For fem år siden havde de både en Fair Løsning og en Fair Forandring, der bragte dem i regeringskontorerne for første i gang. Alt, hvad lune Villy sagde, trak overskrifter - selv Euroman stylede ham og gjorde det hipt at være SF'er.

I dag skal partiets nuværende formand, Pia Olsen Dyhr, kalde Dansk Folkeparti for helracister, hvis partiet vil trække overskrifter. SF kæmper nu bravt mod De Konservative om at være Folketingets mest ligegyldige parti i mediernes øjne.

Hun gjorde det ellers fremragende som formand under valgkampen - fandt sammen med Thulesen Dahl om adskillige fælles dagsordner. Som et temmelig umage par betød det, at de fik tonsvis af medietid og masser af den gratis slags, hvor historien bare handler om det overraskende og positive i, at netop de to havde fundet sammen og flettede fingre rundt om Socialdemokraterne.

Hellere sæbekassebiler
Men som valget faldt ud, endte SF med at blive taberen i den alliance. Folkesocialisterne har vanskeligt ved at finde plads i det nye politiske billede.

Partiets markante satsning på at blive et grønt og bæredygtigt parti er blevet overhalet af Alternativet, der vil have landet endnu, endnu, endnu mere grønt og samtidig foretrækker sæbekassebiler frem for ministerbiler.

Kampen om at føre den mest humane udlændingepolitik er en fejde mellem Enhedslisten og De Radikale. Nok er SF gået tilbage til mere næstekærlighed, siden parløbet/tvangsægteskabet med Socialdemokraterne er blevet opløst, men det er ikke længe siden, at Villy talte dunder mod mørkemændene og bad dem skrubbe ad helvede til, hvorpå han ændrede SF-kursen på flygtninge-indvandrerområdet til en strammere kurs.

Og desuden er der nu et nyt alternativ til SF, når det gælder humanisme: Borgerlige politikere, der flygter over midten for at komme væk fra det, de kalder en inhuman opførsel, ja, de havner nu også hos Alternativet (eller Radikale i Jens Rohdes tilfælde).

SF er ikke færdig med sin helingsproces. Tre formænd på tre år. Den første gjorde SF til et reelt folkeparti og ikke blot en sluttet kreds for folk med fodformede holdninger. Villy gjorde det cool at være SF'er - noget der aldrig tidligere er overgået partiet.

Men Villy gjorde i sin desperation for at bringe SF i regering samtidig partiet til prygelknabe og solgte ud af det meste af det fundament, som partiet var bygget på.

Ministerbilerne kørte i grøften
Da han måtte gå på grund af et svigtende helbred, svigtede hans plan for magtoverdragelsen også gevaldigt. Amatørpolitikeren Annette Vilhelmsen blev formand og blev kørt så meget rundt i manegen af regeringens to stærke kvinder, at hun kørte partiets ministerbiler i grøften.

Tredje og nuværende formand, Pia Olsen Dyhr, havde allerede én gang stillet op som formand, men tabte dengang til Villy Søvndal. Hun er en dygtig politiker, men ikke just nogen billetsælger, når det kommer til karisma og x-faktor, hvilket i 2016 er vigtigt evne at have.

Hendes genrejsningsudfordring kræver samtidig en overdosis af politisk viagra.

Villy Søvndal drejede partiet mod Socialdemokraterne, der samtidig drev mod det blå land. Annette Vilhelmsen drejede den modsatte vej, men drejede nok i virkeligheden mest rundt om sig selv, så næsten hele den unge talentmasse gik fra borde og svømmede til socialdemokratisk og radikalt land. Pia Olsen Dyhr har til at begynde med valgt at male det nye SF grønt.

S-DF-regering mere sandsynligt
Så hvad skal de tilbageblivende SF-medlemmer mene? Hvordan skal de egentlig finde ud af, hvad SF nu er for en størrelse?

Partiet er i hvert fald ikke af en størrelse, der gør, at de kan spille nogen afgørende i rolle i nogen som helst form for politisk aftale med det nuværende folketings sammensætning.

Med det tempo Socialdemokraterne i øjeblikket okser mod grænsebommene med enkeltbilletter til flygtninge (vel at mærke ud af landet), er det næsten utænkeligt at tænke sig til en S-SF-regering efter næste valg. Her klinger S-DF (eller DF-S, alt efter hvem der nu engang bliver størst) som en langt mere lyttevenlig jingle.

Radikale hører politisk mere hjemme som den humanistiske stemme i blå blok. Enhedslisten kommer aldrig til at blive andet end parlamentarisk grundlag for en socialdemokratisk-ledet regering. Og Alternativet, hvis de overlever næste folketingsvalg og får succes med at transformere de gode mavefornemmelser til konkrete og realistiske politiske forslag, vil være et mere naturligt tilholdssted for de vælgere, der gerne vil både bæredygtighed og humanisme, end SF.

 
Søren Strandman-Møller er politisk kommentator og kommunikationsrådgiver. Som journalist har Søren Strandman-Møller arbejdet for flere medier på Christiansborg. Søren Strandman-Møller har ingen politiske partier som kunder og er uafhængig af politiske interesser.
Klummen er bragt i samarbejde med Fagbladet 3F.