”Jeg voksede op i et Labour Party-agtigt hjem og sådan, så jeg stemmer på Labour ved næste valg. Men det er så langt, det kommer. Jeg ved ikke rigtigt, hvad [Jerome Corbyn] går ud på… eller den anden [Theresa May].”

Sådan sagde Liam Gallagher i et interview med Jon Snow på Channel 4 forud for det engelske parlamentsvalg i juni. Om det gælder fodboldklubben Manchester City, rock ’n’ roll, camouflagefarvede parkafrakker eller Labour bør man ikke være i tvivl om hos hvem, den tidligere Oasis-sanger sætter sit kryds: Arbejderklassen.

Man bør ikke være i tvivl om hos hvem, den tidligere Oasis-sanger sætter sit kryds: Arbejderklassen.

Godt nok er Liam Gallagher ikke helt skarp, hvad angår politiske profiler. Det er han sandsynligvis ikke ene om blandt britiske vælgere. Men han kan sit shit, og har ingen problemer med at eksekvere rå, stilsikker rock ’n’ roll eller blide ballader med en tydelige referencer til sit nordengelske ophav.

Er omsider blevet voksen
Sådan er det også, hvad angår hans aktuelle solodebut, As You Were, der udkom fornylig. Et album, hvor den engelske sanger imidlertid brænder noget mere igennem, end det har været tilfældet i meget langt tid. I hvert fald mere end hvad angår Beady Eye, det band, han dannede sammen med de resterende Oasis-medlemmer efter gruppen faldt fra hinanden.

Måske fordi han omsider, ville nogen nok sige, er blevet voksen. I hvert fald voksen nok til at gå til bekendelse. At gøre lige præcis det, der ellers er så forbandet svært. Ikke mindst for en aldrende arbejderknægt som Liam Gallagher, nemlig at sige undskyld:

“For what it's worth I'm sorry for the hurt / I'll be the first to say: I made my own mistakes / For what it's worth I know it's just a word and words betray / Sometimes we lose our way / For what it's worth”

På nummeret “For What It’s Worth” ligger den ellers så iltre ballademager sig fladt ned. Om sangen omhandler storebror Noel Gallagher, der tilbage i 2009 opløste bandet efter et opgør mellem de to slagsbrødre backstage, eller om den omhandler eks-konen og sangerinden Nicole Appleton, der som følge af sangerens utroskab søgte om skilsmisse, er for mere dedikerede fans måske nok pirrende i sin uafgørelighed.

Med sine yndefulde strygere og sine simple, men solide sangskrivning, viser sangen i hvert fald en mere blottet side af den engelske sanger. En ting, nummeret har til fælles med de elleve andre skæringer på albummet.

Sangeren, ikke sangen
Men ingen rock uden rul, og derfor har rocklegenden sig nu heller ikke lagt mere ned, end han nu og da også bider fra sig. Sange som ”Wall of Glass”, ”I Get By” og ”Greedy Soul” udgør på den måde et krads modstykke til albummets mere neddæmpede numre, heriblandt “For What It’s Worth”.

Åbningsnummeret ”Wall of Glass” rammer som et gungrende lokomotiv, der buldrer derudaf.

Åbningsnummeret ”Wall of Glass” rammer som et gungrende lokomotiv, der buldrer derudaf. Masser af guitarer, masser af bluesharpe og tunge trommer, der samlet set varsler konfrontation. En konfrontation, der som var det et slags spejlbillede alt i alt dog er elegant rettet mod både sangeren selv som den anonyme adressat:

”And I don't mean to be unkind / But I see what's in your mind / And the stone you throw / Will turn back in its path / One day you'll shatter like a wall of glass.”

Nummeret viser, at samarbejdet med blandt andet sangskriver Andrew Wyatt og producer Greg Kurstin (Adele, Paul McCartney, Foo Fighters) ikke giver sangerens bekendelser en forloren klang. Men det sætter alligevel en fed streg under, at As You Were er et album, der først og fremmest handler om sangeren. Ikke sangen.

Liam Gallagher går dog stadig til mikrofonen som en bisset bokser, og netop dét har imidlertid sat i præg på stemmebåndet. Men selvom stemmen ikke helt er, hvad den har været, dengang Oasis tilbage i halvfemserne brød igennem med klassikere som ”Wonderwall” og ”Live Forever”, minder den aldrende arbejderknægt os alligevel om, at han bestemt er en af vores helt store rocksangere.

