Annonce

Debat: Det er på tide at frigøre sig fra en regering med Venstre

Sidste dans om midten i dansk politik: Ideen om SVM-regeringen virker kun på papiret
Foto: Venstre, Statsministeriet og Thrane Media/Claus Peuckert - Fotografk: Anders Bredsdorff
Troels Lund Poulsen (V), Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (M)
I solskin på Folkemødet på Bornholm, hvor titusindvis af politikinteresserede danskere mødes på tværs af politiske skel, er det nemt at elske ideen om en bred, konsensuspræget regering hen over midten.

Hvorfor skulle man ikke tage konsekvensen af, at danskerne generelt er et midtsøgende folkefærd, der elsker deres velfærdsstat, og godt vil have konkrete forbedringer, men ikke grundlæggende forandringer?

Og er det ikke en god gammel radikal grundtanke, at vi bør samle folkestyret om gennemtænkt politik på midten, der afbalancerer fællesskabets behov med hensynet til den enkeltes frihed, rettigheder og muligheder?

Desværre for alle der kunne fristes til at mene den slags, så har den eksisterende SVM-regering på to år endegyldigt demonstreret, at ideen kun virker på papiret.

Midten er ikke et sted, man kan regere fra.

I hvert fald ikke midten defineret som det punkt, der ligger midt mellem Socialdemokratiet og Vestre og lige langt fra Enhedslisten og Nye Borgerlige.

Det skyldes flere ting.

Røde eller blå

Dels er langt de fleste danskere hverken radikale eller moderate. De er tværtimod røde eller blå, og ønsker sig enten en mærkbart borgerlig eller en mere klassisk socialdemokratisk regering.

En regering der ikke er nogen af delene vil uundgåeligt skuffe langt de fleste.

Bededagsfiaskoen viser, hvad der sker, hvis en socialdemokratisk statsminister så grundlæggende svigter sin vælgerbase

Samtidig udligner Socialdemokratiet og Venstre hinanden i en sådan grad, at en regering der skal rumme dem begge to hverken kan føre (nødvendig) progressiv klimapolitik eller gennemføre (nødvendige) reformer af velfærdsstaten.

Eller... Det kan den selvfølgelig godt prøve på, men bededagsfiaskoen viser, hvad der sker, hvis en socialdemokratisk statsminister så grundlæggende svigter sin vælgerbase. Og slagsmålet om landbrugets ødelæggelse af både klima og vandmiljø udstiller, at Venstre ikke har styrken til at gøre mod sine egne, hvad Mette Frederiksen gjorde mod fagbevægelsen.

Forståeligt nok, måske, men det gør en såkaldt "midterregering" ubrugelig, fordi den hverken kan gå til den ene eller den anden side.

Handlingslammelsen er total

I sine første år forsøgte regeringen at handle til højre via skattelettelser, bededag, oprustning og borgerlig økonomisk politik, og dermed ofrede den sine socialdemokratiske vælgere.

Den kan Socialdemokratiet imidlertid ikke længere, så nu er handlingslammelsen total.

Det er på tide at frigøre sig fra en regering med Venstre, så man kan prøve noget andet

Det er det, der er kernen i Mette Frederiksens "tænkepause". Men konklusionen for hende er i virkeligheden ret enkel:

Midten er som politisk projekt i sin nuværende form slået fejl. Det er på tide at frigøre sig fra en regering med Venstre, så man kan prøve noget andet.

Midterprojektets sidste chance

Spørgsmålet er kun, hvordan hun gør det, i en situation hvor hendes parti for enhver pris gerne vil undgå et valg. Her kunne en ny S-SF-R-M konstellation være det ambitiøse bud.

Og både SF, De Radikale og Moderaterne vil notorisk gerne være i regering

Det fastholder det principielle i midterprojektet, men forankrer det solidt i en klassisk centrum-venstre position, der kan levere et mere progressivt budskab. Og levere en udvej hvor Socialdemokratiet fastholder regeringsmagten og slipper for et valg.

Og både SF, De Radikale og Moderaterne vil notorisk gerne være i regering.  

Der ligger måske midterprojektets sidste chance. Hvis Mette Frederiksen tør.

Folketingskandidat i Østjylland for De Radikale og medlem af De Radikales hovedbestyrelse og forretningsudvalg.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er desværre alt, alt for sent at erkende det åbenlyse, nemlig at S skal gøre sig fri af BÅDE V og M, og at RV med dolkestødet på den socialdemokratiske 1-partiregering definitivt har meldt sig ind i blå blok - eller i hvert fald afskrevet enhver mulighed for at deltage i nogen regering med S.

Denne frigørelse betyder desværre et snarligt valg og dermed formentlig en halvering af den den socialdemokratiske gruppe i Folketinget. Det er prisen for at ignorere princippet om rettidig omhu.

