Men på Liste Ø's digitale årsmøde i pinseferien skal de delegerede tage stilling til et forslag om fremover at vælge en partisekretær “til styrkelse af Enhedslistens partiorganisation og medlemsdemokrati,” som det hedder i forslaget.

Forslaget er stillet af blandt andre Enhedslistens tidligere finansordfører, Pelle Dragsted, EU-parlamentarikeren Nikolaj Villumsen og folketingsmedlem Rasmus Vestergaard Madsen, og i begrundelsen skriver de, at “en del af årsagen til vores stagnation er fraværet af en egentlig organisatorisk leder, der er valgt af medlemmerne.”

Ifølge forslagsstillerne er organisationen ikke fulgt med siden stiftelsen i 1989, hvor de tre små sammenbragte partier, DKP, VS og SAP, havde under 1000 medlemmer og Liste Ø lå under spærregrænsen.

“I dag er vi 10.000 medlemmer og en magtfaktor i dansk politik,” skriver de.

“Siden da har vi valgt at have en politisk ordfører, der tegner Enhedslisten ud af til i den offentlige debat, men ledelsen af vores partiorganisation har stort set ikke ændret sig siden dengang.”  

Søsterpartier har succes

Rasmus Vestergaard Madsen henviser i dag til, at Enhedslistens udenlandske søsterpartier har haft succes med netop en partisekretær. En sådan skal dels være bindeled mellem de forskellige dele af organisationen. Og dels koordinere den organisatoriske udvikling.

“Vi lægger i første omgang kun op til, at man undersøger, hvilke model for en partisekretær, som er den bedste løsning,” siger Rasmus Vestergaard Madsen til Netavisen Pio.

“Der er ikke nogen klar beslutning om, at det skal være en urafstemning, eller om årsmødet vælger partisekretæren. Der er selvfølgelig en demokratisk legitimitet i at blive valgt, men derudover skal partisekretæren jo arbejde ud fra de retningslinjer, som årsmødet og hovedbestyrelsen samt forretningsudvalget udstikker.”

Frygter topstyring

Sidstnævnte er en henvisning til, at forslaget på forhånd er kontroversielt, fordi det ikke kun handler om, at der skal være en, som sørger for at få åbnet posten, betalt regningerne og indkaldt til møderne. Og ellers tænker tanker om, hvordan Liste Ø får flere medlemmer.

En valgt partisekretær rokker ved magtbalancen i Enhedslisten og anfægter den magtfulde hovedbestyrelses position.

I dag vælger hovedbestyrelsen blandt sine medlemmer et forretningsudvalg, der mødes en gang om ugen, og dette vælger så en såkaldt FU-ansvarlig, som har det daglige politiske og organisatoriske ansvar mellem møderne i udvalget.

I stedet foreslår hovedbestyrelsen nu selv, at denne får mulighed for at vælge to medlemmer af forretningsudvalget, der frikøbes/aflønnes for at tage sig af dag-til-dag opgaverne.

Ifølge Finn Sørensen, som er medlem af forretningsudvalget, er der brug for at styrke “den politisk-strategiske ledelse” af partiet. Men Finn Sørensen advarer mod at vælge en partisekretær enten ved en urafstemning eller på årsmødet.

“Hvilket mandat har partisekretæren så i forhold til hovedbestyrelsen, når vedkommende er valgt af årsmødet,” siger Finn Sørensen til Netavisen Pio.

“Jeg tror, at det er skide farligt at skille tingene ad i organisationen. Det forum, der har kompetencen mellem årsmøderne - hovedbestyrelsen – skal også vælge dem, der skal føre hovedbestyrelsens beslutninger ud i livet, hvilket i dette tilfælde er forretningsudvalget. Jeg synes, at forslaget om partisekretær lægger op til en topstyring, vi ikke ønsker i Enhedslisten.”

Arven fra fortiden

Forslaget om en partisekretær kommer samtidig med, at delegerede også skal tage stilling til et andet kontroversielt organisatorisk forslag. Nemlig at ændre valget af hovedbestyrelsens 25 medlemmer, så de vælges ved en vejledende urafstemning på samme måde, som Enhedslisten vælger folketingskandidater. Årsag: Hovedbestyrelsen tegner ikke i tilstrækkelig grad de 9342 medlemmer, lyder det.

Blandt dette forslag står blandt andre også Rasmus Vestergaard Madsen og Pelle Dragsted samt - i dette tilfælde - Finn Sørensen.

Modsat Socialdemokraterne og SF’s tidligere så magtfulde hovedbestyrelser (som i SF’s tilfælde i dag hedder landsledelsen), så har Liste Ø holdt fast i, at ingen er over eller på siden af hovedbestyrelsen. Et princip, som har sit udspring i SF’s sprængning i 1967.

Udbryderne i Venstresocialisterne ønskede ikke en gentagelse af Aksel Larsens topstyring og en selvstændiggjort folketingsgruppe, der lavede forlig med regeringen uden at have medlemmernes opbakning, og da Enhedslisten blev dannet, var der da heller ingen diskussion om, at det blev modellen for det nye parti (VS’s rotationsregler kom også til at gælde for såvel folketings- som hovedbestyrelsesmedlemmer).

Så selv om magtbalancen mellem hovedbestyrelsen og folketingsgruppen langsomt men sikkert har ændret sig til sidstnævntes fordel, siden Enhedslisten først kom i Folketinget ved valget i 1994, har førstnævnte både formelt – og reelt – stadig det sidste ord, når der tages stilling til større politiske aftaler.

Det piercede medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse

I anden halvdel af 1990’erne blev der således talt om, at den daværende Nyrup-regerings liv lå i hænderne på det “piercede medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse”, når folketingsgruppens forhandlere skulle have deres mandat.

Under Thorning-regeringen var det hovedbestyrelsens 25 medlemmer som blåstemplede de historiske aftaler om finansloven i henholdsvis 2011, 12 og 14.

Og senest godkendte hovedbestyrelsen efter folketingsvalget i 2019 med stemmerne 15 for og fem imod (fire undlod) et mandat, som gik forud for den politiske aftale om det såkaldte forståelsespapir med Socialdemokratiet, De Radikale og SF.