Det sker som en del af de årlige økonomiforhandlinger. I år er stort set hele statens økonomiske råderum øremærket til de øgede forsvarsudgifter, der som en del af det såkaldte nationale kompromis er en direkte følge af krigen i Ukraine.

Netop med henvisning til Ruslands invasion er det ifølge regeringens kassemester, finansminister Nicolai Wammen (S), nødvendigt at prioritere skarpt i kommunernes og regionernes økonomi for 2023.

Finansministerens udspil er, at tilskuddet til kommuner og regioner kun skal hæves med et beløb, der lige akkurat dækker, at der kommer flere børn og ældre i det kommende år. Nogenlunde samme udmelding kom fra statsminister Mette Frederiksen (S).

Putins krig har ændret spillepladen

Under Folketingets afslutningsdebat annoncerede hun, at der som følge af de massive investeringer i forsvaret vil være historisk få penge tilbage til nye velfærdsforbedringer frem mod 2030.

Jeg er med på, at Putins krig også har ændret spillepladen herhjemme, og at vi i det hele taget ikke er indehaver af en uudtømmelig pengekasse, der kan finansiere alle velfærdsønsker.

Det er også åbenlyst, at vi ikke bare kan lette ureflekteret på de offentlige kasser, når vi samtidig ser ind i et scenarie med inflation og risiko for overophedning af økonomien. Men spørgsmålet er, om det overhovedet kan betale sig ikke at lade den offentlige velfærd følge bare nogenlunde med den almindelige velstandsstigning. Jeg tror det ikke.

Pengene halter efter behovet

For med til historien om de igangværende økonomiforhandlinger hører, at den offentlige velfærd igennem længere tid har været underfinansieret.

Ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd skulle det offentlige forbrug fra 2010 til 2019 være vokset med 0,5 procent om året svarende til 25 milliarder kroner i alt, hvis man skulle have holdt den offentlige serviceudgift per borger uændret. Og i samme periode er der sket et fald i antallet af offentligt ansatte på 6,7 procent.

Det svarer til, at antallet af offentligt ansatte per 1.000 indbyggere er faldet fra 145 til 135.

40 procent af danskerne forventer forbedret velfærd i de kommende år

Samtidigt har den offentlige service oplevet et voksende pres, fordi der er kommet flere ældre, børn og borgere med særlige behov for serviceydelser. Og på det regionale område er der støt stigende udgifter til antallet af behandlingskrævende ældre og til nye behandlingsformer og medicin.

Finansministerens udspil til en velfærdsøkonomi, der kun dækker den demografiske udvikling, rækker simpelthen ikke til de nye behov. Og udspillet matcher da slet ikke et årtis efterslæb.

Danskerne forventer bedre velfærd

I forvejen løber medarbejderne i den offentlige sektor rigtig stærkt. I mange tilfælde alt for stærkt. Og en stor del oplever, at de ikke kan give borgerne den service, de med rette er stillet i udsigt. Det presser både borgere og medarbejdernes arbejdsmiljø.

Problemet bliver illustreret af en ny undersøgelse fra KL, der viser, at 40 procent af danskerne forventer forbedret velfærd i de kommende år, mens 37 procent forventer samme niveau som i dag.

Det duer simpelthen ikke, hvis borgerne har urealistiske forventninger til en velfærd, der reelt ikke er finansiering til.

Vi risikerer at borgernes tillid til det offentlige smuldrer, hvis ikke man fra regeringens side i det mindste får afstemt borgernes forventninger til det kommende velfærdsniveau. En anden mulighed er, at vi får gjort op med underfinansieringen og får løftet velfærden, så den matcher borgernes forventninger.

Mere velfærd med fleksible budgetter

Og vi kan faktisk løfte velfærden også uden, at finansministeren direkte skal have flere penge op af lommen. Det handler om at revidere vores meget rigide budgetlov, der betyder, at kommunerne år efter år bruger mindre til velfærd, end de må, af frygt for at blive straffet økonomisk.

Frygten for dummebøder har simpelthen betydet, at kommunerne er blevet overforsigtige. Samlet set har kommunerne siden 2011 brugt ikke mindre end 28 milliarder kroner mindre på velfærd end budgetteret.

Meget muligt, at vi ikke kommer til at opleve vilde og højlydte protester

Jeg synes, på linje med Fagbevægelsens Hovedorganisation, at det er oplagt at give kommuner og regioner mulighed for at prioritere mere langsigtet.

Lad os få gjort op med de meget snævre ét-årige budgetlofter med dertil hørende økonomiske sanktioner til fordel for en mere fleksibel ordning, hvor det for eksempel gøres lettere at overføre uforbrugte midler fra ét år til et merforbrug det kommende år. Større fleksibilitet i kommuners og regioners budgetlægning vil i virkeligheden verden give borgerne mere velfærd for pengene.

Det er meget muligt, at vi ikke kommer til at opleve vilde og højlydte protester fra borgerne, hvis økonomiaftalen ender i endnu en underfinansieret kontrakt om den nære velfærd.

Men en sådan aftale vil langsomt men sikkert erodere borgernes tillid til kvaliteten af de offentlige ydelser og til hele velfærdssamfundet.

Det vil betyde, at flere og flere borgere så at sige stemmer med fødderne og vælger private løsninger, hvilket igen undergraver værdien af den offentlige velfærd. Og så er vi inde i en ond spiral, der ikke bare lige lader sig stoppe.