Thor det tror jeg kort og godt ikke på. Jeg tror ikke på de opgiver så let. Økonomien er i top beskæftigelsen høj, og der er gået 50 prc af tiden, hvis man opgiver så hurtigt, får man blok politikken tilbage som har ødelagt så meget.Nan skal ikke kun tilgodese en gruppe i et samfund. Jeg håber de står fast

Ja, de riges økonomi er i top, beskæftigelsen af løntrykkere er historisk høj, og Løkkes venner I DA, DE og Di har aldrig haft det sjovere.
Klovneregeringen har det sikkert også sjovt, men der burde vel være vigtigere succeskriterier for en regering, end cirkusdirektørens kontrol med klovnenes gallop rundt i manegen.

Jens Bruun, fagbevægelsens medlemmer har aldrig i nyere tid,
fået så stor en lønstigning på så kort tid, så lønglidningen
har overhalet inflationen, og skatte indtægterne har overhalet
statens udgifter HU HEJ hvor det går, jeg har som pensionist
fået en lønstigning (det kalder jeg det jeg får i pension) på
over 1100 kroner pr. måned.
Du tager fejl det er ikke en klovneregering der regerer vores land,
men hvis du mener at der er mange klovne, der har ret til at deltage
i vores valg til Folketing, det kommunale valg og valget til Regionerne,
samt valget til EU parlamentet så kan du have ret, hvis en person
stemmer på et andet parti til EU valget, fordi man har afskaffet
St. Bededag, så er det da helt ude i det blå. Jeg kan forstå at man
er utilfreds med denne afskaffelse, det har jeg lagt mærke til, men
det har da intet med valget til EU at gøre.
Mange har stemt på SF, og det er der intet galt med, men hvis man
dermed tror at vi vil få et mere grønt Europa, så er det da gået helt
galt, for SF og deres venner i EU, den grønne gruppe har mister over
25 % af deres mandater ved dette valg, det kan da kaldes stemmespild.
det ville være bedre, at stemme på S så havde man da fået en grøn stemme,
som ville sidde med ved bordet, når der skulle forhandles i EU-parlamentet.

at den "store" lønstigning har udlignet den største inflation i nyere tid er det vist ikke alle der har mærket. Prisstigningerne på alle varer i supermarkederne er jo også den højeste i nyere tid på så kort tid, hvor en prisstigning på de fleste varer lyder på 50 - 100% og er sket på mindre end 2 år.
Iflg. de beregninger jeg har set er folkepensionen til enlige "kun" steget fra kr. 14.439,- til kr. 14.944,-, d.v.s. en månedlig stigning på kr. 505,- før skat og ikke de kr. 1.100,- du nævner.

Bent Menck Andersen, de 1.100 jeg nævner er selvfølgelig også før skat,
hvad jeg får af pension, har da intet med det som du benævner som en
folkepension, jeg skriver at min pension er steget med 1.100 kroner,
er den pension som jeg har opsparet til gennem et helt arbejdsliv.
Prøv at nævne danske fødevarer som de er flest, som er steget med 100%.
Hvad betyder det, at Lurpak koster 27 kroner, når jeg kan købe en pakke
smørbart til 6 kroner i Lidl. Der står ikke skrevet nogen steder,
hvad jeg skal købe, og hvor jeg skal købe det.
Jeg kan stadig købe 700 gram kylling til 30 kroner, det er da ikke en
stigning på 100 %. Jeg kan købe kartofler til 20 kr. pr. kilo.
Jeg kan stadig købe et salathover til 15 kroner. Jeg kan stadig købe
500 g hakket oksekød til under 40 kroner. I denne ugen købte jeg
1 L økologisk letmælk til under 10 kr. Hvis du kun skriver om det,
som medierne beskriver som sandhed, så er det da ikke så godt for dig,
så er du blevet vildledt.

Arne Jensen, nu er det jo ikke alle der har en pension eller formue som pensionist, så for sammenligningens skyld vil det vel være på sin plads at bruge stigningen af folkepensionen med kr. 505,- efter skat som flertallet får. Der er ca. 290.000 pensionister der modtager ældrecheck, som man kun får hvis man ikke får anden pension end folkepension og har en formue på under kr. 99.200,-.
Nu handler jeg aldrig i LIDL (jeg handlede heller aldrig i ALDI) det skyldes deres personalepolitik. Da LIDL byggede en ny butik i Slagelse blev de af den lokale presse spurgt om hvornår butikken åbnede, svaret vat at LIDL havde det princip at aldrig udtalte sig til pressen. Jeg kan godt lide firmaer som har principper, jeg har det princip at jeg aldrig handler i LIDL. Da en ALDI-butik her i Slagelse blev udsat for røveri, ville pressen tale med den ekspedient der var udsat for røveriet, men det måtte han/hun ikke, det var kun chefen der måtte udtale sig om hændelsen, selv om han ikke havde været til stede, godt at ALDI forlod Danmark med den holdning over for deres personale.
Uanset hvad du skriver er priserne på mange vare i butikkerne steget med 50-100%. inden inflationen kunne man i f.eks. REMA, købe 500 gram oksekød til 20-25 kr., sødmælk til 6,95 pr. liter, kartofler til 8-10 kr. pr kg, Lurpak smørbar til 7-8- kr. nu fås det på tilbud til 12 -15 kr. (normalpris 27,95) Merrild kaffe er steget til kr. 58,95, en fordobling af prisen fra før inflationen og sådan kan man bliv ved.

