Efter fem år med bøger og forelæsninger, et bachelor-projekt og et speciale, står du så klar til at veksle dine akademiske kompetencer til et job.

Men hov! Hvor er alle de relevante jobs henne? Hvor er de virksomheder, der mangler en som dig? Eller forstår, hvad en som dig kan? Øv!

Men du giver ikke op. Du skriver den ene ansøgning efter den anden. Går til møder i a-kassen. Opdaterer dit CV.

Til sidst må du efter flere måneders optimistisk jobjagt indse, at der bare ikke en tilstrækkelig efterspørgsel eller f.eks. forståelse for, hvad kandidater med din uddannelse kan. Der er ikke en efterspørgsel på lige det, som du har håbet på at arbejde med.

Uret tikker!

Drømmejobbet findes åbenbart ikke. Eller er besat af en anden.

Men du skal jo lave et eller andet. Dagpengeuret tikker. Så du udvider din søgekriterier og leder vidt og bredt. Strækker din profil, så meget du kan – og endelig kommer jobbet så! Hurra!

Det er bare ikke DIT drømmejob. Det er en faglært og dygtig HK’ers.

Det er godt nok en stilling, som du egentlig ikke er kvalificeret til. En administrativ stilling, et HK-job. Men du håber bare sådan på at kunne udvikle det til noget andet eller bruge det som trinbræt videre.

For det kan jo være lige meget, at det første job ikke lige passer helt, ikk? At det ikke lige er drømmejobbet?

Problemet er, at du ER endt i et drømmejob. Det er bare ikke DIT drømmejob. Det er en faglært og dygtig HK’ers.

Akademikerer er ikke automatisk dygtigere

For man bliver ikke automatisk en dygtig sekretær, sagsbehandler eller markedsføringskoordinator af at gå fem år på universitetet. Det er noget andet, som man er god til. Noget andet som man er uddannet til.

Alligevel er det dig, som de har valgt. Fordi, der af uvisse årsager stadig hersker en ide om, at hvis man er akademiker, så må man også være dygtigere end f.eks. en HK’er.

Arbejdsgiverne overser bare, at det reelt set er en ufaglært, som de har valgt at ansætte i en stilling, der i den grad kræver kvalifikationer og kompetencer. En stilling som en HK’er faktisk er uddannet til.

En stilling, hvor en HK’er måske endda ender med at sidde og oplære akademikere i processer og systemer og arbejdsgange for, at de rent faktisk kan varetage den.

Spild af ressourcer

Og det er dyrt for samfundet i tab af effektivitet og kvalitet, når man ikke sætter en medarbejder med de rette kompetencer til at løse opgaverne.

Samtidig er der stor forskel på, hvad det koster at uddanne en på f.eks. en kort videregående uddannelse og en akademiker.

En analyse som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lavede for HK i 2019 viser, at en kort videregående uddannelse i gennemsnit koster ca. 500.000, mens en kandidatuddannelse i gennemsnit koster ca. 960.000 kr.

Rettidig omhu efterspørges

Med en udsigt, at til SVM-regeringen med sit reformudspil på uddannelsesområdet, nu vil sende endnu flere unge gennem en universitetsuddannelse, så er vi i HK nødt til lige at be’ om lidt mere rettidig omhu.

For selvom uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) siger, at man også vil tilstræbe et tydeligt arbejdsmarkedssigte, er jeg sammen med flere i både erhvervslivet og fagbevægelsen bekymret for, at vi ender med en form for discount-akademikere, som ingen efterspørger.

Vi skylder både de unge mennesker og samfundet, at vi ikke efter fire, fem eller seks års uddannelse lader dem ende som ufaglærte akademikere.

Og et tydeligt arbejdsmarkedssigte findes jo sådan set allerede: Nemlig på de erhvervs- og professionsrettede uddannelser. På HK’ernes uddannelser.

Jeg kan kun sige, at hverken jeg eller min gode formandskollega i Dansk Magisterforening, Camilla Gregersen er tilstrækkeligt overbeviste om, at der findes et behov på arbejdsmarkedet for de fireårige kandidater.

Med reformen risikerer vi at sende flere af vores unge mennesker ud på en lang og dyr omvej, og det er ikke fair.

Vi skylder både de unge mennesker og samfundet, at vi ikke efter fire, fem eller seks års uddannelse lader dem ende som ufaglærte akademikere.