Solidarisk med Manchester
Hvad angår albummets inspirationskilder, trækker Liam Gallagher stadig på sin kanon af engelske bands og solister med rødder i arbejderklassen. Hvorfor ændrer på noget, der allerede virker, fristes man til at spørge. Sangeren befamler dog ikke arvesølvet mere, end egne skinner tydeligt igennem.

Den beskidte ”Greedy Soul” er således et moderne take på Sex Pistols, ”Wall of Glass” er møde mellem Rolling Stones og med et strejf af Ian Brown, tidligere forsanger i Stone Roses. Og især numre som ”Bold”, ”When I’m In Need” og ”Chinatown giver et melankolsk ekko af John Lennon.

I musikvideoen til sidstnævnte, ”Chinatown”, ser vi sangeren slentre omkring i Londons travle morgentrafik. Undervejs gør han et ophold ved en graffitimur med frasen “We Stand United with Manchester” spraymalet side om side med en sort sløjfe, en hyldest til ofrene for bombeangrebet på Manchester Arena i maj 2017.

Tilbage i juni var bysbarnet hovednavn ved One Love Manchester, støttekoncerten, der markerede tabet af de toogtyve ofre, hvor han sammen med Chris Martin (Coldplay red.) stod for aftenens vigtigste budskab: ”We´re gonna live forever.”

”Chinatown” blev ikke spillet ved hin nævnte event, men i form af sine eksistentialistiske grublerier viser nummeret alligevel, at Liam Gallagher på As You Were i større grad gør sig tanker om klodens tilstand end tidligere: “What’s it to be free man? / What’s a European? / Me I just believe in the sun.”.

Nummeret er en blanding af længsel, håb og drømme. På sin egen naivistiske, måske lidt kryptiske facon giver sangen os en fornemmelse af en omskiftelig og grænseløse verden, hvor det nære og det fjerne er to sider af samme sag.

As You Were er dog langt fra et politisk statement. Snarere et album, der i kølvandet på Brexit lader folkets bekymringsrynker få sig et tiltrængt hvil. Alligevel fornemmer vi en usagt solidaritet mellem linjerne. En solidaritet, der hentet fra et engagement og tilhørsforhold, der strækker sig udover albummets tolv kompositioner, og bl.a. tager form i støttekoncerten i hjembyen.

Et ønske om mere
Alt i alt har Liam Gallagher lavet et fremragende album. Godt nok bøvler rocklegenden undertiden med at lave gode rim og nå samme melodiske højder som storbror Noel, men han ved grundlæggende, hvad der virker. As You Were er ikke musik til den snørklede og eksperimenterende hjerne. Er man til Radiohead eller Pink Floyd, går man således her gået galt i byen.

Imidlertid kan man kun håbe, at samarbejdet med udefrakommende sangskrivere og producere, ikke kun Greg Kurstin, også Andrew Wyatt og Dan Grech-Marguarat, også på et muligt næste album kan få indflydelse på den til tider manglende opfindsomhed, der nu og da præger et ellers fængede album, hvis eneste ulempe er, at den efterlader én med et ønske om mere.

For selvom ”gold” og ”told” rimer omtrent ligeså uinspirerende som ”kiss ’n’ tell” og ”go to Hell”, er det bestemt ikke uinteressant at få indsigt i Liam Gallaghers tilsyneladende ukomplicerede indre.

Ikke mindst fordi han som oftest leverer varen med en sjældent autencitet og coolness, som bestemt ikke er nogen selvfølgelighed i en verden, hvor iværksætteri og karrieretænkning undertiden synes at gennemsyre musikbranchen. Eller måske rettere hele samfundet.

Derfor skal albummets hyldest til en bøvsende fodboldkultur og ærkebritisk rock ’n’ roll, nok få koncertgængere verden over til at stikke lapperne i vejret og skråle med på de ærlige og dybtfølte bekendelser og selvransagelse. Rock on. Liam!

 

René Staun Hansen, er kulturskribent og anmelder. Uddannet litterart og kunsthistoriker. Bidrager med indlæg om film, musik og litteratur.