Blikket rettes lynhurtigt mod pressen, hvilket en erfaren mediekvinde som tidligere chefredaktør ved Berlingske Tidende og Det fri Aktuelt, Lisbeth Knudsen gjorde det forleden i Altinget – og hun har selvfølgelig ret.

Men samtidig er det værd at grave lidt dybere.

For måske er det hele den europæiske konstruktion, som volder vælgerne problemer?

Men lad os tage pressen først.

Det er tankevækkende, at den lave deltagelse til EP-valgene ikke kun er et dansk fænomen. Det går igen i hovedparten af de ”gamle” EU-lande.

Forklaringen kan selvfølgelig være, at medierne i disse lande i lighed med de danske først interesserer sig for Europa parlamentet, når valget nærmer sig, og det sædvanlige politiske drama og valgcirkus får lidt EU-blå farve som baggrund.

Det er rigtigt, og det kan undertegnede som mangeårig korrespondent i Bruxelles for aviser som Information, Det fri Aktuelt og senest Politiken skrive under på.

Færre ressourcer

Det handler ikke om manglende vilje eller dovenskab hos korrespondenterne. Nøgleordet er ressourcer, og de er blevet mindre.

Under min sidste tørn i Bruxelles – for Politiken – udgjorde Politikens redaktion to korrespondenter og lejlighedsvis en praktikant. I dag er tallet en.

Det samme er tilfældet for de øvrige skrevne medier.

I de allerseneste år har selv de store dagblade skåret yderligere på deres udlandsredaktioner

Arbejdsopgaverne er ikke blevet mindre, og de er enorme. For ud over at dække de tre EU-institutioner – parlament, Det Europæiske Råd (topmøder) og Kommissionen – følger en Bruxelles-korrespondent også Nato.

I de allerseneste år har selv de store dagblade skåret yderligere på deres udlandsredaktioner – på trods af mediebossernes skåltaler om nødvendigheden af internationalt udsyn osv.

Og Bruxelles-korrespondenterne tager derfor også en tørn med opgaver, der ikke altid ligger indenfor deres ”pastorat”.

Mediernes medansvar

Så Lisbeth Knudsen og andre kritikere har ret. Mediernes bestyrelser og chefredaktioner vil pege på, at pressen er under et stærkt økonomisk pres, som ikke vil blive mindre de kommende år.

Det er også rigtigt.

Spørgsmålet er så, om de bruger ressourcerne på den rigtige måde? 

For der er en skrigende modsætning mellem proklamationerne om, at et styrket Europa er et værn mod en truende verden og den manglende vilje til at sætte journalistiske kræfter ind på at dække europæisk politik – ikke kun fra Bruxelles, men også fra de vigtigste europæiske hovedstæder.

De politiske partier har lige fra begyndelsen behandlet EU-parlamentet som et politisk stedbarn

Får Christiansborg-redaktionerne – som jeg også kender fra personlig erfaring – for meget?

Medierne har et medansvar for den manglende interesse for det forestående valg, men det er heller ikke nemt.

De politiske partier har lige fra begyndelsen behandlet EU-parlamentet som et politisk stedbarn, og det er helt tydeligt ikke gået op for dem, at EP’s indflydelse og beføjelser på lovgivningsområdet er taget voldsomt til i de seneste år.

Det fjerne EU

Parlamentarikerne har gennem slid og dygtigt politisk arbejde tvunget stats- og regeringscheferne, som har gjort alt for at bevare kontrollen og mindske parlamentets indflydelse, til at afgive magt i en sådan grad, at EP ikke er til at komme udenom.

Problemet i forhold til offentligheden er, at parlamentet er langt væk fra Stockholm, Bukarest, Riga og Lissabon.

Ingen EU-parlamentariker er kendt udenfor sit eget land

Holder det til i Bruxelles eller Strasbourg? Begge steder, men det er ikke seriøst.

Ingen EU-parlamentariker er kendt udenfor sit eget land.

Lovgivningsprocedurerne er komplicerede, og de jævnlige magtkampe mellem EU-kommissionen og parlamentet gør det svært at følge en sag – og for medierne at beskrive den fortløbende.

Myten om ”demokratisk underskud”

Det handler ikke om et ”demokratisk underskud”, som EU-modstanderne talte om tidligere.

Alene det folkevalgte parlaments voksende indflydelse gør den påstand absurd.

Nye udvidelser af EU vil ikke gøre det nemmere

Men hele konstruktionen er kompliceret og fjern, og den fremstår for de fleste europæere som abstrakt, hvilket ikke forhindrer et stort flertal af dem i at støtte det europæiske samarbejde.

Nye udvidelser af EU vil ikke gøre det nemmere.

Så måske skulle politikerne fra Helsinki til Athen i løbet af den kommende valgperiode tage nogle grundige debatter om det europæiske samarbejdes arkitektur og måde at fungere på? 

Det er komplicerede sager, men Maastricht-traktaten fra 1992-93, der gjorde samarbejdet til en union, var en gigantisk udfordring, som krævede et intenst politisk arbejde, og som blev båret frem af visionære ledere med den franske formand for EU-kommissionen, Jacques Delors, i spidsen.

De lukkede døre

Parlamentet fik mere at skulle have sagt, og det skal have mere indflydelse i fremtiden.

Det skal blandt andet have bedre muligheder for at kontrollere EU-kommissionen, der mildt sagt ikke er præget af åbenhed, og som i sager som miljø, forbrugerbeskyttelse og andre borgernære temaer næsten systematisk læner sig op ad erhvervsinteresser.

Det har været dræbende for interessen for parlamentets arbejde

Og så vil det ikke gøre noget, hvis socialdemokrater og borgerlige skruer ned for det mangeårige samarbejde og studehandler om formandskaber og udvalgsposter for at sikre sig maksimal indflydelse.

Det har været dræbende for interessen for parlamentets arbejde, og det har sendt signaler om sammenspisthed og politik bag lukkede døre, hvilket er den sikre vej til at skræmme vælgerne langt bort – eller kaste dem i armene på demagoger og ekstremister.