Mens det for alvor trækker op til storkonflikt på det offentlige område advarer arbejdsgiverorganisationen DI - Dansk Industri - nu om, at det kan skade den danske model, hvis for mange melder sig ind i ikke-overenskomstbærende fagforeninger.

DI's viceadministrerende direktør, Kim Graugaard, kommer med advarslen i et interview med Netavisen Pio.

Meldingen fra DI-toppen er en lige venstre til de gule fagforeninger som Kristelig Fagbevægelse, Krifa, Det Faglige Hus, Frie Funktionærer og ASE.

Grundmotoren i den danske model
Kim Graugaard, vil det skade den danske model, hvis flere og flere melder sig ind i ikke-overenskomstbærende fagforeninger?

”I yderste konsekvens ja”.

Hvorfor det?

”Fordi grundmotoren i den danske model er to-parts-samarbejdet mellem arbejdsgiverorganisationerne og så de overenskomstbærende forbund. Det er disse to parter, der sætter rammerne og reglerne for de løn- og arbejdsvilkår, der gælder ude på arbejdspladserne gennem de overenskomster, vi aftaler. Det kræver helt banalt, at der er nogen repræsentative organisationer at forhandle med på både arbejdsgiver- og arbejdstager-side, der kan lave de aftaler. Det gælder både centralt og også lokalt, hvor aftalerne indgås mellem virksomhedsledelsen og en tillidsrepræsentant”, forklarer DI's nummer to, Kim Graugaard og fortsætter:

”Hvis den danske model skal være levedygtig, så kræver det, at man er repræsentativ, altså at man kan sige, at man forhandler på vegne af et bredt udsnit af virksomheder og lønmodtagere. Når vi taler tillidsrepræsentanter, kræver det, at der er et medlem af forbundet, der kan stille op, blive valgt – og har mandat fra sine kollegaer. Personer, der kan træffe nogen beslutninger og indgå bindende aftaler”.

hvis man forestillede sig en udvikling, hvor færre og færre organiserede sig i overenskomstbærende fagforeninger, ja, så kan det helt bestemt ende med at blive et problem

Kim Graugaard understreger, at høj overenskomstdækning er helt afgørende for den danske model:

”Det er afgørende for den danske model, at vi kan opretholde en høj overenskomstdækning på arbejdsmarkedet. At vi fortsat er repræsentative i en rimelig stor udstrækning - både på arbejdsgiver- og på lønmodtager-siden ”.

”Hvis man forestillede sig, at der på den ene eller anden side skete en udvikling, hvor man ikke længere havde opbakning, så ville det helt klart udgøre et problem for den danske model. Det er ikke noget, vi lige står over for, men hvis man forestillede sig en udvikling, hvor færre og færre organiserede sig i overenskomstbærende fagforeninger, ja, så kan det helt bestemt ende med at blive et problem”.

Den danske model, hvor arbejdsmarkedsparter selv klarer ærterne indbyrdes, kræver organisering på begge sider?

”Ja, lige præcis. Alternativet er at lovgivere træder til, og det ønsker vi ikke. Det er heller ikke – forstår jeg - det fagbevægelsen ønsker".

DI: Lav organisationsgrad en trussel
Vil du gå så vidt som til at sige, at DI ligefrem godt kan lide at medarbejderne organiserer sig?

”Ja, det vil vi sådan set godt, for er der ikke bred opbakning til de organisationer, vi skal forhandle med, så er det helt klart en trussel imod den danske models grundforudsætninger”.

Men mange af fagforeningerne er jo røde – det er vel ikke lige DI’s kop te?

”Vi blander os jo ikke i farven på dem, vi forhandler med. Vi blander os ikke i lønmodtagernes organisationsvalg. Det beslutter den enkelte helt selv. Men det er en fordel for vores medlemmer - og for det danske arbejdsmarked og samfundet bredt set -, at arbejdsmarkedets parter selv er i stand til forhandle tingene hjem”.

 

Billedtekst: DI's viceadministrerende direktør Kim Graugaard (tv.) i selskab med DI's direktør Karsten Dybvad (th.). Foto: DI/Claus Bech.