Første gang der blev fiflet med Finansministeriets berømte regnemodeller, var i slutningen af 1980’erne. Statsminister Poul Schlüter (K) ville have lavere skatter.

Finansministeriets embedsmænd advarede om, at lavere skatter ville udløse et større forbrug, der ville øge importen, hvilket ville forværre betalingsbalanceunderskuddet, som ville tvinge Danmark til at øge den allerede ekstremt store udlandsgæld.

Hvordan skulle man legitimere skattelettelser i den situation?

Skatteminister Anders Fogh Rasmussen (V) leverede løsningen.

Han bad sine embedsmænd om at ændre på antagelserne i de økonomiske modeller. Nu skulle modellerne vise, at lavere skatter ville få folk til at arbejde mere, hvilket ville føre til lavere lønstigningstakt, hvilket ville forbedre konkurrenceevnen, hvilket ville øge eksporten, hvilket ville forbedre betalingsbalancen (læs mere om forløbet i 1980’erne her).

Sammenblanding af konjunkturpolitik og strukturpolitik

Læsere med nationaløkonomisk indsigt vil gennemskue, at man her fremrykkede nogle (usikre) langsigtede effekter, så de modvirkede nogle (sikre) kortsigtede effekter.

Det er denne sammenblanding af konjunkturpolitik og strukturpolitik, der stadig udgør et problem for de økonomiske modeller.

Når Finansministeriet f.eks. har leveret beregninger, der skulle vise, at lavere marginalskat (skat på den sidst tjente krone) vil øge arbejdsudbuddet og skabe flere indtægter til statskassen, så hænger det netop sammen med en sammenblanding af kort og langt sigt.

Tidligere overvismand Christen Sørensen udtaler sig herom i et indlæg i DJØF-bladet:

”Økonomer ved, at forbrugs-/opsparingsbeslutninger og arbejdsudbud-/fritidsbeslutninger ikke kan analyseres i en statisk en-periode model, men i princippet kræver en livsløbstilgang. De estimater om arbejdsudbudseffekter, der udledes af en statisk en-periode model, er derfor skæve. Afgrænsningen til en periode betyder konkret, at substitutionseffekten (gulerodseffekten) overvurderes, og at indkomsteffekten (hængekøjeeffekten) numerisk undervurderes.”

Eller sagt på mere jævnt dansk: Modellen er blevet ændret således, at den kun ser, at lavere skat vil få nogle til arbejde mere, mens den glemmer, at andre måske i stedet vil prioritere mere fritid, og derfor arbejde mindre.

Læg hertil, at skønnet over hvor mange der vil arbejde mere ved skattelettelser, stammer fra en spørgeskemaundersøgelse lavet en periode med en langt højere marginalskat end i dag. Forudsætningerne har ændret sig siden.

Skattelettelser bliver den eneste rigtige svar

Vi ser altså at de økonomiske modeller er blevet ændret, for at få skattelettelser til at fremstå som den eneste rigtige økonomiske politik. Her er noget for vismændene at kigge nærmere på

Men har manipulationen med regnemodellerne betydet noget i praksis?

Øget arbejdsudbud forventes at dæmpe lønstigningstakten.

I bogen ’Finanskrisen – Kleptokratiets Konsekvens’ (2013) efterviser Christen Sørensen, at Finansministeriet har fremrykket effekten af forbedret lønkonkurrenceevne i deres version af ADAM-modellen i forhold til de antagelser som Danmarks Statistik benytter sig af i deres version af ADAM-modellen.

Takket være de manipulerede antagelser om effekten af øget arbejdsudbud fremstod det f.eks. meget mere fordelagtigt at udfase efterlønnen tilbage i 2011, end der reelt var belæg for.

Tillod overophedning i 00’erne

Det vides ikke hvornår Finansministeriets model er blevet manipuleret med, men jeg gætter på, at ændringen ligger en del år tilbage.

Hvis det er tilfældet, kan manipulationen være en del af forklaringen på, hvorfor VK-regeringen tillod økonomien at blive overophedet under opsvinget forud for Finanskrisen 2008, hvad der gjorde det efterfølgende tab i produktion og beskæftigelse særligt stort i Danmark.

Ifølge lærebøgerne skulle den voldsomme stigning i privatforbruget dæmpes (højere skat), eller også skulle der spares på det offentlige forbrug (velfærd).

Lærebøgerne blev ikke skrevet om

Men VK-regeringen havde lige vundet et valg på, at den kunne levere velfærd og skattelettelser på en gang, så statsminister Anders Fogh Rasmussen ignorerede alle advarslerne og udtalte, at det var på tide, at lærebøgerne blev skrevet om.

Det blev de ikke. Anbefalingerne om at stramme finanspolitikken, som VK-regeringen valgte at ignorere i årene forud for Finanskrisen, gælder stadig i en situation med mangel på arbejdskraft og deraf følgende risiko for overophedning.

Men når de økonomiske modeller ikke medregner de positive effekter ved offentlige investeringer i velfærd f.eks., så betyder det ikke, at de positive effekter ikke findes. Derfor er det helt nødvendigt at kigge modellerne efter i sømmene, så de passer til den virkelige verden.