Ovenpå en storslået 1. maj med slagsange og solskin er det kun på sin plads, at vi alle sender et helhjertet og højlydt tillykke til den danske fagbevægelse.

For sammen med landets arbejdsgivere har vores fagbevægelse i de forgangne måneder kæmpet nogle stjernegode overenskomster hjem til lønmodtagerne.

Over 600.000 privatansatte kan nu se frem til forbedrede arbejdsvilkår, lønstigninger, mere barsel, flere penge på fritvalgskontoen og meget mere.

Spåede ragnarok, storkonflikt og sammenbrud på arbejdsmarkedet.

At det lykkedes fagbevægelsen at forhandle så gode overenskomster, og at historisk mange lønmodtagere stemte ‘ja’ til dem, kom måske som en overraskelse for mange.

For gud, hvor har der været mange erhvervskommentatorer, politiske analytikere og hvad ved jeg, som i årets første måneder spåede ragnarok, storkonflikt og sammenbrud på arbejdsmarkedet.

De tog fejl.

Siden gennembrudsforliget på industriens område tilbage i februar har arbejdsgiverne og fagbevægelsen indgået over 500 store og små overenskomster.

De aftaler er skoleeksempler på, at vores danske arbejdsmarkedsmodel er bedre end alle de andre.

Opgangstider er lig med overskudsdeling

På trods af en buldrende inflation og dystre økonomiske forudsigelser får lønmodtagerne nu mere i lønningsposen.

For Danmark og den danske økonomi er kommet glimrende gennem corona-krisen, og i situationer som denne foreskriver den danske model, at det også skal komme lønmodtagerne til gode.

Efter opgangstider skal der deles ud af overskuddet. Det er de overenskomster, som lønmodtagerne for ganske nylig har indgået, et knaldgodt eksempel på.

Der er ingen andre modeller i verden, som kan prale af det samme.

I langt det meste af Europa har man indført lovbestemte mindstelønninger. Det gælder for eksempel vores tyske naboer mod syd, men 20 andre EU-lande arbejder også efter lovbestemte mindstelønninger.

Derfor er der ingen tvivl om, at den danske model er den bedste til både at sikre høj beskæftigelse og høje lønninger.

Her er det ikke parterne på arbejdsmarkedet, der aftaler forholdene. I stedet er det politikere, langt væk fra det helt almindelige arbejdsliv, som dikterer lønnen.

Og det er nemt at se, hvis man kigger på de mindstelønssatser, som politikerne vedtager.

De ligger nemlig uhyggeligt lavt. Derfor er der ingen tvivl om, at den danske model er den bedste til både at sikre høj beskæftigelse og høje lønninger.

Men selvom vi med rette nu kan glæde os over de gode overenskomster og at den danske model er i god form, må vi ikke hvile på laurbærrene. For truslerne mod den danske model og det gode arbejdsliv spøger i kulissen.

Kampen fortsætter

Den første trussel kommer fra EU og fra EU-Kommissionens forslag om en lovbestemt EU-mindsteløn.

Det forslag kan splitte den danske model i atomer.

For hvis loven dikterer lønnen, er der jo ingen grund til, at virksomhederne indgår overenskomster.

Derfor fortsætter den benhårde modstand mod mindstelønsforslaget. Danmark har netop nu gang i en retssag mod EU, fordi unionen blander sig i nationale løn- og arbejdsforhold. Og det må de ikke - det står sort på hvidt i EU’s traktater.

Glubske virksomheders opfindsomme fiksfakserier truer

Men samtidig trues den danske model også af glubske virksomheders opfindsomme fiksfakserier.

Det er de virksomheder, som insisterer på at hyre deres medarbejdere ind som falske selvstændige, så de ikke kan få en overenskomst, og det er de virksomheder, som ansætter deres medarbejdere i nultimerskontrakter uden et gram sikkerhed i tilværelsen.

Hvis ikke vi forhindrer mindstelønsforslaget og sætter en stopper for de usikre ansættelsesforhold, risikerer vi, at den danske model smuldrer.

Det skal vi for alt i verden undgå, for OK23 har om noget kun vist os, at selv i svære tider er den danske model den stærkeste i verden.