Der skulle stå kr. 505,-før skat, dvs. ca. kr. 300,- efter skat for de fleste.

“Misfoster” er den rette betegnelse for SMV. Den må væk, men ikke pga Radikale Venstres hunger efter en betydende plads i det politiske spektrum. Derimod pga tusindvis af hjemløse vælgere, der har set deres parti gå “borgerlig Light” i et krampagtigt forsøg på at danne en regering henover midten, der efter Lars Løkkes udsagn skulle være til gavn for Danmark. Jovist. Især den i forvejen velbjergede del af landet klapper i hænderne - det går ufatteligt godt.
Skolerne forfalder, eleverne flygter fra Folkeskolen, pensionister og sundhedsvæsenet skranter - og sådan kunne man blive ved.
Der er nogle, der klandrer Barsøe for at tale lige ud af posen vedr. den rent ud sagt elendige EU-valg. Hold det indenfor, siger de. Men når kritikken af partiet er berettiget, skal den frem i lyset - især når man har på fornemmelsen, at der ikke lyttes eller reageres der, hvor magten til en ændret kurs ligger.

“Misfoster” er den rette betegnelse for SMV. Den må væk, men ikke pga Radikale Venstres hunger efter en betydende plads i det politiske spektrum. Derimod pga tusindvis af hjemløse vælgere, der har set deres parti gå “borgerlig Light” i et krampagtigt forsøg på at danne en regering henover midten, der efter Lars Løkkes udsagn skulle være til gavn for Danmark. Jovist. Især den i forvejen velbjergede del af landet klapper i hænderne - det går ufatteligt godt.
Skolerne forfalder, eleverne flygter fra Folkeskolen, pensionister og sundhedsvæsenet skranter - og sådan kunne man blive ved.
Der er nogle, der klandrer Barsøe for at tale lige ud af posen vedr. det rent ud sagt elendige EU-valg. Hold det indenfor, siger de. Men når kritikken af partiet er berettiget, skal den frem i lyset - især når man har på fornemmelsen, at der ikke lyttes eller reageres der, hvor magten til en ændret kurs ligger.

Kurt Olsen, hvordan kan man kalde en flertals regering for et misfoster,
når to af de partier som danner en flertals regering har proklameret inden
valget i 2022, at de ville danne en regering over midten af Dansk politik.
Jeg ved ikke om du er vidende om, at vi i Danmark har et demokrati, og at de
som har stemt har begået en demokratisk handling, det kan aldrig blive det
som du kalder et misfoster. Det må da være de partier som ikke er med i denne
regering, og som ikke vil proklamere, at de vil stå i spidsen af en anden
regering, de må da være ledere af partier som er misfostre, hvis man ikke
vil magten, hvorfor stiller man sig så i spidsen for et parti.
Nej Kurt der findes mange partier i folketinget som har haft chancen for at
være en del af en regering, som har takket nej, men nu står de udenfor
magten og råber, det er den lette del af at være folkevalgt, det svære er
at fortælle, hvad man vil med magten, det er de politiske kyllinger. !!!
Det har ikke været et dårligt EU valg, men der har været for få der har gidet
at deltage i afstemningen, og de som har været utilfreds med regeringen har
stemt på partier, som ikke får indflydelse på den Europæiske politik, og det
kan vi KUN takke medierne for, at være ansvarlig for. Medierne har under ingen
omstændigheder forklaret, hvordan vælgerne kan få indflydelse på Europæisk
politik, mange vælgere troede, at de kunne straffe S ved at stemme på SF,
og at hvis de stemte på SF ville man få partier i EU som ville sætte klimaet
højt på deres dagsorden, men de grønne partier har mistet 25 % af deres mandater.
De radikale er med i Renew gruppen, som har mistet ca. 20 % af deres mandater.
S & D gruppen i EU parlamentet har kun mistet 2 mandater, og S & D gruppen
samt Renew gruppen og EPP gruppen har fået yderligere 9 mandater, så de tre
grupper til sammen har over 400 mandater og udgør et flertal.
Se det er en indføring i EU politik, som viser vejen til magten, og til at
holde ydergrupperne uden for en betydelig magt i EU-parlamentet.

Det er da nemt nok.
Socialdemokratiet skal da bare meddele, at de ikke vil være med i regeringen længere.
Så kan de andre blå prøve.
De nuværende ministre har vist alle optjent ret til livslang statspension, så det kan da ikke være en hindring.

"Bededagsfiaskoen"
En ting kan vel ikke gøre det...
Hvis det samlede resultat er (S)godt, har det jo ikke nogen betydning...