Lige nu verserer en konflikt mellem Tyrkiet og USA. På overfladen handler konflikten om den amerikanske præst og statsborger, Andrew Brunson, der på 3. år er tilbageholdt i Tyrkiet. Men der skal ikke kradses meget i den papirstynde fernis, før en række andre konflikter mellem de to NATO-lande bobler frem: Uenigheder om strategien i Syrien og atomaftalen med Iran, Tyrkiets køb af det russiske S-400 luftforsvarssystem og statsejede russiske selskab, Rosatom, og opførsel af et atomkraftværk ved Akkuyu i Tyrkiet. Ja, uenighederne hober sig op.

Tilbageholdelsen af pastoren har fået Trump til at annoncere en fordobling af tolden på tyrkisk stål og aluminium over for Tyrkiet. Det slag har ramt Tyrkiet i det bløde mellemgulv, fordi det har skubbet til det økonomiske korthus, der har givet Tyrkiet vækst og gjort Erdogan populær.
Det Europa og ikke USA, der står for skud

Tyrkiets vækst har i høj grad været båret af lån. Lån, der er hentet hjem fra udenlandske banker. Tyrkiske virksomheder skylder således mere end 200 milliarder dollars, hvad der svarer til mere end en femtedel af Tyrkiets BNP. Netop nu er den Tyrkiske møntfod, liraen, i frit fald og har alene de sidste tre måneder mistet mere end 25 procent af sin værdi. Gælden skal selvsagt betales tilbage, og den er i vidt omfang i dollar og euro og er derfor pludselig blevet meget, meget dyrere end forudset. En række virksomheder vil givetvis ikke kunne svare deres forpligtelser og vil gå konkurs – med arbejdsløshed og yderligere problemer til følge. Det sker altså i en tid, hvor ungdomsarbejdsløsheden i forvejen er tårnhøj.

Skrækscenariet er en genkomst af en finansiel krise i Europa

Man vil måske tænke, at det kan den semi-autokratiske og balstyriske Erdogan så have for sin ballade. Han ligger så at sige, som han har redt, men efter man en kort stund har lunet sig ved flammerne fra det bål, må man bare nøgternt konstatere, at det rummer potentiale til at have rigtig ubehagelige konsekvenser også uden for Tyrkiet: Skrækscenariet er en genkomst af en finansiel krise i Europa. Alene spanske finansielle institutioner har angiveligt lånt 69 milliarder euro til tyrkiske virksomheder – det vil ramme hårdt, hvis de ikke kan få pengene igen. Hertil kommer den klemme som Tyrkiet har på Europa med flygtningeaftalen, ligesom Tyrkiet er et NATO-land og dermed en del af vores sikkerhedsstruktur. Sandheden er, at hvis Tyrkiet efterlades i kaos, er det først og fremmest Europa – og ikke USA – det går ud over.
Erdogan kan ikke undvære Europa

Det er givetvis også derfor, at den tyske regering allerede er i gang med overvejelser om, hvordan man kan hjælpe den tyrkiske økonomi videre. Ganske vist har Merkel et anstrengt forhold til Erdogan, men det er intet mod hvor besværlig, hun opfatter Trump.

Min prognose er, at Erdogan før eller siden får brug for Europa

Erdogan og Tyrkiet synes endnu ikke indstillet på at tage de nødvendige skridt for at genoprette økonomien, og der vil gå lang tid, før den stolte Erdogan vil komme i nærheden af for eksempel IMF. I stedet prøver han sig frem med Rusland (som også mangler penge) og golfstaterne. Min prognose er, at Erdogan før eller siden får brug for Europa. I den situation er det afgørende, at der kobles seriøse betingelser til eventuel hjælp. Betingelser som kan være af økonomisk karakter, men som nok mere hensigtsmæssigt kan være af politisk – ikke mindst sikkerhedspolitisk karakter.

Nick Hækkerup er tidligere minister og nuværende udenrigsordfører (S)