshospital (OUH), hvor Blik- og Rørarbejderforbundet, Kreds Sydjylland-Fyn kunne påvise både vold og underbetaling.
På valgdagen, søndag den 9. juni, har vi mulighed for at gøre vores stemme gældende og sætte fokus på vigtige arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål.
Lad os gå til stemmeurnerne og støtte de kandidater, der vil kæmpe for vores rettigheder og for et retfærdigt og ordentligt arbejdsmarked!